Ret ubelejligt tidspunkt for vederlagsforhøjelser

Jobbet som politiker er noget af det hårdeste, der findes. Det kan jeg som en mangeårig journalist, der på nært hold har fulgt med i politikernes arbejde, skrive under på

Fredag d. 4. oktober 2002
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Politik.

For deres egen skyld må landspolitikerne gemme deres "selvbestaltede vederlagsforhøjelser" til efter landstingsvalget, som finder sted senest i februar 2003. Landstingets efterårssamling er det dårligst tænkelige tidspunkt til at beskæftige sig med vederlagsforhøjelser for landstingsmedlemmerne.

Der er jo allerede gået valgkamp i dette spørgsmål, og så kan man regne ud, at nejsigerne blandt landstingsmedlemmerne til vederlagsforhøjelser får vind i sejlene ved det forestående valg, mens jasigerne kan risikere at blive fældet udelukkende på det spørgsmål.

I den nuværende situation skal der sandelig mod til for en landspolitiker at beskæftige sig med de "selvbestaltede vederlagsforhøjelser".

Meget hårdt job

Det er ikke til at forstå, hvorfor der er så megen modstand mod vederlagsforhøjelserne. Vælgerne - landspolitikernes arbejdsgivere - vil ikke tillade, at deres repræsentanter får et vederlag, der står i rimeligt forhold til ansvaret og arbejdets art.

Det må bero på et manglende kendskab til det politiske arbejde.

Jobbet som politiker er noget af det hårdeste, der findes. Det kan jeg som en mangeårig journalist, der på nært hold har fulgt med i politikernes arbejde, skrive under på.

Daglange møder og møder sent ud på natten er noget af det mest trættende, der findes. For at kunne honorere kravene som en landspolitiker må man være gjort af et godt stof, fysisk så vel som psykisk.

Det er ikke en dans på roser at være politiker. Det er et nerveopslidende job. Man skal have en bred rygrad for at kunne holde til presset.

Hvorfor al den modstand?

Det er derfor ikke til at forstå, at der er så megen modstand blandt vælgerne mod, at politikerne får vederlagsforhøjelser. Hvis vælgerne er utilfredse med deres repræsentanter og mener, at de ikke fortjener det vederlag, de får, så kan de bare undlade at stemme på dem.

Så nemt er det!

Men hvis vælgerne mener, at deres repræsentanter gør et godt stykke arbejde for landets ve og vel, så skulle de ikke have grund til at være så nærige og nægte politikerne, at de får et rimeligt vederlag.

Hos vælgerne stikker det i øjnene, at de folkevalgte har to ansvarfulde politiske poster samtidig. Man hører flere og flere utilfredse røster som siger, at et landstingsmdlem ikke bør være borgmester.

Den indstilling hos vælgerne er til at forstå. Det går ikke an at bestride to så krævende og ansvarsfulde poster samtidig. Man kan jo ikke tjene to herrer, som skriften siger.

Nu må det være slut med, at et landstingsmedlem samtidig beklæder posten som borgmester. Men det er et rimeligt forslag, at vederlaget for et landstingsmedlem og en borgmester skal være ens.

Det er ikke for meget forlangt.