Psykiatrien i Grønland lider under personalemangel

Man kan gøre sig mange tanker om hvorfor dette er tilfældet, og en af tankerne kunne være at psykiatrien er plaget af den samme nepotisme, som hærger for eksempel Nordjylland, som har samme problemer.

Fredag d. 13. september 2002
Bjarne Hansen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Som tidligere introduktionsreservelæge i Grønland, ser jeg med beklagelse at psykiatrien har fået vanskeligere vilkår i Grønland. Det er tilsyneladende svært at rekruttere personale, der kan udfylde de funktioner, som er så vigtige i et land, som på mange andre måder lever op til høj standard. Fatuma Ali har igen ført sig frem i pressen, hvor hun nu indtager et mere nuanceret syn på det grønlandske samfund. Tilsvarende unuanceret er hun om sin egen fortræffelighed, og evner til at klare alt og alene. Men bedre rekrutteringen har hun endnu ikke vist sig i stand til at klare. Psykiatrien i Grønland har normeret fire overlæger, men i mange år har der kun været en enkelt, nemlig Fatuma selv. Jeg kender personligt flere særdeles kompetente overlæger, der er interesserede i at tage et halvt år eller mere i psykiatrien i Grønland, men som alligevel ikke bliver ansat. Man kan gøre sig mange tanker om hvorfor dette er tilfældet, og en af tankerne kunne være at psykiatrien er plaget af den samme nepotisme, som hærger for eksempel Nordjylland, som har samme problemer. Den tidligere grønlandske overlæge rejste på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det må give stof til eftertanke, når en læge, der kender kulturen bedre end enhver dansker eller anden nationalitet. Han må alene af den grund og sine mange års erfaring i psykiatrien i Grønland have oparbejdet en stor og nyttig viden, som har været mange patienter til nytte. Desuden var han for mig en stor inspirator i min egen udvikling som læge i psykiatrien. Det forekommer mig på den måde, at magten er det vigtigste spørgsmål for dem, der er tilbage. De tåler åbenbart ikke kolleger, der ved mere end dem selv, og som har mere succes. Der er imidlertid ingen grund til at frygte andet end at gammel viden og nytilført viden vil føre alle frem til glæde for både patienter og personale, men mindre viden som i de gamle feudalsamfund opfattes som en trussel mod magten. En god leder evner at få det bedste frem i sit personale, og behøver ikke at lade sig true af det. Tværtimod vil lederen få et engageret personale, som er gode til at samarbejde ved at lade dem udvikle sig og få del i de goder af faglig art, som alle kan bidrage med. På den måde får lederen anerkendelse for sine gode lederegenskaber, og så betyder det ikke så meget, om der skulle være en eller anden, der ved mere end den, der er højst på strå i hierarkiet. Disse gode overlæger, der gerne vil til Grønland er altså ikke en reel trussel mod lederen, men derimod med til at skabe en god afdeling til alles tilfredshed. Den modsatte strategi medfører kun personaleflugt, og at afdelingen efterhånden bryder sammen, og befolkningen og politikerne bliver utilfredse og lederen alligevel må gå af før eller siden.