Kolonialisme anno 2002

Nuværende foreningsbestyrelse har formentlig den strategi som ved de forgangne bestyrelser, at man udviser den største tolerance og bare "æder kameler" bare for at være på god fod med forbundet, og i realiteten bare er et redskab for det forbund, som kæmper imod os, i stedet for at kæmpe med os om vores krav om ligeløn for samme arbejde

Torsdag d. 27. juni 2002
Ole Lennert Poulsen
Emnekreds: Kultur og samfund, Løn og overenskomster, Rigsfællesskab og selvstyre.

Foranlediget af radioudsendelse, hvor nuværende formand for Kalaallit Nunaanni Politiit Peqatigiiffiat (Grønlands Politiforening) bl.a. udtaler, at man gøre meget for sine medlemmer, vil jeg vove at påstå det modsatte.

Foreningen har nu haft sin eksistensberettigelse i et halvthundrede år og i al den tid har "tvisten" været grønlændere versus danskere, hvor forskellen på lønningsposen har været betinget af fødestedet.

Da fødestedskriteriet blev ophævet, var der mange af os menig politifolk (født i Grønland) der troede, at det var lig med udjævning af lønforskellen. Der var tiltag til dette, såsom ikke-pensionsgivende tillæg, og ikke mindst udligningstillæg, hvilket var noget Politiforbundet i Danmark kunne tilbyde sine grønlandske medlemmer - det første siger sig selv, og den sidste tillæg er heller ikke pensionsgivende.

Der er et men, og det er, at vi ud af ca. 10.000 (danske) medlemmer, kun udgør ca. 110 (grønlandske) medlemmer, hvorfor vore krav meget sjældent bliver hørt eller direkte ignoreret af Politiforbundets hovedbestyrelse, der udelukkende består af repræsentanter fra politikredse i Danmark.

Foreningerne Grønland og Færøerne tæller så vidt jeg ved i alt 6 stemmer ved et repræsentantskabsmøde og så har vi ikke nogen forhandlingsret.

Således er det grønlandske politikorps en meget lille del af et større enhed og da forhandlingsretten ikke tilhører os, er det som sagt meget svært at få noget igennem forbundet.

Selve politiforeningen i Grønland gør jo - så vidt påstået - meget for sine medlemmer, men det vil aldrig være nok, hvis kravene fra Grønland altid bliver nedstemt af moderforbundet og så står man lige vidt.

Nuværende foreningsbestyrelse har formentlig den strategi som ved de forgangne bestyrelser, at man udviser den største tolerance og bare "æder kameler" bare for at være på god fod med forbundet, og i realiteten bare er et redskab for det forbund, som kæmper imod os, i stedet for at kæmpe med os om vores krav om ligeløn for samme arbejde.

Ovenstående påstand om modstand fra forbundet kan dokumenteres op til flere gange, om hvordan forbundet gang på gang har saboteret visse krav, der ville have udjævnet lønforskellen mellem danskere og grønlandske politimænd m/k. I stedet herfor har man indsat nogle mekanismer, der gøre, at en dansker efter 5 år, enten vælger at forlade Grønland eller også bliver i Grønland med nedsat løn, da denne overgår fra det danske tjenestemandslov til det grønlandske tjenestemandslov.

Staten bliver ved med at pille ved vor tilgodehavender (godtgørelser, natpenge, overarbejdsbetalinger m.m.) samtidig med, at man giver os flere og flere administrative byrder. Personalepleje- og dermed politik er der intet af (hvilket foreningen burde slås meget mere for), det betyder, at man brænder personalet op efter ganske få år i Etaten. Se bare hvor mange der søger ud, enten tager orlov eller helt holder op.
  KNR On-line 27. juni 2002:

Ansøgere til politiskolen
for dårlige


Der bliver ikke oprettet et nyt hold politielever i år.

- Vi har simpelthen ikke kvalificerede ansøgere nok, siger leder af Politiskolen Mads Barlach Christensen.

I år var der 13 ansøgere, men kun fire af dem var kvalificerede nok til at kunne starte undervisningen på Politiskolen. Og det er ikke nok til at starte et nyt hold i år.

- De er for få, og derfor har vi besluttet først at starte et nyt hold op til januar, siger Mads B. Christensen.

Mads B. Christensen lægger heller ikke skjul på, at ansøgertallet samt deres kvalifikationer i de seneste år har været dalende. Skolen har derfor lempet på optagelseskravene for at kunne tiltrække flere ansøgere.

Politiskolen er nu gået i gang med forberedelserne til en hvervekampagne, blandt andet i form af tv-spot og skolebesøg.

Der er plads til 10 elever på Politiskolen, og uddannelsen tager tre år.
   
Foreningens medlemmer burde spørge sig selv, hvor synlig en forening man vil have; de sidste fem år har den i hvert fald været meget stille og hvad har man opnået i det mellemliggende. Man har i hvert fald ikke formået at gøre livet lettere (og dermed arbejdet) for sine medlemmer, som ellers er en af formålsparagrafferne i foreningsvedtægten.

Jeg vil vove at påstå, at det ikke nytter noget at være tillempet et forbund, men derimod burde det grønlandske politikorps danne sit egen forbund med dertil hørende direkte forhandlingsret overfor Staten og Grønlands Hjemmestyre, en direkte dialog med bevillingsmyndighederne og væk fra den konservative (og til tider kolonialistiske) levn, som må bekæmpes, da det er medvirkende til, at skellet bliver større og større, selvom vi er underlagt samme Etat.

Jeg mindes i al den tid, at politiet i Grønland altid er blevet spist med krummer, der tilfældigt falder ud af Politiforbundet i Danmark og sådan burde det ikke være, og netop derfor er det ønskeligt, at mediet begynder at interesserer sig for den sidste levende kolonialistisk bastion, der med "uretfærdige midler" retfærdiggøre sig selv.

Et modigt bestyrelse skal ikke være bange for at gøre en forskel for sine medlemmer, og med den nuværende demokratisk styreform, vil en hvilken som helst demokratisk retssystem give medhold i, at det grønlandske politikorps er berettiget i sin anklage, hvis altså anklagen lyder på, at der bliver forskelsbehandlet.

Det ville være "guf" for enhver journalist at grave i dybden på, hvorfor Staten mener, at kunne tillade sig at udøve uretfærdighed, og til stadighed tillader sig at forskelsbehandle sine.

Det er på baggrund af ovenstående, at jeg vover den påstand, at foreningen ikke gøre nok for sine medlemmer og at visionerne måske mangler i den videre kamp og at man er for bundet af den enstrenget hierarkisk opbyggede Etat, der bilder staten ind, at det er et "must" hvis tingene skal lykkes, dermed overlever på en illusion, en forestilling om, at sådan må tingene nødvendigvis være og jeg skal spørge, hvem er forfatteren til denne illusion.

Med venlig hilsen, tidligere kollega.