Vis rettidig omhu

Det er tre økonomisk tunge kommunale ansvarsområder som vil undergå en stor forandring på grund af den demografiske udvikling. Det er et uomtvisteligt faktum, at der bliver færre børn og flere ældre i årene der kommer. Dette skal vi forholde os til og planlægge efter.

Torsdag d. 22. september 2011
Maliina Abelsen
Emnekreds: Uddannelse.

I en artikel i sidste uges Sermitsiaq advarede Siumuts forkvinde Aleqa Hammond mod store besparelser i folkeskolen. Jeg skal hermed bekræfte, at landsstyret er i dialog med kommunerne om tilpasning af deres udgifter til ikke alene folkeskolen, men også daginstitutioner og ældreforsorgen. Det er tre økonomisk tunge kommunale ansvarsområder som vil undergå en stor forandring på grund af den demografiske udvikling. Det er et uomtvisteligt faktum, at der bliver færre børn og flere ældre i årene der kommer. Dette skal vi forholde os til og planlægge efter. Udviklingen er tydelig. Antallet af elever i folkeskolen er faldet fra 10.273 elever i skoleåret 2007/2008 til 8.585 elever i skoleåret 2010/2011. Antallet af lærernormeringer har i samme periode svinget omkring 1.260 lærere. Med andre ord underviste hver lærer i skoleåret 2007/2008 i gennemsnit 8,2 elever. Dette tal er i skoleåret 2010/2011 faldet til 6,8 elever. År 2002/03 03/04 04/05 05/06 06/07 07/08 08/09 09/10 10/11 Elever 11.350 11.344 11.280 11.079 10.688 10.273 9.535 8.797 8.586 Lærer-normering 1.259 1.254 1.340 1.247 1.208 1.257 1.257 1.241 1.260 Elev/-lærer ratio 9,0 9,0 8,4 8,9 8,8 8,2 7,6 7,1 6,8 Kilde: GØR 2010 og Folkeskolen i Grønland 2010-2011 I Økonomisk Råds rapport 2010 udtrykkes det således: ”Dette fald i elevtallet pr. lærer er sket uden at der har ligget centrale politiske beslutninger herom til grund. Det store og stigende lærerressourceforbrug pr. elev er dermed udtryk for en mangelfuld styring af skolevæsenet. En mere prioriteret styring af skolevæsenet i de senere år ville f.eks. kunne have forbedret dækningen med uddannede lærere i bygder og yderdistrikter, og der kunne være blevet skabt økonomisk grundlag for at forbedre anvendelsen af IKT i skolevæsenet”. I de seneste mange år er der således sket en stor stigning i udgifterne pr. elev i folkeskolen. Det har ført til, at vi nu efter alt at dømme har én af verdens dyreste folkeskoler – og udgifterne pr. elev bliver ved med at stige. Er det ansvarlig økonomisk politisk, når der i fremtiden også skal være råd til en voksende ældregruppe? Landsstyret mener det er absolut nødvendigt, at vi forholder os til samfundets udvikling, og det gælder også indenfor den økonomiske politik. At ikke gøre det er uansvarligt. Dertil skal jeg igen pointere, som jeg har gjort det før her i Sermitsiaq: Det gælder ikke om at have verdens dyreste folkeskole. Det gælder om, at få den bedste folkeskole og sætte børnenes undervisning og resultater i centrum. Både Økonomisk Råd og Skatte-og Velfærdskommissionen har påpeget, at vi som samfund har en langsigtet uholdbar finanspolitik. Vi står over for at skulle forbedre de offentlige finanser med op mod 1 mia. kr. i gennemsnit pr. år for at få langsigtet balance i de offentlige finanser og for at få råd til at betale de udgifter, som især et stigende antal ældre vil medføre. Den tilpasning skal ske i kommunerne og selvstyret under et. Landsstyret har forstået, at vi som samfund står over for et problem i forhold til at opnå økonomisk balance, og at det kræver en vedvarende politisk indsats i en lang årrække fremover. Derfor udviser vi rettidig omhu ved at komme med løsningsforslag i god tid inden problemerne viser sig som uovervindelige. Det betyder, at vi skal være klar til at bruge flere penge, der hvor behovene stiger og færre penge, der hvor behovene falder. Således lægger landsstyret op til i finansloven, at der ydes flere midler til sundhedsvæsenet og alderspensioner, fordi vi har en voksende ældregruppe. Samtidig har vi i bloktilskudsforhandlingerne med kommunerne diskuteret en model for hvordan kommunerne kan tilpasse deres udgifter til dagsinstitutioner, folkeskole og ældreomsorg. Og ja, det er korrekt, at modellen lægger op til at der på folkeskoleområdet kan spares op til 1 mia. kr. i perioden 2012­2030. Men samtidig lægger modellen op til at ældreforsorgen i kommunerne tilføres over 2 mia. kr. i samme periode. Ændrer den demografiske udvikling sig f.eks. med stigende børnetal betyder det selvsagt at udgifterne skal tilpasses til denne udvikling også. Det er vores håb i landsstyret, at også oppositionen vil tage holdbarhedsproblemet alvorligt og bidrage med forslag til løsninger inden det bliver for stort. Altså udvise rettidig omhu. Aleqa Hammond har tre argumenter mod reduktioner af folkeskoleudgifterne. Det ene argument er, at et faldende elevtal fra 18 til 15 i en klasse vil spare på blyanter og viskelæder, men der skal stadig være en lærer og en skole til at undervise 15 elever. I det konkrete eksempel om en enkelt klasse har Aleqa Hammond principielt ret. Men hun ser bort fra, at de væsentlige muligheder for at opnå ressourcebesparelser ikke ligger i den enkelte klasse men i, at færre elever i den enkelte skole eller den enkelte by kan føre til oprettelse af færre klasser og i enkelte tilfælde sammenlægning af eksisterende klasser. Dertil ser hun i sit eksempel bort fra, at lærerforbruget er så stort, at der nu bruges mere end to lærere i folkeskolen for hver 15 elever. Aleqa Hammonds andet argument for at fastholde det nuværende udgiftsniveau i folkeskolen er, at den spredte befolkning i Grønland umuliggør en millimeterdemokratisk forandring. Det argument er ikke holdbart. Landsstyret har ikke på nogen måde foreslået grønthøsterbesparelser på de enkelte folkeskoler. Landsstyret har foreslået, at bloktilskuddet til kommunerne bliver reguleret ned, når elevtallene i folkeskolen falder. Derefter er det de enkelte kommunalbestyrelser, der skal prioritere anvendelsen af de samlede indtægter og skal beslutte klassedannelserne og holddannelserne på de enkelte skoler. Ligesom det i sidste ende er kommunalbestyrelserne, som beslutter skolestrukturen. Aleqa Hammonds tredje argument er, at det er på kollisionskurs med landsstyret uddannelsespolitik og dermed også Atuarfitsialak.. Det argument holder heller ikke. Folkeskoleforordningen siger intet om, at ressourcegrundlaget skal fastholdes når elevtallet stiger eller når det falder. Men det fremgik af folkeskoleforordningens bemærkninger, at der i en overgangsperiode ville blive et øget ressourceforbrug frem til afskaffelsen af 11. klasse i 2008, hvorefter ressourceforbruget ville falde igen. Baggrunden var at eleverne skulle have flere timer på 1.-10. klassetrin og til gengæld skulle 11. klasse bortfalde. Derfor steg lærerforbruget i folkeskolen planmæssigt fra 2002 og frem til 2008 i god overensstemmelse med intentionerne. Da 11. klasse faldt bort i skoleåret 2008/09 skete der et stort fald i både elevtallene og klassetallene i folkeskolen. Det gav en enestående historisk mulighed for at forbedre dækningen med uddannede lærere i 1.-10. klasse og reducere antallet af timelærere og dermed også skabe mere kvalitet i undervisningen. Derudover kunne det også have bidraget til at forbedre kommunernes økonomi. Men lærernormeringerne blev ikke reduceret i 2008, og derfor er det finanspolitiske holdbarhedsproblem blevet større. I 2008 blev der ikke, hverken i Selvstyret eller i kommunerne, udvist rettidig omhu. For kommunernes vedkommende var det måske fordi det tidsmæssigt faldt sammen med kommunesammenlægningerne, og at overgangsudvalgene havde mange andre problemer, som skulle løses. Men heller ikke i det daværende hjemmestyre blev der udvist rettidig omhu. Derfor er det ekstra nødvendigt, at vi gør det nu.