Indsigt: Nordboernes skæbne - det uløste mysterium

Nordboernes skæbne - det uløste mysterium

Indholdsfortegnelse:: Kulturen, der forsvandt; Var det grønlænderne; Den arktiske elfenbenskyst; Bryllup i Hvalsøe; Vesterbygd frem til 1400-tallet

Hvad skete der med nordboerne efter de seneste overleveringer? Hvor blev de af? Hvad kan hustomter, møddinger og kirkegårde fortælle om deres liv og vandring, før de forsvandt? Hvad skete der efter brylluppet i 1408 i Hvalsey, og hvilke historiske enkeltheder efterlod engang i 1500-tallet en enlig nordbo, stendød, med en slidt kniv i hånden på en ø i den sydgrønlandske skærgård?

Blev de dræbt af inuit i blodige fejder eller myrdet af brutale pirater på jagt efter værdier som isbjørneskind og hvalrostænder?

Flygtede de Østpå, da vejret blev koldere og livet vanskeligere?

Eller tog de vestover mod det frodige Vinland. Blev de optaget i den eskimoiske familie hos grønlændernes forfædre, eller blev sygdom, dårlig ernæring eller degenerering deres smertefulde skæbne?

Eller var det lidt af hvert?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, der stadig giver forskerne hovedbrud, og som i de senere år har tiltrukket sig særlig opmærksomhed, på grund af 1000-året for Leif den Lykkeliges kristning af Grønland og opdagelsen af Amerika.

Kulturen, der forsvandt

Ved nordboernes to gamle hovedsæder - Østerbygden i Sydgrønland og Vesterbygden i Nuup Kangerlua (Godthåbfjorden) - ligger ruinerne af de gamle gårde strøet rundt som væltede, delvist overgroede legoklodser i det grønlandske fjordlandskab. Golde og tavse. Hemmelighedsfulde vidnesbyrd om en kultur, der i 500 år udfoldede sig i Grønland, og som på sit højdepunkt menes at have udgjort en befolkning på 2000- 3000 mennesker. En kultur, der på gådefuld vis forsvandt ud af historien en gang i midten af 1400-tallet.

Det gådefulde består først og fremmest i, at de norrøne bygder i Grønland i deres velmagtsdage var et ganske rodfæstet samfund med eget bispesæde på Gardar, hvorfor man med rimelighed kunne forvente, at fraflytningen var blevet overleveret i skrifter eller andet historisk kildemateriale. Desuden drev bønderne handel med kontakt til så fjerne steder som Vatikanet i Rom, der sædvanligvis omhyggeligt førte bog med dets engagementer op gennem historien.

Men svarene er forsvundet som hvirvler i kølvandet efter de skibe, de muligvis forsvandt med. Og heller ikke vinden, der suser over gårdtomterne inde i fjordene, er særlig meddelsom. Vi ved, hvordan det begyndte, men ikke, hvordan det sluttede.

Men et spadestik eller to under græstæppet ligger de vidnesbyrd gemt, som måske kan sprede det historiske tågeslør, der er blevet tættere og tættere, siden Erik den Røde og en gruppe landsmænd i 985 eller 986 kom sejlende med 25 vikingeskibe og koloniserede landet.

Det mener i alt fald arkæologen og seniorforskeren ved Nationalmuseet, Jette Arneborg, der gennem en årrække har beskæftiget sig med den norrøne kultur i Grønland. Hun har foretaget isotop-undersøgelser af gamle nordboskeletter, som afslører, at klimaet blev stadig koldere under nordboernes tid i landet. Så koldt, at det ikke mere var muligt at opretholde den gamle bondekultur.

Var det grønlænderne

Oprindeligt troede man, at nordboerne blev slået ihjel af grønlændernes forfædre. Men den forklaring har længe stået for fald. I dag er flertallet af forskere enige om, at nordboerne i en klimatisk kuldeperiode emigrerede til andre nordiske lande. Den tese, synes bekræftet af Jette Arneborgs undersøgelser. Men det er også sandsynligt, at andre faktorer har medvirket.

- En klimaændring på blot en enkelte grad kan have haft stor betydning, siger Jette Arneborg. De seneste undersøgelser tyder endog på, at der skete store forandringer fra nordboernes ankomst, til de forsvandt.

- Klimaskiftet har med sin indflydelse på landbruget påvirket nordboernes kostsammensætning, idet mælk, ost og smør efterhånden blev suppleret af fisk og sæl. Det viser isotop-undersøgelserne af nordboskeletter, og alt tyder på, at nordboerne med tiden blev endnu mere marine i valg af føde, idet nye isotopanalyser viser, at sæl og fisk på et tidspunkt udgjorde 80 procent af kosten.

- Efter al sandsynlighed blev vegetationen udpint, og da klimaet i 1400-tallet fortsat blev koldere, er det nærliggende at tro, at nordboerne rejste deres vej. Her foretrak de nok Island, som de havde de tætteste kontakter til. Når de valgte Island, skyldes det formentlig også, at pesten dér i landet tyndede så meget ud i befolkningen, at en masse attraktiv landbrugsjord blev ledig, fortæller Jette Arneborg.

Hun mener derfor, at tidligere teorier om, at nordboerne lod sig optage i inuitkulturen, næppe holder.

- Fra de velbevarede dragter på Herjolfsnæns ved vi, at nordboerne helt op til deres forsvinden brugte tøj af nyeste europæiske mode. - De havde altså tæt forbindelse med deres oprindelige kultur, hvorfra de gennem handel også blev forsynet med det livsvigtige jern.

Den arktiske elfenbenskyst

- Jeg tror, at nordboerne grundlæggende opfattede sig som en del af Europa, og de var afhængige af handelsforbindelserne hertil. Men de havde også gode varer at handle med. Blandt andet hvalrostænder, narhvaltænder, hvalroshud (til remme) og isbjørneskind.

- Især i en periode, hvor elfenben var en mangelvare på det europæiske marked, var hvalrostænder i høj kurs. Men det blev de ikke ved med, for elfenbenet vendte tilbage, og priserne på hvalrostand faldt.

- Efter at have været under den norske konge og gennem ham haft et handelssamarbejde med Europa i halvandet hundrede år, stoppede den officielle handelsforbindelse i 1420’erne, og da klimaet stadig gjorde livet mere og mere surt for de grønlandske bønder, er der grund at tro, de søgte bort.

- Det var naturligt at flytte til områder med samme kulturnormer som deres egne, og derfor sivede nordboerne formentlig til Island, som de stadig opretholdt kontakten til - også efter ophøret af de norske handelsskibes besøg i Grønland, mener Jette Arneborg.

Bryllup i Hvalsøe

Det sidste sikre vidnesbyrd om nordboernes tilstedeværelse i Grønland stammer fra en islandsk kirkebog og omhandler et bryllup i Hvalsø Kirke i Sydgrønland mellem Thorstein Olavsson og Sigrid Bjørnsdatter i 1408. Parret slog sig senere ned i Island.

Herefter er efterretningerne om nordboerne så usikre, at historikerne som regel ikke tillægger dem videnskabelig betydning. Blandt andet fordi beretningerne ofte er nedskrevet længe efter, at de angiveligt fandt sted. Men derfor kan de godt være underholdende og pirrende for fantasien.

Det gælder for eksempel en historie fra 1500-tallet, hvor en islænding ombord på et tysk fiskeskib i Nordatlanten, går i land i Sydgrønland og finder en nylig afdød nordbo med en skarp, men helt nedslidt kniv i hånden. Heller ikke han kan fortælle noget.

Et brev i Vatikanet i Rom fra slutningen af 1400-tallet beretter om, at pirater hærger Grønland. På det tidspunkt udførte engelske sørøvere en del piratvirksomhed ved Island, og der kan derfor være tale om en forveksling. Ifølge Jette Arneborg må det bero på en fortolkning.

Under alle omstændigheder anses brevet ikke som bevis for piratoverfald på nordboernes gårde, der ifølge forskellige overleveringer også blev plaget af røveriske hvalfangere fra Portugal.

Historikerne har sværere ved at afvise et skrift fra en islandsk kirkebog i 1379, som beretter om, at skrællinge overfaldt en nordbobygd og slog 18 nordboer ihjel og tog to drenge til fange.

Hvis beretningen er sand, rejser det spørgsmålet: hvordan kan historikere så afvise sandsynligheden for, at der var et altødelæggende uvenskab mellem inuit og nordboer?

Da nordboerne i starten af 1000-tallet slog sig ned i Grønland, fandt de nye europæiske indvandrere spor efter tidligere inuit-bopladser, men ifølge de sparsomme efteretninger mødte man ingen mennesker. Men efter fund af for eksempel nordbo-jern i udgravninger af gamle inuit-bopladser antages det - selvom det kan være indført på anden vis - at der senere har været handelskontakt mellem inuit og nordboerne. Det gælder såvel Dorset-folket, der indvandrede til Nordvestgrønland i 6- 700-tallet, og som senere smeltede sammen med Thule-folket, der i år 1200 indvandrede fra Canada og drog ned langs den grønlandske vestkyst. At der har været en form for kontakt bestyrkes måske mest af fund af inuit-træfigurer med nordbodragter.

En beretning fra en norsk præst, Ivar Bardarsson, der i 1300-tallet ledede en undsætningsekspedition fra Østerbygden til Vesterbygden, fortæller, at bygden er øde for mennesker, og at husdyrene løber frit omkring. Og så tilføjer han: Nu har skrællingerne det hele.

Vesterbygd frem til 1400-tallet

Alligevel kan nordboerne godt have forladt Vesterbygden frivilligt. Bardardssons udtalelse kan blot hentyde til, at nu har inuitterne det hele. Man ved heller ikke, hvor grundigt han undersøgte Nuup Kangerlua. Arkæologiske fund har siden vist, at der muligvis var bosættelse helt frem i 1400- tallet.

Det kan dog ikke afvises, at de nye Thule-folk, der langsomt bevægede sig syd over, kom i kamp med nordboerne. Men Ivar Bardarsson beretter ikke om ubegravede lig eller afbrændte gårde.

- Men herudover er problemet, at teksten fra 1600-tallet er en afskrift af en beretning fra slutningen af 1300-tallet, og fortællingen tyder på, at der er tale om en sammenfatning af flere tekster.

Der er grund til at antage, at forholdet mellem skrællinger og nordboer i højere grad har været præget af handel til gensidig glæde end kamp og fjendskab. Det bekræftes også af det forhold, at begge folkeslag rådede over varer og værdigenstande, som gjorde en gensidig udveksling til en oplagt mulighed.