En overset minoritet

De kommer herned, fordi de ikke har fået hjælp til de meget tunge problemer de har i Grønland, hvor den sociale service er dårligere og leveomkostningerne er højere. De tror, at de kan få løst deres problemer hernede; en opfattelse, der desværre ofte er baseret på drømme end realiteter

Fredag d. 19. april 2002
Andreas Hansen
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Politik, Sociale spørgsmål.

28 socialt udsatte og hjemløse grønlændere har den grønlandske præst Jens Christian Kleist begravet i det første år han har arbejdet her i Danmark.

- Det er kommet helt bag på mig at det drejer sig om så mange som det er tilfældet, og det er også en sorg når jeg aner hvilken social tragedie der ligger bag dødsfaldene, siger han

Kofoeds Skole i København har løbende kontakt med ca. 100 grønlændere med store sociale problemer og alkoholmisbrug. Erik Christensen, som er leder af skolens grønlændersektion, har arbejdet med grønlændernes problemer i 10 år og har selv boet i Grønland i en periode. Bag ham hænger et fotografi af en gruppe grønlændere taget i 1990. De fleste af dem er døde nu.

- Når vi taler om de udsatte grønlændere, så regner vi dem, der er over 45 for gamle, siger Erik Christensen.

Der bor 12.000. grønlændere i Danmark, langt de fleste klarer sig godt. Hvor stor den gruppe, der falder igennem, er ved ingen.

- Vi er heldigvis i kontakt med en stor del af gruppen, men der er også mange udsatte grønlandske grupper, vi kun aner eksistensen af. Det gælder f.eks. de grønlandske prostituerede. Mange af dem lever skjult. Da vi startede Naapiffik (Et mødested, red.), et projekt for grønlandske kvinder på Vesterbro, var vi klar over, at skulle projektet lykkes, så skulle vi ikke love mere end vi kunne holde. Mange grønlændere er blevet skuffet i deres møde med systemet, derfor holder de op med at opsøge det. I begyndelsen kom der ikke ret mange på Naapiffik, men efter at vi har vundet deres tillid, er vi nu i kontakt med 60-70 stykker, mange med tunge problemer, hvis eksistens ingen ellers kendte til.

Meget tyder på, at grønlændere med svære problemer som misbrug, prostitution og hjemløshed er væsentligt dårligere stillet end andre danskere i samme situation, både når det gælder livslængde og kvalitet.

Kulturforskelle
Årsagen er, at kulturforskellene mellem grønlændere og danskere er langt større, end man er opmærksom på. Formelt er grønlænderne danskere, og derfor bliver de behandlet på linie med andre danskere - og derfor går det galt.

- Jeg tror at det er sværere for en grønlænder at klare sig her, end det er for en nydansker.

Tyrkerne har f.eks. i århundrede været i kontakt med den europæiske kultur og kan derfor bedre forholde sig til en danske virkelighed. Grønlænderens kulturgrundlag er helt anderledes; de er en såkaldt oprindelig kultur på linie med, samer, indianere osv., siger Erik Christensen.

Henriette Berthelsen, som selv er grønlænder og arbejder som psykoterapeut med udsatte grønlændere, blandt andet på Kofoeds Skole, siger:

- Netop det at man opfatter grønlænderne som danskere, betyder at man ikke afsætter midler til integration tolkning osv., som man gør når det gælder nydanskerne. Hvis en nydansker, der ikke taler dansk særlig godt, skal i kontakt med myndighederne, stiller man automatisk tolk til rådighed. Når en grønlænder, der taler lige så dårligt dansk, er i den samme situation, får han ingen tolk.

- Grønlænderne er beskedne og tilbageholdne mennesker, der ikke kan lide at bede myndighederne om hjælp. Derfor har de tit svært ved at gå op til socialcenteret og få det, de har krav på. Når de endelig får vovet sig derhen, er problemerne vokset dem helt over hovedet, siger Henriette Berthelsen.

- Og det er sjældent at mødet med den danske sagsbehandler er en succes. Netop fordi de ikke kan lide at tale om deres problemer, får de ikke den relevante hjælp. Det kan være svært for en dansk sagsbehandler at sætte sig ind i grønlændernes særlige mentalitet, når hun er vant til den danske krævementalitet, siger Henriette Berthelsen.

Hun peger på, at kulturforskellene også kommer til udtryk på andre måder.

- Grønlænderne er et gæstfrit og åbent folkefærd, bl.a. fordi det har være nødvendigt for at overleve i Grønland. Det betyder, at har en grønlænder et sted at bo, så har hans boligløse venner det også. Det går bare ikke hernede, fordi det ender med, at de bliver smidt ud af lejligheden. Men de normer sidder så dybt, at de har meget svært ved at afvige fra dem, og dybest set er gæstfrihed og åbenhed jo nogle fine kvaliteter. De passer bare ikke altid ind med de normer der gælder her i Danmark. At danskerne i Grønland har sat de danske værdier i højsædet, betyder også, at grønlænderne får en kulturelt mindreværd, der medvirker til en selvdestruktiv adfærd. siger Henriette Berthelsen.

Det forhold, at mange grønlændere har svært ved at omgås alkohol, kan også delvis begrundes med kulturforskelle. Spiritus blev først frigivet på Grønland til Grønlænderne i 50’erne.

De udsatte grønlændere lever meget isoleret, både når det gælder kontakten til danskere og egne herboende landsmænd. Der findes også små grupper, der ikke vil kendes ved hinanden.

Carsten, der er adopteret grønlænder, siger:

- Danskerne vil ikke kendes ved mig, og da jeg ikke kan tale grønlandsk vil grønlænderne heller ikke. De begynder at tale grønlandsk når de ser mig, og hvis de opdager, at jeg er narkoman, så lukker de helt af.

Carsten er blot et eksempel på en af de grønlandske adoptanter det gået dårligt for.

Social eksport
Grønlænderne kommer til Danmark af flere grunde; enhver har sin historie.

Nogle tager afsted på lykke om fromme til Danmark, uden at kunne tale ordentligt dansk, og selv om de taler godt dansk, kan der alligevel opstå problemer, fordi de bruger sproget i en grønlandsk sammenhæng.

Nogle har opholdt sig på danske institutioner så længe at de har svært ved at finde ind i en grønlandsk kultur igen Mange dansk/grønlandske ægteskaber går i opløsning, efter at familien er kommet til Danmark . At det ofte er de danske mænd, der beholder børnene efter en skilsmisse, er blot et udslag af den mere eller mindre skjulte diskrimination, der finder sted.

Nogle ender i en drukkultur, det kan være svært at komme ud af. I København er den koncentreret omkring Vesterbros Torv bliver kvinderne i Danmark.

- Jeg tror antallet af grønlændere med sociale problemer, der tager til Danmark, stiger, og som noget helt nyt er det nu hele familier, der rejser herned, siger Lena Christiansen, der selv er grønlænder og den eneste ansatte i Kofoeds Skoles mødested Naapiffik på Vesterbro i København.

- De kommer herned, fordi de ikke har fået hjælp til de meget tunge problemer de har i Grønland, hvor den sociale service er dårligere og leveomkostningerne er højere. De tror, at de kan få løst deres problemer hernede; en opfattelse, der desværre ofte er baseret på drømme end realiteter. Desværre kommer de herned meget hovedkulds, og har f.eks. ikke tænkt på, hvor de skal bo og flytter ind hos en fætter eller kusine eller noget andet familie. Efter en uge har jeg dem, de er flyttet ind hos, i telefonen. De spørger om jeg dog ikke kan gøre et eller andet. Det forsøger jeg så. Nogle gange lykkes det mig at få familierne tilbage til Grønland, siger Lene Christiansen.

Hun kender ikke noget til, hvordan rejserne herned bliver finansieret. Men flere af de kilder, som Hus Forbi har talt med siger, at det sker, at de social grønlandske myndigheder nogle gange skubber. Erik Christensen er ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at hjælpe de udsatte grønlændere.

- Dybest set har grønlændere de samme drømme om hus, hund og Volvo, som alle andre, siger han.

- Det kan sagtens lade sig gøre at gøre noget for dem. På Kofoeds Skole har vi i f.eks. stor succes med nogle afrusnings- og genopretningskurser. Men vi ville gerne have et sted, hvor vi kunne fastholde dem i en lidt længere periode, end vi har nu mulighed for, for at forhindre, at de falder tilbage.

- I det hele taget kunne der gøres meget mere, end der bliver gjort nu, hvis myndighederne her og på Grønland tog problemerne mere alvorligt. Desværre rækker de 4,3 millioner kroner, som grønlændersektionen i øjeblikket får via Finansloven, ikke ret langt. Det drejer sig om penge, men også om en holdningsændring og om at bekæmpe fordomme, hvis der for alvor skal rettes op på de udsatte grønlænderes forhold, siger Erik Christensen.