Børn og unge prioriteres dårligt

DET ER EN uhyggelig tanke, at den ringe prioritering af behandlingen af børn og unge nok skyldes, at det netop er børn og unge, det handler om. De er endnu ikke vælgere

Tirsdag d. 23. juli 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

PÅ SIDE 10 og 11 bringer vi en artikel om en kendt og vellidt dreng fra Matu-projektet, som nu kaldes tilbage til sin hjemkommune - efter al sandsynlighed, fordi kommunen ikke har råd til at lade ham blive i projektet. Drengen har gennemgået store forandringer og var i færd med at bemægtige sig en ny og brugbar tilværelse i nye omgivelser - da han så for en halv snes dage siden blev hentet hjem til den kommune, der gav ham så elendig en start i livet. Det er heller ikke nemt for små kommuner at klare udskrivninger til de forholdsvis mange anbringelser på behandlingsinstitutioner og andre døgninstitutioner. De sender mange penge ud af kommunen og føler vel, de ikke får noget tilbage, hvis ungerne bliver borte og aldrig vender hjem. De små kommuners små økonomier kan ikke klare udgifterne til døgninstitutionerne, og resultatet bliver, at behandlinger og ophold afbrydes, og børn og unge falder tilbage til den gamle dårligdom. MEN FORSTÅELSEN for kommunernes økonomiske vanskeligheder er ikke grund nok til at resignere. Uanset der er "økonomisk logik" i kommunernes hjemkaldelse af børn og unge, så er der noget idiotisk i, at man først bruger en masse arbejde og en masse penge for så at opgive det hele, før målet er nået. Skønne spildte kræfter. Og det er ikke bare spild af penge, men også en hån overfor de mennesker, der undertiden ofrer deres "hjerteblod" på de unge, som ikke har andre chancer. De kommer let til at resignere, opgive det hele og forlade det rod, de er hvirvlet ind i. DET ER EN uhyggelig tanke, at den ringe prioritering af behandlingen af børn og unge nok skyldes, at det netop er børn og unge, det handler om. De er endnu ikke vælgere. Ingen tør vel vove at standse en kræftbehandling, før den er afsluttet, eller skære folkepensionerne bort de sidste fire måneder, fordi der ikke er flere penge. Ingen tør vel udskrive en virkelig syg psykiatrisk patient, fordi sundhedsvæsenets bevillinger er opbrugt. I alt fald ikke midt i behandlingsforløbet. Men ungerne opgiver vi gerne. Ja, vi ofrer dem for at sikre penge til andre omkostninger. DEN AKTUELLE SAG er særlig interessant i forhold til debatten om byrdefordelingen mellem landskasse og kommuner. Socialområdets budgetoverskridelser førte til en række spareforslag, som i første udkast pålagde kommunerne langt større byrder end hidtil. Det blev heldigvis forkastet af finansudvalget, som dog godkendte en mindre omkostningsstigning for kommunerne. Politikerne har været helt urimeligt dårlige til at håndtere problemerne på døgninstitutionsområdet. Atuagagdliutit har i artikler det seneste år beskrevet de lange ventelister for døgninstitutionspladser, hvorefter landspolitikerne nu foreslår at lægge større byrder ud til de i forvejen betrængte småkommuner og til forældrene til de børn og unge, der har behov for døgninstitution. Det er da en hån - ikke kun mod kommuner og forældre, men mod os alle sammen, som skal forholde os til alt det sludder. Hvordan skulle netop de forældre, som i udbredt grad er socialt og økonomisk betrængt, kunne betale for, at deres børn kommer i behandling eller anbringes på børnehjem?! DER ER GANSKE bestemte forhold her i livet, som ikke bør være bestemt af pengepungen. Det gælder for eksempel menneskeliv. Det må aldrig være et spørgsmål om penge, om man redder et menneske fra at dø. Men menneskeliv er ikke bare et spørgsmål om at være fysisk i live eller ej. Det gælder om at være rigtigt i live, være et socialt menneske, der kan omgås andre og være noget for både sig selv og andre. Derfor er det livsvigtigt, at vi giver børn og unge så god en start som muligt. En skæv start skal rettes op, og hvis det kræver behandling eller døgninstitution, så skal ungerne have det. De skal ikke på venteliste. Der må ikke være økonomiske årsager til, at de ikke bliver imødekommet. Og de må ikke opgives midt i forløbet, fordi kassen er tom. Omkostningerne til døgninstitutioner og behandlingsinstitution skal være lige så sikre som kravet om folkepension og offentlig hjælp. Dét skal være målet. Hvordan det så skal organiseres, er knap så vigtigt. Men omkostningerne bør bæres af os alle. Det bør være landsskatten og landskassen, der punger ud. Som det er i dag fordeles midlerne efter indbyggertal i de enkelte kommuner. Men antallet af døgninstitutionspladser er ikke proportionelt med indbyggertallet. De små kommuner i yderområderne har således langt større omkostninger pr. indbygger end de store kommuner. Afgørelserne for placering og fastholdelse af børn og unge i døgninstitutioner, skal ikke begrænses af økonomiske årsager. Afgørelsen skal alene være faglig, og vi skal løfte i flok og betale lige.