Atassut – forvirringens parti

Steen Lynge har ret i, at demokratiet led skade, men det skyldes ikke den helt korrekte mødeledelse fra Josef Motzfeldt (IA). Det skyldes derimod, at Atassut og Siumut i fornærmethed udvandrede fra salen i Landstinget. En sådan opførsel hører ingen steder hjemme, og jeg er stadig pinligt berørt over manglen på anstændighed fra de to partier.

Onsdag d. 2. december 2009
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Efterårssamling 2009, Politik.

Atassuts politiske næstformand Steen Lynge markerede sig i AG den 17. november med hele to indlæg. Begge indlæg indeholder forvirrende påstande, der nærmest tigger og beder om at blive kommenteret.

Lad mig dog først kommentere lidt på Atassuts ageren gennem de seneste år. Før valget oplevede vi gang på gang, at Atassut var uenige med sig selv. Ingen vidste rigtigt, hvad partiet mente om noget som helst. Atassut var kort sagt forvirringens parti. Dog var Atassut meget klar i mælet på et enkelt område; Atassut var modstander af, at Nukissiorfiit blev omdannet til et aktieselskab. Partiet var i forrige valgperiode garanten for, at det ikke skete. Nu er Atassut så vendt rundt og mener pludselig, at Nukissiorfiit skal omdannes til et aktieselskab. Forvirringen i Atassut er total, og det må desværre konstateres, at partiet famler sig frem i blinde uden klare mål af nogen art.

Det leder mig frem til Steen Lynges indlæg i AG. Her kommer Atassuts næstformand med en noget forvirret påstand om, at demokratiet har lidt skade, fordi oppositionen ikke kunne komme til orde i Landstinget i forbindelse med en mistillidsdagsorden mod Jens B. Frederiksen. Steen Lynge har ret i, at demokratiet led skade, men det skyldes ikke den helt korrekte mødeledelse fra Josef Motzfeldt (IA). Det skyldes derimod, at Atassut og Siumut i fornærmethed udvandrede fra salen i Landstinget. En sådan opførsel hører ingen steder hjemme, og jeg er stadig pinligt berørt over manglen på anstændighed fra de to partier.

Når det er sagt, så skal jeg gerne forklare den forvirrede Steen Lynge, hvad der sker, når der bliver stillet et mistillidsvotum. Det er nemlig sådan, at det er kutyme, at mødelederen afbryder debatten og dikterer en pause. Herefter er det kutyme, at der bliver stillet en afværgedagsorden, der kommer til afstemning før mistillidsdagsordenen. Hvis afværgedagsordenen bliver vedtaget, så bortfalder mistillidsdagsordenen. Så enkelt er det og derfor er den eneste skade demokratiet har lidt i denne sag som sagt, at oppositionen på beskæmmende vis valgte at udvandre fra Landstinget.

I sit andet indlæg påstår Steen Lynge så, at Niels Thomsen ikke er interesseret i at have oppositionen med til udarbejdelsen af finansloven for 2010. Det er såmænd også en forvirret påstand. Niels Thomsen skriver netop i sin pressemeddelelse, at det ville være fantastisk at få et bredt forlig. Han vurderer det bare ikke som særlig realistisk, fordi oppositionens udspil til

Finanslov udelukkende indeholder udgifter og en forvirret idé om, at der er penge at spare ved at omdanne Nukissiorfiit til et aktieselskab. Det er et fuldstændig useriøst og uansvarligt grundlag at forhandle på, men det forklarer nok meget godt, hvorfor Siumut og Atassut har været i stand til at få økonomien til at løbe af sporet i en tid, hvor der har været økonomisk opgang på verdensplan.

En ting vil jeg dog slutteligt rose Atassuts næstformand for. Det er godt, at Steen Lynge bruger sine demokratiske rettigheder til at ytre sig for eksempel her i AG. Det er en noget mere voksen opførsel end at udvandre fra Landstinget, fordi man er fornærmet.