Venteliste nedbringes med 311 operationer

Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får nedbragt ventelisten for operationer betydeligt. Afvikling af ventelisterne har høj prioritet i landsstyret. Hverken samfundet eller befolkningen kan være tjent med, at folk går rundt i årevis og venter på en operation med tabt arbejdsindsats og livskvalitet til følge.

Mandag d. 8. februar 2010
Agathe Fontain, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Sundhedsvæsenet har på baggrund af en tillægsbevilling til ekstraordinær ventelisteafvikling indgået samarbejdsaftaler med henholdsvis Island, Arresødal Privathospital i Frederiksværk og Øjenlægernes Hus i København.

Samarbejdsaftalerne betyder:
  • At der i december 2009 blev udført 85 operationer for grå stær. Disse operationer blev udført i Sisimiut
  • At Island modtager 20 patienter med behov for speciel ørekirurgi fra maj måned 2010
  • At Arresødal Privathospital udfører 100 høreforbedrende operationer. Her forventes de første patienter at blive opereret ultimo januar 2010
  • At Arresødal Privathospital indsætter 70 kunstige knæled. For de patienter som ikke har mulighed for genoptræning ved fysioterapeut efter hjemkomst, vil den fulde genoptræning finde sted på Arresødal Privathospital. De første operationer foretages primo februar 2010

Ud over disse aftaler med eksterne samarbejdspartnere, har sundhedsvæsenet indgået aftale med en ekstern kirurg, der i uge 8 og 9 vil udføre en ekstraordinær ventelisteafvikling inden for rekonstruktion af korsbånd og skulderkirurgi for 36 patienter. Dette projekt gennemføres i Ilulissat.

Med tillægsbevillingen nedbringes ventelisten for operationer med 311 operationer.