Principbetænkning - 3. Sprog

Ud fra princippet om, at rettigheder og pligter bør følges ad, findes det betænkeligt at udelukke en person, der har valgret og dermed er valgbar til Landstinget, at kunne benytte det sprog, der er mest naturligt for vedkommende

Lørdag d. 10. august 2002
Selvstyrekommissionen
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Kommissionen har i overensstemmelse med sit kommissorium overvejet dels den nuværende bestemmelse i hjemmestyrelovens § 9, hvorefter grønlandsk er hovedsproget, mens der skal undervises grundigt i det danske sprog, samt at begge sprog skal kunne anvendes i offentlige forhold, og dels de sprog, der tales fra Landstingets talerstol.

Kommissionens overvejelser om sprog har taget udgangspunkt i, at sprog udover at være et væsentligt aspekt af folks kulturelle identitet også er kommunikationsmidler mennesker imellem.

Endvidere finder kommissionen det væsentligt at understrege, at sprogsituationen i Grønland med to talte sprog langt fra er en unik situation, idet flersprogede samfund snarere er en regel end en undtagelse andre steder i verden.

Endelig mener kommissionen, at sprog ikke bør stille sig hindrende i vejen for, at landets fåtallige befolkning opnår den uddannelsesmæssige kompetence, som der er så hårdt brug for.

Hvad angår det grønlandske sprog, er der to holdninger i kommissionen. Den samlede kommission er af den opfattelse, at det er så selvfølgeligt, at grønlandsk er landets hovedsprog, at en bestemmelse svarende til den, der står i hjemmestyrelovens § 9, er unødvendig.

Der er dog enkelte medlemmer af kommissionen, der er af den opfattelse, at bestemmelsen om, at grønlandsk er hovedsproget, har medvirket til at give sproget mulighed for en genopblomstring, og at der dermed fortsat er brug for en tilsvarende bestemmelse i den kommende selvstyrelov.

Der er i kommissionen mere spredt holdning til det danske sprogs placering, samtidig med at det ikke findes nødvendigt at have en bestemmelse i selvstyreloven om de to sprogs anvendelse i offentlige forhold, idet holdningen er, at det er mest hensigtsmæssigt at placere den slags bestemmelser i relevante, særskilte love, eksempelvis sagsbehandlingsloven, folkeskoleloven m.v.

Kommissionens drøftelser af de sprog, som tales fra Landstingets talerstol, tager udgangspunkt i bestemmelsen i § 53 i Landstingets forretningsorden, hvorefter Landstingets forhandlinger foregår på grønlandsk, men skal kunne følges på dansk, samt at hvis medlemmet kun taler dansk, så skal mødet kunne følges på grønlandsk.

Det er en udbredt opfattelse i kommissionen, at hvilket eller hvilke sprog, der tales fra Landstingets talerstol, hænger nøje sammen med valgret og valgbarhed til Landstinget. Ud fra princippet om, at rettigheder og pligter bør følges ad, findes det betænkeligt at udelukke en person, der har valgret og dermed er valgbar til Landstinget, at kunne benytte det sprog, der er mest naturligt for vedkommende.

Endvidere er der den overvejende holdning i kommissionen, at hvis man vil indføre en bestemmelse om, at der kun må tales grønlandsk fra Landstingets talerstol, så må man indføre en integrationslov med de følgeudgifter, der vil være nødvendige og ikke bliver små. Dette indbefatter nemlig, at ikke grønlandsksprogede tilbydes en reel chance for at lære grønlandsk og dermed at kunne udtrykke sig på det grønlandske sprog. Dette kræver bl.a. udarbejdelse af et effektivt undervisningsmateriale om det grønlandske sprog som fremmedsprog.