Besparelserne rammer børnene

Det som jeg kan forstå ud af dette er, at vi ikke længere skal behandle de mange børn og unge, men kun opbevare dem til de er gamle nok til at blive smidt ud af institutionerne, man er begyndt at tale om professionel familiepleje ... Er der nogen, der har tænkt på, hvad det vil betyde for en familie at have en behandlingskrævende boende i længere tid. Vi taler jo ikke om et par uger eller måneder, behandling tager meget længere tid

Fredag d. 18. oktober 2002
Esmar Bergstrøm
Emnekreds: Børns vilkår, Politik.

Bevidst underbudgettering i hjemmestyret er vist et meget generelt problem.

Diverse socialministre må da have opdaget bare en af de mange artikler, der har været i aviserne.

Institutionerne har i mange år efterhånden råbt op om, at deres økonomi er elendig.

De seneste kraftige artikler, der har været fremme, har endda drejet sig om, at institutionerne skal stoppe med deres projektture. For mange af institutionerne er det netop projektturene, som er behandlingsformerne på institutionerne.

Det som jeg kan forstå ud af dette er, at vi ikke længere skal behandle de mange børn og unge, men kun opbevare dem til de er gamle nok til at blive smidt ud af institutionerne, man er begyndt at tale om professionel familiepleje.

Er der nogen, der har tænkt på, hvad det vil betyde for en familie at have en behandlingskrævende boende i længere tid. Vi taler jo ikke om et par uger eller måneder, behandling tager meget længere tid.

Disse familier vil sjældent være i stand til at varetage deres egne lyster og børn. De vil være på arbejde 24 timer i døgnet mange måneder. Jamen de skal nok få aflastning i form af psykologhjælp, supervision og enkelte weekender hvor de har fri.

For det første har vi ikke ret mange psykologer i forvejen, og dem, vi har, har travlt.

Jeg er ikke spor misundelig på dem. Hvem skal så tage sig af de unge i weekenderne, når den professionelle familie skal have fri?

Skal de så bare et eller andet tilfældigt sted hen, hvor de faste rammer bliver afløst af en meget stor frihed, som de slet ikke har brug for?

Så nu er vi igen sikre på, at heller ikke disse familier nogensinde bliver arbejdsløse, for de når ikke nogen vegne med de mennesker, som de arbejder med.

De uddannede pædagoger har vi også stor mangel på. Jeg ved heller ikke, hvor de vil finde dem henne. Ej heller tror jeg på, at det bliver billigere end det, man laver i dag.

Andre steder i verden er man begyndt at indse, at der er visse fordele ved store institutioner, der vil være et naturligt fagligt miljø at trække på. Det tager ikke så hårdt på de andre, at en er syg en dag eller en uge, man sætter en vikar ind i stedet.

Hvad gør man af børnene og de unge, når familien bliver syg.

Mange institutioner og mennesker, som siges at have forstand på disse problemer, vil gerne have, at man i første omgang opretter nogle udslusningsinstitutioner. De er væsentligt mindre ressourcekrævende, og de vil være i stand til at give den efterbehandling, der skal til for mange af de mennesker, som er på institutionerne, samt vænne dem til et mere normalt liv, hvor de vil være i stand til at klare sig selv. Samtidig vil det give luft på institutionerne til at starte på behandling af nye klienter.

Men samtidig skal man passe på at disse nye institutioner ikke bare også bliver brugt til opbevaring.

Man må også være opmærksom på, at der stadig skal nye institutioner til, til de mange, som allerede nu står på venteliste. De må ikke bare droppes, så bryder man nemlig ikke nogen ond cirkel eller social arv.

Sundhedsvæsenet siges at være den anden store synder med budgetoverskridelser, det har også været en offentlig hemmelighed i meget lang tid.

Sundhedsvæsenet har bedt om en prioritering i længere tid. Den har de vist ikke fået endnu. Det er jo ikke særlig populært at prioritere. Men det er vi nødt til, når der nu ikke er penge til det hele, prioriteringen skal så foregå i samråd med sundhedsvæsenet.

For et stykke tid siden var der en mand, der klagede over at hjemmestyret ikke ville betale for hans operation i udlandet. Jeg synes, han skal være glad for, at han selv har haft mulighed for at spare op til sin egen operation, gennem den sikkert udmærkede løn han har tjent i Grønland.

Prioriteringen har helt sikkert ikke været populær for manden, men en nødvendighed for samfundet.

Hvor skal pengene komme fra, er der så nogen der spørger. Det er simpelt. Man er nødt til at begrænse offentlige rejser meget mere end man gør i dag.

Her tænker jeg hovedsagelig på politiske rejser. Man må bruge Internet og telefon mere end man gør.

Man skal også reducere de mange tilskud til private og offentlige virksomheder.

Der skal selvfølgelig også spares en del på administrationen. Derved sparer man også en del personaleboliger. Man taler ligefrem om at bygge et tårn i Nuuk til hjemmestyrets administration. På samme tid sparer man byggeriet af alle slags boliger både i Nuuk og andre steder på kysten.

Der må også være et eller andet galt i administrationen. Man lægger op til at der skal arbejde flere mennesker i hjemmestyrets administration. Hvor skal de mange nye ansatte bo henne?

Folk flytter fra byen, fordi de er trætte af at bo vakant. Når man ringer til hjemmestyret for at få oplysninger og ikke ved, hvem der sidder med dem, ja så bliver man omstillet til mange, før man får en i røret, der ved noget om det, man spørger om.

Ja jeg har prøvet at sidde i mere end en halv time og blive omstillet fra den ene til den anden. De var alle flinke, men jeg fik fortsat ikke noget svar på mit spørgsmål.

Her må der være mange penge at spare. Alene den gene, det må være for folk som sidder og sagsbehandler, og konstant bliver afbrudt af en telefon, som alligevel ikke er til dem selv, hvorefter de skal finde ud af, hvem de nu kan omstille til.

De siger, at hjemmestyret skal tjene flere penge. Det skal de også, men det skal ikke være på skatter og afgifter. Man taler om at sætte afgiften ned på alkohol, på samme tid vil man lægge afgifter på de meget få billige varer der eksisterer, såsom kyllinger og diverse andre varer fra Danmark. Hvad skal de lavest lønnede efterhånden leve af?

Man påstår, at folk ikke vil lægge mærke til at prisen på en kylling stiger med en krone, men for en forsørger med en indtægt på under 150.000 er jeg sikker på, at en hvilken som helst stigning vil kunne mærkes. Det må selv hjemmestyrepolitikere kunne finde ud af.

Når den gennemsnitlige indtægt for enlige ligger på under 130.000 og for ægtepar på omkring 330.000 er der er ikke mange kroner tilbage til at betale ekstra afgifter med. Vi ved alle udmærket, at der er mange, der får en meget højere løn. Det er for eksempel, landstingspolitikere og embedsmænd i hjemmestyret. De vil næppe lægge mærke til en lille stigning.

Den første besparelse i hjemmestyret burde være at finde ud af, hvilke stillinger, der er overflødige, og siden lægge administrationen i færre bygninger og derpå opsige nogle dyre lejemål.

Den næste besparelse skal ligge i, at man laver om på diverse love, direktiver og regler og gør dem mere simple og overskuelige, så menig mand kan forstå dem og ikke hele tiden skal have hjælp fra hjemmestyret. Til sidst skal man indføre et ansættelsesstop og omroker medarbejdere i hjemmestyrets administration, indtil man kommer ned på et acceptabelt niveau i administrationsomkostninger.