Tvangsflytninger eller »restejendomme«

Der er ingen reel grund til på noget tidspunkt at tvinge lejere til at købe eller flytte fra deres nuværende lejerbolig

Fredag d. 8. februar 2002
Niels Peter Gundelach
Emnekreds: Boliger.

Indholdsfortegnelse:
- Set i relation til ejerboligprojektet
Restejendomme
Retslige stilling
Interessemodsætning
Erfaring fra Danmark
Opsparingen i ejerboligen


- Set i relation til ejerboligprojektet
I Sermitsiaq den 25.januar 2002 er der på side seks en artikel, som beskriver uenigheder mellem Nuup Kommunea og landsstyremedlemmet for Boliger og Infrastruktur, Jørgen Wæver Johansen, i forhold eventuel gennemførelse af ejerboligprojektet, betegnet "fra lejer til ejer".

I artiklen er borgmester Agnethe Davidsen citeret for at have sagt, at "fra lejer til ejer" skal være en ejerbolig-ordning uden social slagside, samt for at "ingen skal tvinges ud af ejendomme, som kommunen har været med til at finansiere".

Heroverfor står, fortsat ifølge artiklen, at Jørgen Wæver Johansen mener, at det er vigtigt, at beboerne i den samme bebyggelse har fælles interesser. Landsstyremedlemmet citeres dernæst for:

"Enhederne skal passe sammen -enten består en ejendom af lejeboliger eller af ejerboliger. Der kan opstå konflikter, hvis der er en enkelt eller to lejere tilbage i en opgang eller rækkehusbebyggelse".

Kommunen truer ifølge artiklen med "at bakke ud af det storstilede boligprojekt".

Restejendomme
Det ville være synd, idet ideen er god. Og det ville være en skam at forlade den eller stille dens gennemførelse i bero på løsning af den omtalte interessekonflikt mellem ejere og lejere, der bebor samme ejendom. Der er heller ingen grund til at give lejerne en vis frist til enten at købe eller flytte. Den omtalte interessekonflikt vil i praksis ikke være tilstede eller være meget begrænset.

Dette skal jeg vende tilbage til.

En restejendom er på det danske boligmarked et velkendt begreb, såvel inden for andelsboligforeninger som inden for den del af den ældre boligmasse, der er udstykket i ejerlejligheder.

Ved andelsboliger er restejendommen udtryk for den del af en andelsboligforenings ejendom, der fortsat bebos af de lejere, der ikke ville eller kunne indmelde sig i andelsboligforeningen, da beboerne fik ejendommen til overtagelse på andelsbasis som oftest som følge af lejelovens regler om tilbudspligt.

Ved ejerlejlighedsejendomme er restejendommen på tilsvarende måde udtryk for den del af ejendommen, der fortsat bebos af lejerne. Altså de lejere, der ikke ønskede at gøre brug af det tilbud om køb af deres lejlighed, de typisk fik fra ejendommens ejer, dengang denne fik opdelt og udstykket sin udlejningsejendom i ejerlejligheder.

Retslige stilling
Hvorledes er restejendomslejernes retsstilling så?

Helt uændret. De nyder præcis samme beskyttelse i henhold til lejelovgivningen som før ejendommen blev overtaget af en andelsboligforening eller udstykket i ejerlejligheder.

I andelsboligforeninger kan det udtrykkes på den måde, at andelsboligforeningen overfor beboerne i restejendommen (altså ikke-medlemmerne) indtræder i de samme rettigheder og forpligtelser overfor disse lejere som ejendommens tidligere ejer havde.

Ved ejerlejlighedsejendomme "kører de eksisterende lejekontrakter" bare videre. Der skete jo heller ikke noget ejerskifte på udlejerside, idet lejeren netop afslog at købe sin lejlighed.

Fælles for andelsboligforeningen og ejeren af den udstykkede og ejerlejlighedsopdelte restejendom er, at de tidsubestemt må vente på, at beboerne i restejendommen selv siger deres lejemål op og fraflytter.

Valgte man at indrette den kommende lovgivning på tilsvarende måde, behøvede det gode projekt "fra lejer til ejer" ikke at kuldsejle. Man ville nå det samme mål, blot over en noget længere årrække, men også uden tvang overfor nogen lejere.

Interessemodsætning
Interessemodsætningen mellem ejerne og lejerne i samme ejendom?

Jeg har ovenfor hævdet, at der ingen interessemodsætning er - eller, hvis den er der, at den er meget beskeden. Udgangspunktet er efter min opfattelse tværtimod, at ejere og lejere i samme ejendom har flere fællesinteresser end særinteresse.

Den bærende (fælles)interesse er, at man bor i samme ejendom og gerne vil have, at ejendommen holdes ordentlig vedlige, at den rengøres ordentlig, at udenoms-omgivelserne er pæne osv.

Erfaring fra Danmark
Som tidligere administrator af byejendomme og lejeretsadvokat i København har jeg deltaget som dirigent i mange generalforsamlinger i såvel andelsboligforeninger som ejerforeninger. Ofte tillod generalforsamlingerne, fordi man nu engang boede under samme tag, ikke-medlemmer (altså lejerne i restejendommen) at være tilstede og ytre sig på generalforsamlinger, men naturligvis ikke, at ikke-medlemmer afgav stemme på generalforsamlingen.

Jeg erindrer ikke at have overværet, at nævneværdige interessemodsætninger mellem de to forskellige beboergrupper i ejendommen er kommet til udtryk på disse generalforsamlinger.

Med i billedet hører nok også, at ikke-medlemmer er klar over, at man selv har valgt ikke at være med, hvorfor man i konsekvens heraf vælger at vige, når spørgsmål, som for alvor fokuserer på, om man er ejer eller lejer, kommer på tale.

Opsparingen i ejerboligen
Fra projektet start har et af de tiltalende argumenter for projektets gennemførelse været, at der ved opsparing af kapital i ejerboligen skabtes kreditgrundlag for f.eks. etablering af selvstændig virksomhed. Skal opsparingen gå hurtigt, må køberen til finansiering af sit ejerboligkøb vælge lån med relativ kort løbetid.

Skal ordningen være uden social slagside, vil det med andre ord vel navnlig sige, at alle lønmodtagere skal have økonomisk mulighed for at købe sin lejerbolig. Det må alle vel også kunne, hvis boligudgiften efter købet, netto andrager det samme beløb, som betaltes i husleje inden købet.

En sådan ordning vil - alt andet lige - også kunne tilvejebringes f.eks. gennem lånefinansiering med meget lange løbetider. Det vil naturligvis også en betydelig lavere årlig opsparing i ejerboligen.

De i artiklen beskrevne uenigheder mellem Nuuk Kommune og Landsstyremedlemmet for Boliger og Infrastruktur bør ikke være til hinder for det gode projekts gennemførelse.

Der er ingen reel grund til på noget tidspunkt at tvinge lejere til at købe eller flytte fra deres nuværende lejerbolig. Uanset betydelig forskellighed i lejernes indkomst - og formueforhold bør kommende lovgivning kunne indrettes således, at alle lejere, der reelt vil være med på "fra lejer til ejer"-tanken , også får økonomisk mulighed for at købe boligen.

Eftersom lejlighederne i restejendomme kan sælges som andelsboliger eller ejerlejligheder, efterhånden som de bliver ledige ved frivillig fraflytning m.v., opnås ad åre "rene boligenheder" - altså andelsboligforeninger og ejerlejlighedsejendommen uden lejere i.

Der er al mulig grund til at gennemføre det gode projekt uden tvang af nogen art.