Hvad gør vi - er vores beboere købt eller solgt?

Vi her på kysten følger også debatten i avisen. Det gør vi med stor uro, for det er da meget foruroligende, det, der har været skrevet om - især Ole Dorphs indlæg i nr. 36 slog benene totalt væk under os

Lørdag d. 26. oktober 2002
Personalegruppen i Sungiusarfik Ikinngut
Emnekreds: Børns vilkår, Etik, Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

Vi her på kysten følger også debatten i avisen. Det gør vi med stor uro, for det er da meget foruroligende, det, der har været skrevet om - især Ole Dorphs indlæg i nr. 36 slog benene totalt væk under os.

Det kan man da ikke - " Tassa"!!

Vi er da godt klar over, at der ikke findes uanede mængder af penge, men for os at se, er der blandt andet en del reguleringer, de fra hjemmestyret har GLEMT at uddele til de forskellige institutioner i løbet af de sidste par år. Blandt andet en stor lønregulering til SIK-erne sidste år samt PIP-ernes regulering i år. Det kan godt være, det skal kunne tages af institutionernes budget, men det er så nødvendigt med udligning/ et tilskud, ellers skal der skæres ned på personalet, og så kan vi lige så godt stoppe vores arbejde.

Fagligheden er i forvejen ved at uddø mange steder. Vi her i vores institution har en meget blandet beboergruppe.

Alle over en kam kaldes de udviklingshæmmede. Om det er for at spare penge, det spørgsmål kan vi så stille os selv!

For skulle vi gøre et optimalt stykke arbejde, set ud fra den pædagogiske vinkel, men da også set som et must, da det er beboernes tarv, vi taler om... ja, så ville det koste mange flere kroner og ører.

Nogle vil måske sige, det er utopi og ikke sandt... og det er bare for meget!

Men, med mennesker, der er sat i verden på de betingelser, og med den opstart, de har fået i livets første leveår, så er der altså mange dybe sår i sjæl og krop, der skal heles. Blive 100 procent helbredt er for mange umuligt, også på grund af de fysiske og psykiske handicaps, de bærer oveni.

Men de kan hjælpe til et LANGT bedre liv.

Som uddannede kan vi gå ind og stimulere, råde, træne, genoptræne, tilbyde oplevelser - sansemæssigt - og lære beboerne at kommunikere ved individuelle tegn (TTT) eller andre kommunikationsmidler - en talemaskine eller en PC og lignende, få styr på deres hverdag via pædagogiske redskaber og struktur, lære dem at klare sig i omverdenen, få en form for skolegang eller en form for arbejde, der giver dem glæde. Få noget livskvalitet ind i deres hverdag. Komme til diverse specialister, speciallæger, som er nødvendige for at hjælpe på deres fysiske samt psykiske "skavanker".

Det, vi har fornemmet fra sygehuset siden, er, at vores beboere "ikke er så vigtige" i forhold til grundigere undersøgelser, hvilket kunne betyde en tur til Dronning Ingrids Hospital for for eksempel at få foretaget en EEG-undersøgelse. Sygehuset skal selvfølgelig også spare, men hvis vore beboere kan få et bedre liv "måske" uden medicin, som netop denne undersøgelse kan være med til at bevise, jamen det vil da være skønt!

Hvorfor skal man indtage medicin, hvis man kan blive fri?

Det at arbejde her giver stadig tit en dårlig smag i munden, fordi det stadig ikke er accepteret i samfundet, "at vi er, som vi er", og at vi i allerhøjeste grad har brug for hjælp fagligt som økonomisk.

Meget af det beskrevne koster penge og ressourcer, og det er lig med penge. Desuden koster det faglært personale, hvilket er svært at finde - i alt fald her i byen. Så kan man sige, jamen, så hent udefra.

OK - men ikke mange søger hertil. De få, der så endelig reflekterer på stillingsopslag, de falder fra igen, fordi lønnen stadig er så lille/lav i forhold til de omkostninger, det kan have.

Det er sket for vores institution - selv efter de nye lønreguleringer via en god overenskomst.

Måske der skal lokkes med en eller anden form for "gode" oveni lønnen, som kan friste. Her tænker vi især på de grønlandske studerende, der går på SPS i Ilulissat.

Hvor ville det være dejligt, hvis nogle af dem havde lyst til at se specialinstitutionernes spændende og til tider livlige hverdag. Det er til tider hårdt arbejde, men som uddannet har vi altså større indsigt og forståelse i mange ting og kan derved overkomme mere. Men samtidig også få gang i det, der er mest vigtigt, nemlig det pædagogiske arbejde, som er noget forsømt.

Vi tager hatten af for vores ufaglærte. De knokler afsted på bedste beskub. Mange gange ved de ikke, hvad de skal, men de prøver, og ellers søger de hjælp. De er bestemt uundværlige.

Men er vi som døgninstitution købt eller solgt?

Det er en noget utryg stemning, vi arbejder under. For er det nu nogle af vores beboere, der skal "spares væk" - 10 døgninstitutionspladser - det er mange.

Og ingen af vores kan klare sig selv ude i samfundet. Det vil koste kroner og ører der også! De er jo altså også visiteret til en døgninstitution af bestemte grunde.

Vi venter spændt på politikernes udspil - lønforhøjelse til dem kontra vores handicappedes tarv.