Servicekontrakter er for skiftende på sigt

Inuit Ataqatigiit mener, der er et udbredt behov for at gennemgå forsvarsaftalerne med henblik på at vurdere deres relevans i dag. Derefter skal man indlede genforhandlinger som opdaterer aftalegrundlaget og skærper det udbytte Grønland skal have ved at lægge hus til amerikanernes tilstedeværelse

Lørdag d. 21. februar 2015
Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Knap var blækket tørt på Inuit Ataqatigiits pressemeddelelse om tabet af basekontrakten til et amerikansk selskab, før Lidegaard afviste Inuit Ataqatigiits krav om en genforhandling af de aftaler, der ligger til grund for amerikanernes militære tilstedeværelse på Grønland og på Thule-basen.

Det vækker undren hos IAs formand, Sara Olsvig der udtaler: Jeg vil slå fast, at Inuit Ataqatigiit bakker fuldt ud op om landsstyrets og den danske regerings plan om at drøfte udfaldet af den specifikke servicekontrakt politisk med USA. Men hvis man mener det alvorligt, at Grønland skal have noget ud af USA’s tilstedeværelse, så er det for skrøbelig en konstruktion at forlade sig på servicekontrakter for evigt. De giver alt for skiftende afkast. Vi kan jo se hvor svagt vi står nu. Derfor er det ærgerligt, at Lidegaard så hastigt afviser ønsket om på sigt at genforhandle forsvarsaftalerne.

Johan Lund Olsen udtaler: Forsvarsaftalen stammer oprindeligt helt tilbage fra 1941 og 1951. Den blev senest justeret i 2004 i Igaliku i.f.m. opgraderingen af Thule-radaren, men vi skal huske at verden ændrer sig hele tiden. Særligt i disse år får den arktiske region voksende geopolitisk betydning pga. isens afsmeltning og områdets store naturrigdomme. Vi ser derfor også en øget militarisering i Arktis og alene af den grund bør aftalen genforhandles for også at vise behørigt hensyn til de arktiske folk”. Og han fortsætter: Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Udenrigsministeren reagerer så prompte og så negativt på vores langsigtede krav om en genforhandling af forsvarsaftalen, når den danske regering ikke har reageret på de meget massive krav om kompensation og husleje Landsstyret og Siumuts skiftende folketingsmedlem er kommet med.

Inuit Ataqatigiit ser frem til de videre drøftelser i Landstinget, hvor partiet netop har sat Pituffik til debat på dagsordenen. Inuit Ataqatigiit ser også frem til et godt og tæt samarbejde med landsstyret og den danske regering om sagen.