Tid til forsoning

Erfaringer fra andre lande viser, at forsoningsprocessen får den meste helende effekt, hvis offer og krænker mødes. Hovedformålet er ikke at tage stilling til spørgsmålet om skyld. Et forsoningsmøde har gjort det lettere at lære af hændelsen, så overgrebene ikke gentages.

Onsdag d. 27. marts 2002
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Kultur og samfund, Love og konventioner, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse:
Et faktum
Forstå krænkelsernes væsen
Menneskelig værdighed
Erfaringer fra andre lande
Hvad så i Grønland?


De sidste 20-22 år herhjemme er blandt andet kendetegnet ved de utvetydige ønsker og krav om mere åbenhed i forhold der angår familiens indre liv. Familiens følelsesmæssige rum har således været genstand for et stadigt stigende pres, som resultat af oprøret mod de krænkelser og overgreb, der finder sted inden for familiens fire vægge: vold, incest, omsorgssvigt med mere. En proces vi kan kalde demontering af tabuer/af- tabuisering.

Der kom for alvor skub i den forandringsproces fra begyndelsen af 1980-erne, da en gruppe kvinder i Nuuk besluttede sig for ikke mere stiltiende at acceptere vold i hjemmene. Indtil da forekom volden skjult, fortiet og tilsyneladende accepteret. Nogle vigtige skridt blev taget i 1983, da krisecenteret for voldsramte og voldstruede kvinder og børn i Nuuk blev oprettet. Fortielsen forstummede. Problemerne synliggjort.

Kravet om åbenhed må ses som en modreaktion på den fortielse og på den laden stå til, holdningsløshed og normløshed, som havde bredt sig i det meste af det grønlandske samfund som en svøbe.

Vold og voldtægt kom på dagsorden i samfundsdebatten. I årene efter blev dagsordenen udvidet med spørgsmål om incest/seksuelle overgreb, selvmord og omsorgssvigt.

På én måde er disse fænomener forskellige, dog alligevel beslægtede derved, at de alle repræsenterer krænkende adfærd og overgreb. Alle der berøres af krænkelserne lider. Der er brug for en healingsproces, som også gerne skulle være en forsonigsproces. Hvis ikke vi etablerer nogle rammer for formidling af denne proces, er jeg bange for at den "af-tabuisering", der finder sted, blot vil resultere i nye tabere, nye grupper af marginaliserede og udstødte.

Du banker din samlever, "duer ikke, væk med dig". Du begår seksuelle overgreb, "duer ikke, væk med dig". Du svigter at yde dine børn omsorg, "duer ikke, væk med dig".

Så ender vi dér, hvor halvdelen af den voksne befolkning stemples som "duer ikke, væk".

At undgå dette er en af de største udfordringer for de enkelte familier, for lokalsamfundene og for hele nationen.

Et faktum
Det er et faktum at vold, incest og omsorgssvigt er hverdag for mange børn og voksne.

Omfanget af nogle af disse problemer er kendt. Sundhedsprofilundersøgelsen, Politiets årsberetninger, KANUKOKA’s senest undersøgelse af hvor mange børn og unge der aktuelt har behov for anbringelse uden for eget hjem, samt Eskimo Managements undersøgelse af samme beskriver disse.

Tallene taler deres tydelige sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen samlet set er ved at vende. Så det eneste positive, der er at sige om disse alvorlige problemer er, jo større afdækning og udredning af fænomenerne, jo dårligere vilkår får den kollektive fortrængning og fortielse, jo kortere synes vejen til erkendelse, og desto bedre muligheder for at opprioritere indsats over for familier og børn fremfor andre samfundsaktiviteter.

Forstå krænkelsernes væsen
Det er nemt nok at mærke vreden over den slags uretfærdigheder mellem mennesker - at den stærkeste udnytter sin magt til at kue den svageste. Ofte oplever man, at sympatien generelt går til offeret, og der næres afsky i forhold til krænkeren, hvilket rent følelsesmæssigt er nemt at forstå

Vi er imidlertid nødt til at forstå overgrebenes og krænkelsernes væsen for at skabe forandringer. Følelserne er på ét niveau, vilje til forandring på et andet - nemlig der hvor ansvarligheden bor.

Det er vigtigt at se på krænker og offer under ét, se på den proces som begge parter bliver en del af - ofte ufrivilligt. Der er ingen vindere i dette "spil", kun tabere og der skal ikke herske nogen tvivl om at begge lider.

Menneskelig værdighed
Jeg mener, at tiden er inde til at begynde at tale om, hvordan samfundet skal reagere i forhold til både den krænkede og krænkeren.

Målet må være, at begge parter skal have chancen for genopretning af menneskelig værdighed og i så vid udstrækning som muligt kunne indgå i konstruktive relationer i lokalsamfundet. Begge skal have mulighed for at frigøre sig fra de følelser, som låser dem fast - følelser som vrede, had, angst. Målet må være, at de implicerede forsoner sig med dét, der skete, så at livet skal kunne få en ny begyndelse.

Samfundet må tilbyde rammer for den proces som offer og krænker, skal igennem, den såkaldte forsoningsproces. Offer og krænkers menneskelighed og menneskelige værdighed skal være de bærende elementer. Processen kan ikke ske uden smerte, omend forskellig for de implicerede.

Erfaringer fra andre lande
Erfaringer fra andre lande viser, at forsoningsprocessen får den meste helende effekt, hvis offer og krænker mødes. Hovedformålet er ikke at tage stilling til spørgsmålet om skyld. Et forsoningsmøde har gjort det lettere at lære af hændelsen, så overgrebene ikke gentages.

Flere understreger, at krænkeren jo ikke kan tvinges til at sige undskyld, ligesom offeret ikke kan tvinges til at tilgive. Men i de vellykkede processer bliver der givet udtryk for en dyb anger fra krænkerens side og en overvældende generøsitet fra offerets.

Hvad så i Grønland?
Selv om Grønland ikke er i krig, så lever vi med så megen indre smerte fra traumatiske hændelser, at smertegrænsen er nået. Der går for mange menneskelige ressourcer tabt i kølvandet på den destruktive og selvdestruktive adfærd og kommunikation.

Vi må skabe forandring. Det er også børn og unges utvetydige appel til os voksne i Grønland. Deres budskaber er ikke til at tage fejl af: Giv os et ordentligt liv i trygge rammer uden alkohol og uden vold. Også mandlige indsatte på vore anstalter efterlyser ofte et egentligt behandlingstilbud.

Når et folk i Sydafrika, der har været brutaliseret af apartheid i en grad, man ikke har set magen til i historien, formår at etablere dialog mellem ofrene og krænkerne og derigennem opnår forsoning og ændret adfærd, så må det være muligt for os at gøre noget mere holdbart ved vores problemer.

Vi skal tage imod inspiration og nytænkning udefra, men ud fra vore egne forudsætninger udvikle vore egne modeller. Demontering af tabuer må ikke stå alene, den skal suppleres med muligheden for forsoning. Her må Kriminalforsorgen, Retsvæsenet, Socialforsorgen, Sundhedsvæsnet, De sociale Uddannelsesinstitutioner og Ilisimatusarfik gå sammen om at udvikle vores egen model. Tiden er inde til at genopbygge normer og leveregler for et ordentligt, menneskeligt liv og respektfuldt liv, hvor vi tager afstand fra de uacceptable handlemåder, men tager varer på menneskene bag.