Satellitfotos for 800 år siden?

Den grønlandsktalende danske assistent Peder Olsen Walløe fortæller i sin dagbog fra 1747 om sit møde med en ældgammel grønlandsk kone, som boede ved Isfjordens munding. Vedkommende huskede fra sin ungdom, at der ikke var is i Isfjorden, og at man med konebåd kunne fare langt op i fjorden.

Fredag d. 21. august 2009
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Grønlands historie, Klima.

Ruin fra nordbotiden
© an

Det bliver bedre og bedre. Man skal jo høre meget, for ørerne falder af. Den sidste sensation fra klimaforskerne er, at der aldrig har været så lidt is på Nordpolen i de sidste 800 år som nu. Er det ikke at stramme den? Hvordan kunne klimaforskerne vide noget om isens udbredelse på Nordpolen anno 1200, altså for 800 år siden. Det er nærliggende at spørge klimaforskerne, om der virkelig har været satellitfotos af Nordpolen for 800 år siden?

Klimaforskere må sandelig passe på, at de ikke skal gå for vidt i deres iver for at være de første, der kommer med sensationer om den globale opvarmnings ulyksaligheder.

I øvrigt er den nuværende opvarmning i Arktis ikke enestående. De sidste 300 års optegnelser har godtgjort, at der har varet normale periodiske opvarmninger i Arktis hvert århundrede, hvor temperaturen stiger i den første halvdel af et århundrede med store torskeforekomster. I den anden halvdel af århundredet bliver det koldt igen, og torsken forsvinder.

Og klimaforskerne har sikkert ikke hørt om, at der ikke har været is i Ilulissat Isfjord i slutningen af 1600-tallet. Den grønlandsktalende danske assistent Peder Olsen Walløe fortæller i sin dagbog fra 1747 om sit møde med en ældgammel grønlandsk kone, som boede ved Isfjordens munding. Vedkommende huskede fra sin ungdom, at der ikke var is i Isfjorden, og at man med konebåd kunne fare langt op i fjorden.

Der har været betydelig varmere i Grønland end i dag også i den historiske tid. Et grønlandsk sagn beretter om et stort sund tværs over landet fra Ilulissat Isfjord til Sermilik Fjorden på Østkysten.

Hans Egede havde hørt om sagnet og i sin bog »Grønlands beskrivelse« fra 1741 bragte han et Grønlandskort med et sund tværs over landet fra Isfjorden over til Østkysten.

Sagnet kendes også på Østkysten, og den fortæller, at der havde varet samkvem mellem Vest- og Østgrønland gennem sundet. En kvinde fra Vestkysten giftede sig med en mand på Østkysten.

Men hun fortrød ægteskabet og vandrede til fods tilbage til vestkysten langs med sundets bred, hvor hun levede af ryper, som hun fangede.