Lægeklinikken er en grønlandsk institution

Vores første reaktion var forundring. ...For det første over tidspunktet. Bjarne arbejdede hos os fra marts til september 1996, så hvorfor skriver han først nu i 2002? ...For det andet så mindes vi faktisk ikke, at Bjarne ytrede sig på den måde, da han var hos os

Fredag d. 19. april 2002
Marianne Arnfjord
Thomas Stensgaard
Emnekreds: Kultur og samfund, Rigsfællesskab og selvstyre, Sundhedsvæsenet.

I sidste uges Sermitsiaq skriver læge Bjarne Hansen under overskriften "Det moderne Grønlands kolonitid" om sine erfaringer fra Grønland. Lægeklinikken er nævnt specifikt og vi føler os derfor kaldet til at tage til genmæle. Vores første reaktion var forundring. For det første over tidspunktet. Bjarne arbejdede hos os fra marts til september 1996, så hvorfor skriver han først nu i 2002? For det andet så mindes vi faktisk ikke, at Bjarne ytrede sig på den måde, da han var hos os. Lægeklinikken er en arbejdsplads med knapt 60 ansatte. Lægegruppen udgøres af otte fastansatte, som gennemsnitligt har arbejdet i Grønland som læger i 15 år. To taler grønlandsk, flere endnu forstår det rimeligt godt, og fire er for resten grønlandsk gift. Derudover er der et par vikarer, hvoraf en er grønlænder. Sygeplejegruppen tæller 17 fastansatte og to vikarer - heraf er ni grønlændere. Afdelingssygeplejersken, dvs den næstkommanderende i plejegruppen er grønlænder, ligesom den ledende sundhedsplejerske er grønlænder. Den gennemsnitlige ansættelsestid er på godt fem år. Alle vore sundhedsmedhjælperstillinger, tolkestillinger og portørstillinger er besatte, og for de flestes vedkommende er der tale om personer, som har været ansat på Lægeklinikken i adskillige år. Alt i alt et miljø, hvor man umiddelbart ville synes, at racistiske holdninger ville have dårlige vækstforhold. Eller omvendt, hvis der var tale om udtalte spændinger mellem danskere og grønlændere, så måtte man forvente et meget dårligt arbejdsmiljø. Og det har vi altså ikke, hverken i dag eller i 1996, hvor Bjarne var ansat. Det betyder naturligvis ikke, at det er den rene idyl på Lægeklinikken. Som på enhver anden større arbejdsplads opstår der gnidninger, men det er vores indtryk, at de først og fremmest udspiller sig på et personligt plan. Det vil sige mellem personer, som af den ene eller den anden grund kommer på kant med hinanden, og at det aldrig eller meget sjældent handler om grønlænder versus dansker. Ofte opstår sådanne situationer i øvrigt på dage, hvor vi på grund af mangel på læger eller andet personale har svært ved at "følge med". Det resulterer da nogle gange i en fuldt forståelig utilfredshed blandt dem, der venter i venteværelset, en utilfredshed, som så kan sprede sig til personalegruppen og resultere i, at vi begynder at snerre ad hinanden indbyrdes, idet vi da heldigvis er professionelle nok til ikke at begynde at snerre ad patienterne. Sundhedsvæsenet lider i lige så høj grad som andre områder af samfundet under mangel på uddannet grønlandsk personale, men som det kan forstås af ovenstående kortfattede personalestatistik, så er vi faktisk "forgyldt" med at have mange af vore stillinger besat med grønlandsk personale. Vi oplever faktisk os selv som en grønlandsk institution. Hvis nogen skulle have den modsatte opfattelse, vil vi meget gerne have det at vide, men så helst her og nu, så vi kan gribe fat i de konkrete sager, - og ikke med over fem års forsinkelse.