Historiens ironi

Det var ikke længere en embedsmand i København der besluttede hvad man kunne købe i Grønland, og til hvilke priser.

Fredag d. 24. februar 2012
Michael Rosing, medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Politik.

Under anden verdenskrig blev Grønland åbnet op imod omverdenen. Det var egentligt ikke meningen men da krigen afbrød forbindelsen med Danmark var der med et adgang til landet udefra. Det var en tid med megen ængstelse, naturligt nok der var jo krig i hele verden og ingen vidste hvordan det ville gå. Men det var også en tid med nye muligheder; døren til verden udenfor var blevet slået op og kunne ikke længere lukkes igen.

En af de ting som både historiebøgerne og ældre Grønlændere ofte fortæller om er postordre katalogerne fra USA. Nu kunne man købe ting og sager som ingen havde set før, fordi koloniens butikker ikke førte de varer. Ikke at de nødvendigvis var bedre, men de var anderledes, og priserne var noget helt andet end hvad man havde været vant til. Det var ikke længere en embedsmand i København der besluttede hvad man kunne købe i Grønland, og til hvilke priser.

Der er masser af historier om handler der ikke lige endte som man havde forventet det. En går på at en mand havde bestilt en flot ny kaffekande til sin kone. Den var uhørt billig, og skuffelsen var stor da han opdagede at det han havde bestilt var en dekorativ drypfanger og ikke den flotte kaffekande som billedet viste. Andre beretter om støvler der var mange gange for store fordi de amerikanske skostørrelser er anderledes end de europæiske.

Uanset skuffelserne undervejs har jeg aldrig hørt nogen beklage sig over at katalogerne kom til Grønland. Og selvom det måske er at strække historien lidt langt så var katalogerne for de almindelige Grønlændere (Sakæus og Benjamin med et nutidigt udtryk) et første glimt af at man ikke til evig tid behøvede at være bundet op på hvad de store mænd i København besluttede. På den måde var noget så kommercielt som amerikanske postordre kataloger en af de ting som satte tanker i gang hos vores forældre og bedsteforældres generation. Tanker der i dag er udmøntet i selvstyret og en bevægelse hen imod selvstændighed.

Prøv at tænke tilbage til den tid. Og prøv at forestille dig at de daværende magthavere havde besluttet at de kataloger ikke måtte indføres til Grønland, fordi de ikke var skrevet på Grønlandsk. En sådan handling ville vi i dag have betragtet som formynderisk og ude af trit med tidsånden, selv dengang. Vi ville have set det som endnu et overgreb fra den Danske stat der ville forsøge at holde Grønlands udvikling tilbage.

Men det er præcist det den foreslåede sproglov ville have gjort. Hvis den sproglov som er på vej igennem Landstinget lige nu var gældende dengang så ville ingen grønlænder nogensinde have set et amerikansk postordrekatalog.

Er det virkeligt det vi ønsker?