Mennesker i nød har ret til hjælp

Sermitsiaq bringer den 5. januar 2011 en nyhed ”Kullorsuaq er i nød”, hvor det fremgår, at KNAPK appellerer om en økonomisk håndsrækning til Kullorsuaq fra landsstyret på baggrund af manglende indhandlingsmuligheder, og at Siumut bakker op om appellen.

Fredag d. 7. januar 2011
Departementet for Sociale Anliggender
Emnekreds: Bosætning, Sociale spørgsmål.

Sermitsiaq bringer den 5. januar 2011 en nyhed ”Kullorsuaq er i nød”, hvor det fremgår, at KNAPK appellerer om en økonomisk håndsrækning til Kullorsuaq fra landsstyret på baggrund af manglende indhandlingsmuligheder, og at Siumut bakker op om appellen.

Landsstyret har allerede fokus på Kullorsuaq og har sammen med Qaasuitsup Kommunia indledt et samarbejde om at finde fremadrettede holdbare løsninger, som kan give familierne i Kullorsuaq en bedre fremtid.

For familier, som har problemer med at skaffe indtægter til forsørgelse og faste udgifter, har Landsstinget i 2006 vedtaget landstingsforordningen om offentlig hjælp, som har som formål at skabe et økonomisk sikkerhedsnet for alle personer, der opholder sig i Grønland, som ikke kan klare sig på anden vis.

Borgerne i Kullorsuaq har, ligesom alle andre borgere, ret til offentlig hjælp, hvis de lever op til kravene i lovgivningen. Udgangspunktet er, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og det skal nævnes, at der for eksempel ikke er noget krav om, at man skal aflevere sit erhvervsfangerbevis.

Det er i § 3 i landstingsforordningen om offentlig hjælp fastsat, at enhver, der opholder sig i Grønland, har ret til offentlig hjælp ved akut trang, såfremt den pågældende ikke er i stand til at skaffe sig og sin familie det nødvendige til livets ophold. Denne lov skal overholdes. Derfor opfordrer landsstyret borgere, der har akut trang, til at henvende sig til kommunen og anmode om hjælp.

Landsstyret vil fortsætte samarbejdet med Qaasuitsup Kommunia om holdbare løsninger for borgerne i Kullorsuaq, ligesom Departementet har taget kontakt til kommunen med hensyn til ovenstående.