Styr forventningerne

DET HANDLER om penge - mange penge. For olieselskaberne er Grønland ikke vigtigt som land. De ser på Grønland som et sted, hvor der muligvis kan pumpes millioner af dollars direkte op af undergrunden, men det betyder samtidig investeringer for millioner af kroner. Derfor er selskaberne også i deres gode ret til at vælge Grønland fra som mulig kilde for milliardindtægter

Fredag d. 19. juli 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Geologi, Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Råstoffer.



TIRSDAG VAR det tæt på, at Grønlands håb om en fremtid som aktivt olieland smuldrede. I flere år har Råstofdirektoratet kælet for alverdens olieselskaber for at vinde deres gunst. Et oliebor skal være den snabel, der skal bestøve Landskassen og få den grønlandske økonomi til at blomstre.

Men kun et enkelt internationalt selskab har budt sig til. Jamen hov, det er da skuffende. Er Råstofdirektoratets oliestrategi slået fejl, og hvorfor svigter de store multinationale selskaber og deres mange milliarder dollars pludselig Grønland?

Nej - strategien er ikke slået fejl. Råstofdirektoratet har gjort hvad det skulle. Svaret er i virkeligheden langt mere kynisk.

DET HANDLER om penge - mange penge. For olieselskaberne er Grønland ikke vigtigt som land. De ser på Grønland som et sted, hvor der muligvis kan pumpes millioner af dollars direkte op af undergrunden, men det betyder samtidig investeringer for millioner af kroner. Derfor er selskaberne også i deres gode ret til at vælge Grønland fra som mulig kilde for milliardindtægter. Det har de så gjort i denne omgang.

Det betyder samtidig, at borgere, politikere og meningsdannere i Grønland skal skrue forventningerne til olien gevaldigt ned. Det ville være pragtfuldt, hvis olien springer fra dybet. Det vil betyde nye muligheder og store forandringer for det grønlandske samfund.

Men indtil videre er drømmen kun indikationer, målinger og beregninger på geologernes kortmateriale. Olien har vi ikke set noget til, og alle i Grønland kan blot krydse fingre for, at det endnu ukendte olieselskab finder noget, der ligner olie i undergrunden. Alternativet kan sætte punktum for fremtidens olieefterforskning i Grønland.

LANDSSTYREFORMAND Jonathan Motzfeldt opfordrer til forsigtighed, så den olie, vi endnu ikke har set, ikke bliver misbrugt til at skabe urealistiske forventninger til fremtiden.

Grønland skal bruge alle realistiske muligheder for at skabe en økonomisk sikker fremtid, mener landsstyreformanden.

Landsstyreformanden har ret - brug tid og kræfter på at arbejde med realistiske visioner.