Principbetænkning - 5. De menneskelige ressourcer

Det er Selvstyrekommissionens vurdering, at det grønlandske erhvervsliv de kommende år vil have forøget behov for udefrakommende arbejdskraft.

Lørdag d. 10. august 2002
Selvstyrekommissionen
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
5.1 Indledning
5.2 Strukturovervågning
5.3 Efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet
5.4 Udbudssiden på arbejdsmarkedet
5.5 Relationer mellem arbejdsgiver og arbejdstager
5.6 Planlægning, administration og service

 

Selvstyrekommissionen har sin egen hjemmeside: www.selvstyre.gl<> eller
www.namminersorneq.gl< hjemmesiden kan du læse alt om kommissionens arbejde, kommissorium, arbejdsgruppernes underkommissorier, pressemeddelelser, mødeplaner og debatoplæg.

Du kan også bruge hjemmesiden til at skrive til kommissionen. Derudover har du mulighed for at give dit bidrag til debatten ved at klikke dig
ind i Debatforum.

   


5.1 Indledning
En arbejdsgruppe har beskæftiget sig med de menneskelige ressourcer, herunder primært arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold.

Arbejdsgruppen organiserede sit arbejde som omfattende følgende fem politikområder:
  • Strukturovervågning.
  • Efterspørgselssiden af arbejdsmarkedet.
  • Udbudssiden af arbejdsmarkedet.
  • Relationer mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
  • Planlægning, administration og service.
De fem politikområder er anvendt som disposition for dette kapitel.

5.2 Strukturovervågning
Selvstyrekommissionen mener, at et væsentlig redskab til sikring af forbedret udnyttelse af de menneskelige ressourcer er at sikre, at politikere og andre beslutningstagere har de bedst mulige redskaber til at vurdere de nuværende og de forventede fremtidige betingelser på arbejdsmarkedet. Disse redskaber er her samlet under den fælles betegnelse strukturovervågning.

Den overordnede målsætning for strukturovervågningen kan formuleres på følgende måde:

At identificere udfordringer og problemer som forventes at ville få indflydelse på arbejdsmarkedet, og som kræver en eller anden form for indgreb fra Landsstyret. Endvidere at kunne udvikle politikker og strategier som kan danne basis for indgreb.

Et fælles motto må være, at man altid kan gøre noget endnu bedre. Strukturovervågning er en afgørende forudsætning for, at der på politisk niveau kan tages kvalificerede beslutninger med hensyn til en fortsat forbedring af rammerne for arbejdsmarkeds- og uddannelsesindsatsen.

Strukturovervågningen kan omfatte følgende elementer:
  • Monitering (dvs. periodisk gentagne fastsatte målinger) af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, herunder etablering af
    • en aktuel og gyldig arbejdsmarkedsstatistik, omfattende statistik over arbejdsstyrke, beskæftigelse, ledighed, løn og indkomster samt arbejdskraftens kvalifikationer m.v.
    • en aktuel og gyldig uddannelsesstatistik, omfattende statistik over uddannelsessøgende, frafald og produktion m.v.
  • Løbende evaluering af de enkelte elementer i den samlede arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske indsats.
  • Kontinuerlig indrapportering fra lokale arbejdsmarkedskontorer og uddannelsesinstitutioner.
  • Mål- og resultatstyring på alle indsatsområder på basis af erhvervslivets efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft.
  • Konsekvensvurdering (herunder cost-benefit analyser) af alle større investeringer og nye tiltag.
  • Benchmarking (dvs. sammenligning af status og udvikling med andre lande og regioner) af kvalitet og effektivitet på alle områder, hvor grønlandske forhold og rammebetingelser løbende sammenlignes med andre lande og regioner (f.eks. andre selvstyrende områder og regioner i Arktis).
Ovenstående kan virke omfattende og ressourcekrævende, men erfaringer fra andre lande viser, at en fuldt udbygget strukturovervågning er et vigtigt redskab i de fortsatte bestræbelser for at give arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken mindst lige så gode rammebetingelser som de, der gælder for de lande eller regioner, vi konkurrerer med.

5.3 Efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet
Selvstyre byggende på en selvbærende økonomi må nødvendigvis sikre de enkelte erhverv og virksomheder, der i økonomisk henseende er det værdiskabende element i samfundet, bedst mulige udviklingsbetingelser. Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en afgørende rammebetingelse for den enkelte virksomhed.

Den nuværende erhvervsstruktur omfatter et kompleks af erhverv og virksomheder, der er resultatet af flere årtiers historisk udvikling. De enkelte virksomheder gennemgår en løbende omstilling for fortsat at være konkurrencedygtige på hjemmemarkedet eller det internationale marked. Nogle virksomheder og brancher formår at omstille sig i tide og udvikler sig, mens andre virksomheder og brancher dør ud. Det er en afgørende forudsætning for landets økonomi, at arbejdsstyrken løbende tilpasser sig denne udvikling i erhvervslivet.

Beskæftigelsen i de primære erhverv (fiskeri, fangst, fåreavl og råstofudvinding) er i de seneste 25 år mere end halveret, og der er intet, der tyder på, at denne udvikling vender. Selv om erhvervene skulle få forbedret ressourcegrundlag vil ny og mere effektiv teknologi på sigt formindske beskæftigelsen i disse erhverv yderligere. Inden for råstofudvinding er det fortsat uklart, om der i de kommende år vil komme projekter i gang. Der er et stort potentiale, men der er endnu ikke kommet projekter i gang.

Fremstillingsvirksomhed, som for Grønlands vedkommende stort set kun omfatter fiskeindustri, har også et fald i beskæftigelsen i perioden. I 1974 havde fremstillingsvirksomhed 17 pct. af landets beskæftigelse, mens det i 1998 var nede på 13 pct. Selvstyrekommissionen opfordrer til, at der sættes en udvikling i gang inden for forædling af fiskeriets produkter.

Samlet set betyder dette, at fiskeri, fangst og fiskeindustri fra at have haft ca. en tredjedel af landets beskæftigelse i 1974 nu er nede på en andel på en femtedel.

Dermed følger Grønland den internationale udvikling, hvor den primære og sekundære sektor beskæftigelsesmæssigt set spiller en mindre og mindre rolle.

Væksten i beskæftigelsen de seneste årtier er primært sket i den offentlige sektor. Denne sektor er siden indførelsen af hjemmestyre til i dag næsten fordoblet. Hele 47 pct. af  landets beskæftigelse findes i Grønlands Hjemmestyre og i kommunerne. Endvidere er der tale om en generel vækst i den tertiære sektor omfattende f.eks. handel, service, hotel og restauration m.v.

Den offentlige sektor er en forbrugende og ikke primært en sektor, der skaber værditilvækst i økonomisk sammenhæng. For at skabe en selvbærende økonomi som grundlag for forøget selvstyre bliver det afgørende at flytte det arbejdskraft-potentiale, der ligger i den offentlige sektor fra især den kommunale beskæftigelse, til andre økonomisk mere vigtige sektorer.

Internationale sammenligninger viser, at den offentlige sektor i Grønland er langt større end i de allerfleste andre lande. Den offentlige sektor omfatter her ikke de offentligt ejede selskaber, men kun institutioner under Grønlands Hjemmestyre og kommunerne. Hvor den offentlige beskæftigelse i Grønland omfatter ca. halvdelen af den samlede beskæftigelse, ligger den i de nordiske lande på ca. en tredjedel. I Grønland er der 26 ansatte i den offentlige sektor pr. 100 borgere. I Danmark er det tilsvarende antal 16. Lande med en spredt befolkning på et stort geografisk område har også betydeligt mindre antal ansatte til at servicere borgerne. I Island er der 17 ansatte til at servicere 100 borgere, mens der i Finland kun er 11 ansatte.

Samtidig viser sammenligninger med andre lande, at størrelsen af den centrale del af den offentlige sektor i form af Grønlands Hjemmestyre sammenlignet med andre landes størrelse af stat, amter eller lignende ligger på samme niveau, mens den store overrepræsentation af offentligt ansatte i Grønland primært skyldes den kommunale beskæftigelse. 18 små og mellemstore kommuner har i dag opbygget en fuldt udbygget administration, selv om befolkningsgrundlaget ofte ikke kan bære en så stor administration.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der sker en regionalisering i den offentlige sektor, således at f.eks. uddannelsesinstitutioner og andre offentlige institutioner får et bedre udgangspunkt for at samle kompetencen ét sted. Herved sikres bedre kvalitet og stordriftsfordele. Denne erhvervsmæssige toning af byerne giver samtidig mulighed for, at der kan etableres servicevirksomheder m.v., der som følgeerhverv danner grobund for en reel specialisering af lokalområdet inden for forskellige områder. Specialisering kan f.eks. være samling af social- og sundhedsuddannelser samt specialinstitutioner inden for de to sektorområder.

Den kommunale sektor bør reduceres væsentligt, ikke blot ved effektivisering, men også ved regionalisering af så mange opgaver som muligt. Dette bør i videst muligt omfang ske på kommunernes egne initiativer, men erfaringerne viser, at det vil være nødvendigt også at sikre et incitament ved forandring af tildeling af Landskassens bloktilskud til de svage kommuner samt i andre udligningsordninger. Ved tildeling af tilskud bør der således fokuseres på kommunernes evne til at forny sig og imødegå de udfordringer, de står over.

I forbindelse med nedskæring i det offentlige foreslås, at de enkelte ressortområder i langt højere grad end nu fokuserer på deres kernekompetencer, og i videst muligt omfang udliciterer øvrige side-aktiviteter.

Væsentlige forandringer i den offentlige sektor vil umiddelbart slå igennem på den private sektor. Mange virksomheder, som i dag udelukkende er levedygtige på grund af leverancer til den offentlige sektor, vil ikke længere være rentable. Der bør derfor til stadighed foreligge klare politiske meldinger omkring de fremtidige planer for den offentlige sektors udvikling, således at den samlede erhvervsstruktur i tide kan tilpasse sig nye vilkår.

Arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken må målrettes disse forandringer, for at sikre at kommende generationer af arbejdskraft uddannes inden for vækst-erhvervene, samt sikre, at især den ikke-faglærte arbejdskraft undgår en fattigdomsfælde i nuværende erhverv i tilbagegang. Derfor skal arbejdsstyrken opkvalificeres på en sådan måde, at den til hver en tid kan udvise omstillingsevne. Det betyder, at der i større udstrækning end nu skal sikres en fortløbende efteruddannelse af arbejdsstyrken, samtidig med at der i højere grad end nu skal lægges vægt på basiskvalifikationer, som kan anvendes i alle jobfunktioner.

Geografisk set er Midtgrønland særdeles dominerende, idet næsten halvdelen af landets beskæftigelse findes i de tre midtgrønlandske kommuner. Midtgrønland har endvidere den største beskæftigelsesgrad.

Det er også i Midtgrønland og især i Nuuk, at væksten i beskæftigelsen slår igennem. I 1987 havde de midtgrønlandske kommuner 39,5 pct. af landets samlede beskæftigelse, hvor de i dag har 48,6 pct. af beskæftigelsen. Alle de tre øvrige regioner har et fald i deres andel af landets samlede beskæftigelse.

Et afgørende arbejdsmarkedspolitisk problem er, at befolkningen ikke er "flyttet med" i forbindelse med forandringerne i beskæftigelsesmulighederne. Hvor der f.eks. er sket en vækst i Midtgrønlands andel af beskæftigelsen på 9,1 pct. i perioden fra 1987 til 1998, er der tilsvarende kun sket en vækst i regionens andel af den samlede befolkning på 2,3 pct. Den manglende mobilitet i arbejdsstyrken må forventes at være en kombination af manglende boligudbud samt manglende tilskyndelse til at flytte derhen, hvor der er ledige jobs.

5.4 Udbudssiden på arbejdsmarkedet
Befolkningsudviklingen er det grundlæggende element for etableringen af en selvbærende økonomi. Forholdene på arbejdsmarkedet og i særdeleshed udbudssiden er i høj grad påvirket af den samlede befolkningsudviklingen. For det første er arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning i sidste ende et resultat af befolkningsudvikling. For det andet danner befolkningsudviklingen basis for den samlede økonomiske udvikling i kraft af efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Befolkningsudviklingen har således grundlæggende betydning for såvel efterspørgselssiden som udbudssiden på arbejdsmarkedet.

På et hundrede år er befolkningen i Grønland næsten blevet femdoblet. I 1901 var der ca. 12.000 mennesker bosiddende i Grønland. Pr. 1. januar 2001 er der 56.245 personer bosiddende i Grønland.

Den overordnede befolkningsudvikling er igen et resultat af vidt forskellige udviklingsperspektiver på regionalt og lokalt niveau. Der har siden indførelsen af Grønlands Hjemmestyre været en tendens til fortsat koncentration af befolkningen i de større byer. Før 1979 var der kun en by med over 4.000 indbyggere. I dag er der tre. I disse tre byer bor 41,6 pct. af landets befolkning. Samtidig mister bostederne med under 500 indbyggere til stadighed betydelige dele af deres andel af befolkningen. Hvor der i 1980 var 21,1 pct. af befolkningen, der boede i byer og bygder med under 500 indbyggere var tallet i 1991 faldet til 16,9 pct. og i 2001 yderligere faldet til 15,8 pct. Samlet set er der således tale om en betydelig koncentration af befolkningen i byerne.

Nuuk er landets største by, og det er primært her, at der sker en betydelig befolkningsvækst. I perioden under Grønlands Hjemmestyre har byen forøget sin befolkningsstørrelse fra 8.827 i 1979 til 13.650 indbyggere i 2001. Byens andel af landets samlede befolkning er i samme tidsrum forøget fra 17,9 pct. til 24,3 pct.

På grund af manglen på arbejdskraft med forskellige kvalifikationer er der fortsat en betydelig anvendelse af udefrakommende arbejdskraft. Det er Selvstyrekommissionens vurdering, at det grønlandske erhvervsliv de kommende år vil have forøget behov for udefrakommende arbejdskraft. Samtidig finder kommissionen det uhensigtsmæssigt at have en restriktiv lovgivning om regulering af arbejdskrafttilgangen på et tidspunkt, hvor et kommende selvstyrende Grønland skal udvikle sig i et til stadighed mere integreret verdenssamfund.

Selvstyrekommissionen anbefaler reguleringen af arbejdskraftstilgangen i Grønland afskaffet og erstattet af en tostrenget indsats, hvor der på den ene side udvikles en integrationspolitik for udefrakommende og på den anden side gennemføres en mere målrettet opkvalificering af den herboende arbejdskraft.

Integrationspolitikkens formål skal være at sikre samfundets kultur, normer og værdier. Integrationspolitikken skal omfatte konkrete tilbud til de udefrakommende til at lære sprog og få kendskab til den grønlandske kultur. Selvstyrekommissionen finder det vigtigt ved ansættelsesbetingelser så vidt muligt at få opdelt gruppen af udefrakommende i personer, der forventes at ville slå sig ned i landet i længere tid, måske i resten af deres levetid, og tilkaldte, som kun vil opholde sig i landet i få måneder eller år. Den offentlige sektor må gå forrest i udviklingen af arbejdspladser med grønlandsk mentalitet og sprog i centrum. Dette sikres bl.a. ved, at der gennemføres aktiviteter i forbindelse med integration af tilkaldt arbejdskraft på de offentlige arbejdspladser.

Den målrettede opkvalificering af den herboende arbejdskraft skal både omfatte uddannelsestilbud til de unge i form af ungdomsuddannelser og kompetencegivende uddannelser samt efteruddannelse af den øvrige del af gruppen af personer i arbejdsdygtig alder.

Den manglende overensstemmelse mellem efterspørgsel og udbud på arbejdsmarkedet giver sig - udover behovet for udefrakommende arbejdskraft - også udtryk i, at dele af den herboende arbejdsstyrke i lange eller korte tidsperioder bliver registreret som ledige, samtidigt med at der andre steder mangler arbejdskraft. Herved tabes ikke blot den værdi, som de ledige skulle producere på arbejdspladserne, men der er også store direkte og indirekte udgifter til at brødføde den enkelte ledige og dennes familie.

Marginalisering og udstødelse af arbejdskraft er for både ledige, førtidspensionerede og andre grupper et udslag af manglende kompetenceudvikling. Stort set alle ledige og størstedelen af de øvrige grupper, der har det svært på arbejdsmarkedet, er uden en kompetencegivende uddannelse.

Men marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet er også ofte forårsaget af misbrugssygdomme, der i betydelig udstrækning får indflydelse for den enkeltes motivation og evne til at investere i sig selv med uddannelse, eller som på sigt umuliggør at gennemføre et kvalificeret stykke arbejde på en arbejdsplads.

En relativt stor del af ledighedsproblemet skyldes endvidere sæsonledighed i forbindelse med sæsonvariation i beskæftigelsen i den offentlige sektor, i fiskeriet, i turismen og i byggeriet.

Det er afgørende at sikre den fremtidige arbejdsmarkeds-kapacitet til erhvervsudviklingen ved at reintegrere marginaliserede grupper i beskæftigelse. Dette skal ikke blot ske for at sikre kapacitet for erhvervsudviklingen eller for at sikre disse personers egen selvværd og velfærd, men også for at sikre, at gruppen ikke genererer nye ungdomsårgange af marginaliserede og udstødte. Den sociale arv slår igennem, således at disse grupper (og deres børn) har vanskelige vilkår i opvækst og i arbejdslivet.

Der eksisterer i dag et rigt uddannelsestilbud her i landet samtidig med at de studerende har adgang til at gennemføre uddannelser i Danmark.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at formålet med den samlede uddannelsesindsats skal klarlægges og synliggøres, således at både det politiske og det administrative niveau får et bedre beslutningsgrundlag.

Det er nødvendigt fortsat at sikre et meget bredt uddannelsestilbud for alle her i landet ved et fortsat tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner i andre lande. Men der må fra politisk side ske en prioritering af, hvilke uddannelser, der udbydes her i landet. Her er der tale om at sikre kompetencegivende uddannelser, der er målrettet efterspørgslen på arbejdskraft. I forbindelse med prioritering af uddannelser her i landet er der to forhold, der vejer tungt:

For det første må der være en realistisk produktions-økonomi på den enkelte uddannelse. Specialiserede uddannelser med et relativt lille antal studerende og med store omkostninger i forbindelse med rekruttering og fastholdelse af kvalificerede lærerkræfter samt uddannelsesfaciliteter bør ikke fremmes, hvis de ikke har en stor kulturel, uddannelsesmæssig og identitetsskabende samfundsrelevans.

For det andet bør der prioriteres uddannelsestilbud her i landet til de personer, der har sprogvanskeligheder (f.eks. ensprogede grønlandske) og i anden henseende ikke kan forventes i længere perioder at kunne bosætte sig i udlandet.

For at undgå, at en investering i en uddannelsessøgende spildes, fordi vedkommende ikke opnår det endelige kompetencegivende eksamensbevis, foreslås at gennemføre et diplom-system på alle uddannelser, således at en uddannelsessøgende kan færdiggøre tidsmæssigt korte moduler, og derved opnår en eller anden form for kompetence, selv om vedkommende kun gennemfører noget af en uddannelse. 

De nuværende frafaldsproblemer i uddannelsessystemet er uacceptable. Den manglende produktivitet i form af færdiguddannede i forhold til de samlede omkostninger, gør det vanskeligt for det politiske niveau fortsat at forøge investeringerne i uddannelse. Inden uddannelsesudgifterne forøges skal det sikres, at den enkelte borger kan se fornuften i at placere endnu flere skattemidler i uddannelsestiltag.

Samfundsøkonomisk er det omkostningsfuldt at betale til unges uddannelse i Danmark. For at undgå at for mange unge vælger at fortsætte arbejdslivet i Danmark i stedet for Grønland, anbefaler Selvstyrekommissionen, at de positive eksempler på, at talentspejdere fra grønlandske virksomheder motiverer unge mennesker til at tage job i Grønland, udbredes til at omfatte en bredere del af erhvervslivet.

En del af tilskyndelsen til at tage en uddannelse skal ske ved, at personer med en kompetencegivende uddannelse altid honoreres med en bedre løn, end det ikke-faglærte personale tilbydes. I princippet er det arbejdsmarkedets parter som forhandler løn, men Selvstyrekommissionen anbefaler, at der i disse forhandlinger anvendes betragtninger om, at forskellen i lønniveau mellem personer med forskellige uddannelseslængde bør sættes i relation til de enkelte gruppers samlede livsløn.

I forbindelse med en forøget uddannelsespolitisk indsats skal der sikres bedre samarbejde og bedre styring af de administrative forhold omkring uddannelse. Der foreslås en sammenlægning af de administrative enheder vedrørende uddannelses- og arbejdsmarkedsaktiviteter i Centraladministrationen.

Det eksisterende uddannelsestilbud i Grønland er domineret af uddannelse til den offentlige sektor. I takt med en betydelig beskæftigelsesmæssig reduktion i denne sektor bør uddannelserne mere og mere målrette sig de private erhverv.

Anvendelsen af trainee-forløb (føl-ordning) bør forøges som uddannelses- og efteruddannelsestilbud. Ved hjælp af certificerings-ordninger bør trainee-forløb og anden virksomheds-relateret undervisning og opkvalificering give adgang til eksamensbeviser på lige fod med traditionelle kompetencegivende uddannelser.

5.5 Relationer mellem arbejdsgiver og arbejdstager
Der synes at være behov for at overveje, hvorvidt en overtagelse af det samlede arbejdsmarkedspolitiske område skal ske ved en tilpasning af eksisterende dansk-inspireret lovgivning, styring og administration, eller om det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre en forandring af det samlede kompleks til regulering af arbejdsmarkedsforhold på et helt nyt grundlag.

Det eksisterende aftalesystem i Grønland synes at være tidssvarende til både at løse interessekonflikter og retstvister, samtidig med at det er et administrativt og økonomisk billigt system.

Interessekonflikterne reguleres af de eksisterende hovedaftaler og hovedaftalelignende bestemmelser, idet arbejdsmarkedets parter via aftalerne gives mulighed for med et passende varsel at frigøre sig fra gældende aftaler og overenskomster i forbindelse med eller efter udløbet af overenskomsternes gyldighedsperiode. Samtidig er der i aftaler opstillet regler for karakter og omfang af lovlige konflikter, herunder undtagelse for bestemte områder i tilfælde af konflikt samt regler for, hvordan parterne forholder sig til hinanden under og efter ophør af konflikten.

Reglerne indeholder endvidere bestemmelser om muligheden for at inddrage mæglingsmand, hvis parterne ikke kan blive enige om fornyelse af aftaler eller overenskomster. Mæglingsmanden inddrages, hvis blot en af parterne forlanger det.

Organisationerne og deres medlemmer er under alle omstændigheder forpligtet til at handle i overensstemmelse med aftaler. Der findes nemlig en retsregel, som fastslår, at aftaler skal holdes.

Hvis der opstås retstvister, er der indgået aftale om fredspligt i aftale- eller overenskomstperioden. Således må retstvister ikke give anledning til arbejdsstandsning og lignende.

Det sidste niveau i løsning af retstvister er faglig voldgift, hvor der typisk udvælges to repræsentanter fra arbejdstagerside samt to repræsentanter fra arbejdsgiverside samt en formand, der ofte er udpeget af landsdommeren i Grønland.

Grundlæggende for omkostningsniveauet for de fleste erhvervsaktiviteter er lønomkostningerne. Især i forhold til det danske arbejdsmarked er det vigtigt at skabe en balance mellem dels fortsat at kunne rekruttere højtuddannet arbejdskraft ved at løn- og ansættelsesvilkårene er sammenlignelige og ligeså attraktive som i Danmark, dels at forsøge at fastholde et lønomkostningsniveau, som gør, at den herboende arbejdskraft er konkurrencedygtig med tilsvarende arbejdskraft i Danmark.

Det grønlandske arbejdsmarked har i flere år været præget af relativt stabile forhold, og der har kun i begrænset omfang været arbejdsnedlæggelser m.v.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at dette allianceperspektiv bør uddybes yderligere, idet virksomhedernes anstrengelser for at fastholde og efteruddanne personalet bør forøges. Samtidig bør der sikres bedre informationer om løn- og ansættelsesvilkår, herunder lønstatistik, således at alle parter har kendskab til hinandens handlinger med forøget gensidig tillid til følge.

Lønniveauet i eksportorienteret virksomhed bør generelt fastholdes på et højere niveau end i andre typer virksomheder, således at den bedst kvalificerede arbejdskraft tilskyndes til at flytte til eksportorienterede virksomheder. Dette skal dog ske under hensyn til fortsat at sikre et internationalt set konkurrencedygtigt lønomkostningsniveau.

Produktivitetsfremmende lønaftaler bør anvendes i større omfang end nu.

Arbejdsmiljøområdet er fortsat ikke hjemtaget til hjemmestyret. Så sent som i august måned 2001 fremlagde Grønlands Hjemmestyre, Arbejdsministeriet og Arbejdstilsynet i fællesskab ’Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland’.

Redegørelsen konkluderer, at der er behov for en øget fokusering på arbejdsmiljøproblemer. Bl.a. er det ønsket at etablere et øget engagement fra arbejdsmarkedets parter til løsning af arbejdsmiljøproblemer, både i form af initiativer og en vis medfinansiering.

I redegørelsen konkluderedes endvidere, at der på en række områder er behov for en ajourføring af loven, bl.a. for at sikre en tilnærmelsesvis ens sikkerhed på arbejdspladser i Grønland og Danmark.

Selvstyrekommissionen finder det afgørende med en effektiv arbejdsmiljø-indsats. Kommissionen bakker op om de konklusioner og anbefalinger, som blev indstillet af arbejdsgruppen bag "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland". Men Selvstyrekommissionen anbefaler, at Landsstyret i den nærmeste fremtid gennemfører forhandling med den danske stat om en forøget indsats de kommende år for at få det eksisterende arbejdstilsyn i Grønland op på samme kvalitetsniveau som i andre kredse i Danmark.

Det er vigtigt at vurdere andre landes erfaringer. Hvad har andre lande gjort i Grønlands situation? Selvstyrekommissionen foreslår, at Landsstyret indleder et samarbejde med ILO vedrørende social, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet. Formålet skal være at få rådgivning om organisering af arbejdsmarkedsindsatsen på basis af de ILO-konventioner, som er eller vil blive ratificeret for Grønland.

Selvstyrekommissionen foreslår samtidigt, at Landsstyret indleder drøftelser med den danske stat og med ILO om muligheden for på sigt at få tilknyttet en diplomat, f.eks. en arbejdsattaché til ILO.

For at drage fordele af erfaringer for regulering af arbejdsmarkedsforhold i andre økonomiske udkantsområder og lavt befolkede hjemmestyreområder og regioner i Arktis, foreslår Selvstyrekommissionen, at Landsstyret snarest indgår forhandlinger med ILO om etableringen af et videns-netværk vedrørende social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold i det arktiske område meget gerne med udgangspunkt i en ekspertgruppe med hjemsted i Grønland.

I det omfang det lykkes at forhandle sig til en aftale med staten og ILO om ovennævnte tiltag, må det formodes, at driftsudgifterne for det samlede arbejdsmarkeds-område vil blive betydeligt mindre, end de driftsudgifter hjemmestyret og kommunerne i dag har på området.

Den samlede rådgivning kan give viden til den endnu vigtigere proces i forbindelse med at skabe handling bag ønsket om selvstyre: Integrationen af alle borgere i debat og beslutningsprocesser.

5.6 Planlægning, administration og service
Den samlede planlægning og administration af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet må som udgangspunkt fastsætte en målsætning for, hvordan den enkelte borger bedst muligt serviceres.

Samtidig påpeges der tidligere i denne betænkning, at den offentlige sektor bør mindskes betydeligt, hvorfor der ligeledes på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet skal sikres en mindre, smidigere og enklere offentlig forvaltning.

I forbindelse med gennemførelse af social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesreformer er det afgørende, at den enkelte borger får indsigt i, hvad der er den overordnede politiske motivation for, at en given reform gennemføres. Her spiller det enkelte menneskes forhold til arbejdslivet en betydelig rolle.

Der synes i dag i Grønland at være en fælles forståelse for, at det vigtigste middel til at skabe forøget velfærd samt sikre en selvbærende økonomi er en forøgelse af uddannelsesindsatsen. Viden og ikke mindst evnen til at søge viden er en afgørende forudsætning for aktivt at kunne være med til at udvikle samfundet. Samtidig vil en forøget kompetenceudvikling af befolkning og arbejdsstyrke være en afgørende faktor i at forøge de enkelte erhvervs produktivitet. Værditilvæksten i de vidensbaserede erhverv er langt højere end i andre erhverv.

Situationen i dag er den, at uddannelsesniveauet generelt er lavt her i landet og hverken investeringerne i uddannelse eller ungdommens motivation til at tage en kompetencegivende uddannelse er vokset i samme grad, som det sker i andre lande. En række reformer er igangsat på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, men på bundlinjen er det fortsat vanskeligt at se resultaterne af disse reformer.

Kompetenceudvikling er en afgørende faktor i bestræbelserne på at give Grønland forøget selvstyre. Det drejer sig ikke blot om at forbedre arbejdsstyrkens kompetencer, men også via forøget kompetence at sikre et bedre grundlag for en bred folkelig forståelse for den enkeltes rolle i samfundet og hvilke forandringer, der skal til. De mål, som har været baggrunden for at igangsætte reformer på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, er derfor ikke forandret, men måske tværtimod gjort endnu mere håndgribeligt nødvendige.

Grønland står midt i bestræbelserne på at udvikle samfundet mod nye mål. I historien kan vi finde mange eksempler på lande, der har været i samme situation. Inden for Rigsfællesskabet kan man f.eks. drage paralleller til den helhedsplan, som daværende statsminister Jens Otto Krag fastsatte som ramme for den samlede udvikling af Danmark ved indgangen til 1960erne. Skulle en fortsat økonomisk udvikling gøres muligt, måtte der fastsættes en overordnet politik, der for alt i verden skulle lykkes. Alle ressort-områder måtte så indrettes efter denne helhedsplan. Men først og fremmest skulle det sikres, at alle politiske aktører havde en forståelse af nødvendigheden med en helhedsplan og med hovedindholdet i planen. At det i høj grad lykkedes skal ud over en generel international økonomisk vækst også tilskrives den daværende regerings evne til at skabe bred, økonomisk og indstillingsmæssig opbakning bag sine planer.

Et andet eksempel er, da amerikanerne besluttede, at de inden 1970 skulle være i stand til at sende mennesker til månen. Politikerne erkendte, at det ikke blot krævede ændringer i de organisationer, som var nøgle-virksomheder i projektet, men ganske enkelt helt nye mål og normer for den samlede samfundsudvikling.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at det er tilsvarende bestræbelser, der skal sættes i værk for at sikre reelt grønlandsk selvstyre. I disse bestræbelser er kompetenceudvikling og indsatsen inden for social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet altafgørende.