Råstofmyndighederne i Norge og Grønland indgår et formelt samarbejde

De konkrete samarbejdsprojekter kan omfatte alle relevante forhold på kulbrinteområdet, herunder regler, reguleringsmetoder og -processer, retningslinjer, praksisser, aktiviteter. Et andet hoved samarbejdsområde omfatter projekter til at styrke og udvikle myndighedsansattes viden og kompetencer med hensyn til regulering, administration og forvaltning af og tilsyn med kulbrinteressourcer.

Lørdag d. 15. januar 2011
Ove Karl Berthelsen, Landsstyremedlem for erhverv og arbejdsmarked  
Emnekreds: Olieefterforskning.

Råstofdirektoratet i Grønland og Oljedirektoratet i Norge har indgået en formel aftale om et udvidet samarbejde på kulbrinteområdet. Det skete i forbindelse med Formand for landsstyret Kuupik Kleist og Medlem af landsstyret for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsens officielle besøg i Norge. Aftalen blev underskrevet af Råstofdirektoratets direktør Jørn Skov Nielsen og Oljedirektoratets direktør Bente Nyland.

Formålet med aftalen er at fremme, styrke og udvikle de indbyrdes relationer samt udveksle erfaringer med råstofudvinding og forvaltning. Råstofmyndighederne i Norge og Grønland vil samarbejde med henblik på forsvarlig og bæredygtig udvikling af petroleumssektoren.

De konkrete samarbejdsprojekter kan omfatte alle relevante forhold på kulbrinteområdet, herunder regler, reguleringsmetoder og -processer, retningslinjer, praksisser, aktiviteter.

Et andet hoved samarbejdsområde omfatter projekter til at styrke og udvikle myndighedsansattes viden og kompetencer med hensyn til regulering, administration og forvaltning af og tilsyn med kulbrinteressourcer.

- Besøget i Norge har understreget at Grønland og Norge på en række områder har udfordringer og muligheder, som kan sammenlignes. Jeg er særdeles glad for at vi med denne samarbejdsaftale styrker mulighederne for at tage ved lære af Norges mangeårige erfaring med at sikre en bæredygtig udnyttelse af landets olie og gas ressourcer, siger Medlem af landsstyret for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen.