Præcisering vedr. lufthavn i Qaqortoq

Det letteste i verden ville være at love, at disse ønsker bliver gennemført i den kommende valgperiode, og at pengene ikke var noget problem. Men fakta er desværre, at pengene er et meget stort problem.

Torsdag d. 23. oktober 2014
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Demokraterne  
Emnekreds: Infrastruktur, Landstingsvalg november 2014, Politik.

(an)

Demokraterne har et ønske om, at det skal være så let og så billigt som muligt at rejse i vort land. Både af hensyn til alle os der bor her, og af hensyn til alle de mennesker rundt omkring i verden, der gerne vil se, hvad vi har at byde på. Derfor er vi nødt til at skabe den bedst mulige infrastruktur, og det involverer blandt andet en lufthavn i Qaqortoq, en lufthavn i Tasiilaq og en forlængelse af landingsbanen i Ilulissat.

Det letteste i verden ville være at love, at disse ønsker bliver gennemført i den kommende valgperiode, og at pengene ikke var noget problem.

Men fakta er desværre, at pengene er et meget stort problem. Der er ganske enkelt ikke råd til at finansiere så store anlægsudgifter. Enhver der påstår noget andet har ganske enkelt ikke indset, hvor alvorlig den økonomiske situation er.

Betyder det så, at Demokraterne vil droppe en lufthavn i Qaqortoq?

Nej. Demokraterne vil arbejde hårdt for at skaffe finansiering til en lufthavn i Qaqortoq. Vi vil kæmpe for at skaffe internationale investorer til projektet, og vi vil kæmpe for, at der på ingen som helst måde bliver lagt hindringer i vejen for en lufthavn. Men i den nuværende økonomiske situation er det komplet urealistisk at anlægge en lufthavn, der udelukkende skal betales af Selvstyret.

Her vil nogen nok påpege, at der allerede var afsat penge til en lufthavn i Qaqortoq i det Finanslovsforslag som landsstyremedlem for Finanser fremlagde i august, og som skulle have været vedtaget her i november. Til det kan jeg blot sige, at det finanslovsforslag var det mest uansvarlige finanslovsforslag jeg kan huske at have set. Forslaget blev da også skudt ned både af oppositionen, internt i landsstyret og i de daværende koalitionspartier. Finanslovsforslaget var med andre ord så skidt, at det aldrig nogensinde var blevet vedtaget, og dermed var der heller ikke realistisk udsigt til, at der ville blive anlagt en lufthavn i Qaqortoq udelukkende for offentlige midler.