Behovet for tidlig forebyggende indsats omkring omsorgssvigt

Grønland, lad os vågne op af vores handlingslammelse omkring omsorgssvigt i Grønland

Fredag d. 19. april 2002
Naja Lyberth
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

Den seneste tids debat om omsorgssvigt fokuserer meget på behov for flere døgninstitutionspladser til omsorgssvigtede og behov for flere pædagoger. Det er der også i høj grad behov for i forhold til de børn, der allerede har behov for behandling på grund af omsorgssvigt.

Vi har samtidig i høj grad også behov for at udbygge den tidlige forebyggelse for den kommende generation, inden der sker omsorgssvigt. En tidlig forebyggelse kræver blandt andet, at vi bliver bedre til at få øje på forældre, der omsorgssvigter - og gøre en tidlig indsats overfor den gruppe.

Vi ved, at vi særlig skal have fokus på forebyggelse af omsorgssvigt i barnets første leveår, hvis vi skal undgå de svære behandlingskrævende adfærdsforstyrrelser hos børn og unge. Omsorgssvigt i alle aldre i barnets liv er skadeligt for barnet, men det er især omsorgssvigt fra barnets første leveår, vi skal undgå for at kunne forebygge den sociale katastrofe på længere sigt.

Man kan lave tidlig forebyggelse på flere måder. I Nuuk har man i lidt mere end et år lavet en tidlig forebyggende indsats.

Man har lavet en tværfaglig samarbejdsaftale imellem sundhedsvæsenet og socialforvaltningen omkring gravide kvinder og nybagte mødre/forældre, med risiko for at omsorgssvigte deres børn.

Målgruppen er gravide eller nybagte mødre, der er:
  1. omsorgssvigtede som børn,
  2. misbrugende,
  3. psykisk syge,
  4. dårligt begavede,
  5. familier, der har andre børn anbragt udenfor hjemmet, og
  6. meget unge.
Den tværfaglige indsats går ud på, at når et sundhedspersonale - det kan være en jordemor, sundhedsplejerske, personale fra fødegangen, en læge, sygeplejerske, en psykolog- eller når en socialrådgiver møder en gravid eller en nybagt mor indenfor ovennævnte målgrupper, indkaldes der til et tværfagligt møde sammen med den gravide eller den nybagte mor med henblik på at lave en handleplan for, hvordan moderen kan klare rollen som mor så godt som muligt.

Samtidig vurderer den tværfaglige gruppe kvaliteten af mor-barn-kontakten/ forældreevnen. Dette med henblik på at kunne gribe ind med passende indsatser så tidligt som muligt.

Foreløbig er sådan en samarbejdsaftale en god ordning, som giver gode resultater, når samarbejdet imellem moderen og det tværfaglige team lykkes.

Men for at sådanne tidlige forebyggende indsatser skal kunne lykkes her i Grønland, og ikke kun i Nuuk, kræves der flere forbedrende forhold, som for eksempel:
  1. At vi bliver bedre til at få øje på forældre, der har størst risiko for at omsorgssvigte deres børn.
  2. At de forskellige tværfaglige grupper, der arbejder med småbørnsfamilier bliver bedre til at vurdere forældreevne.
  3. At vi bliver bedre til at samarbejde på tværs af forskellige faggrupper, og at vi bliver bedre til at blive opmærksomme på risikotruede småbørnsfamilier og gravide, og til at lave handleplaner i forhold til dem.
  4. At vi strammer op omkring den sociale lovgivning om tvangsfjernelse af børn. Med den "mindste indgreb lovgivning" er der alt for mange børn, der får lov til at blive omsorgssvigtede for længe inden socialforvaltninger kan gribe ind, med det resultat, at børnene ofte allerede er følelsesmæssigt tidligt frustrerede, inden de bliver fjernet hjemmefra.
    Med denne form for lovgivning betyder det i praksis, at socialforvaltningerne venter på, at det går helt beviseligt galt for forældrene, før man lovgivningsmæssigt kan gribe ind i forhold til barnet. På den måde tillader den grønlandske lovgivning og samfundet tidlig omsorgssvigt af børnene, og er dermed med til at omsorgssvigte børnene og skabe den sociale katastrofe, der nu er i Grønland. Lovgivningsmæssigt bør man derfor meget snart ændre denne "mindste indgreb lovgivning", så det bliver nemmere at fjerne børnene, inden børnene for alvor bliver psykisk skadede af omsorgssvigt.
  5. At vi i de situationer, hvor børnene skal fjernes tidligt hjemmefra, bliver hurtigere til at finde egnede godkendte plejefamilier, da det nogle gange ses, at børnene for længe bliver hos forældrene, fordi man ikke kan finde egnede plejeforældre. Nogle uger eller måneder kan være meget længe for et spædbarn, der omsorgssvigtes, da de uger eller måneder kan nå at sætte varige psykiske spor hos barnet.
    At vi samtidig bliver bedre til at yde plejefamilierne jævnlig støtte og rådgivning af kvalificerede personale, især når der fortsat er problemer med børnene efter, at de er fjernet hjemmefra.
  6. At der bliver flere mor-barn-hjem eller familiebehandlingscentre med kvalificeret arbejdskraft til mødre og spædbørn med særlige omsorgsbehov, så mødrene/ forældrene kan få vurderet deres forældreevne og få hjælp og støtte til at drage omsorg for deres barn bedst muligt.
  7. At sundhedsplejen på hele kysten udbygges, så sundhedsplejerskerne kan være med til at vurdere kvaliteten af mor-barn-kontakter i samarbejde med socialforvaltninger.
  8. At gravide kvinder og kvinder med små børn, der har alkoholproblemer får bedre mulighed for alkoholbehandlingstilbud.
  9. At socialforvaltninger får den fornødne kompetence til at vurdere forældreressourcer, og laver langt flere forældreevneundersøgelser overfor risikotruede familier, end de gør nu. Det kræver så, at der er tilstrækkelige bemandinger i socialforvaltninger her i Grønland. Bare i Nuuk kan det være svært for socialforvaltningen at gå helhjertet ind for tidlig indsats på trods af motivation, fordi sagsbehandlerne har urimelige overbebyrdede arbejdsforhold på grund af utilstrækkelig bemanding. Sagsbehandlerne har så mange sager, at man nærmest får indtryk af, at de umuligt kan gå i dybden med alle deres sager, men at der kun er ressourcer til at lappe, når skaderne er sket
  10. Endelig helt afgørende er det selvfølgelig, at tidlig indsats prioriteres fra politisk side. Måske skulle man fra politisk side vælge, at der - som ekstra normering - ansættes et team i socialforvaltninger, for eksempel en socialrådgiver, familievejleder og en psykolog, der alene tager sig af den tidlige forebyggende indsats, og som i samarbejde med sundhedsvæsenet laver tidlig forebyggende indsats omkring gravide kvinder og spædbørn med særlige omsorgsbehov??
Grønland, lad os vågne op af vores handlingslammelse omkring omsorgssvigt i Grønland.

Vi kan lave en tidlig forebyggelse indsats, hvis vi prioriterer det, og hvis der fra politisk side er opbakning til det, og hvis der udarbejdes en klar børnepolitik, der også tager højde for tidlig forebyggelse.

Vi kan aldrig helt udrydde omsorgssvigt i Grønland - det vil eksistere i alle samfund, men vi kan forebygge, så omsorgssvigten mindskes. Det vil samtidig betyde, at der i det grønlandske samfund for eksempel vil være færre selvmord, færre seksuelle overgreb, mindre kriminalitet, færre drab, færre frivillige aborter (apropos de mange frivillige aborter i Grønland - de er jo også et symptom på omsorgssvigt).

De ovennævnte forslag er tænkt som eksempler på, hvordan tidlig forebyggende indsats kan udbygges. Der findes mange måder at lave en tidlig forebyggende indsats på. Det er mit håb med denne artikel, at den vil være med til at skabe en diskussion om tidlig indsats, og at beslutningstagerne i højere grad end før ser på vigtigheden af en forebyggende indsats.