Det svageste led

De fleste er alt for velopdragede til at tage initiativ til sådanne personfikserede evalueringer, f.eks. hvad angår enkelte bestyrelsesmedlemmers loyalitet, manglende kapacitet som følge af høj alder eller lignende situationer

Fredag d. 1. februar 2002
Jørgen Wæver Johansen
Emnekreds: Erhverv, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Masser af inspiration at hente
Anbefalinger
Evalueringen
Som Novozymes A/S


Retningslinier, som sikrer god selskabsledelse i Grønland, er vigtige at have. Det er nødvendigt at stille større krav til bestyrelsesmedlemmers kvalitet og arbejdsindsats i selskabsledelse.

Det betyder, at de ikke alene skal evaluere deres egen indsats, men også den indsats som bestyrelseskollegerne har ydet det seneste år. Ikke mindst er det nødvendigt med en evaluering af samarbejdet mellem direktionen og bestyrelsen, og direktionens indsats overfor bestyrelsen.

Masser af inspiration at hente
På international plan har man igennem en årrække arbejdet med konceptet Corporate Governance, som ikke alene fokuserer på bestyrelseskvalitet men også på general god selskabsledelse. I marts 2001 nedsatte erhvervsministeren i Danmark det såkaldte Nørby-udvalg (med bl.a. Mads Øvlisen, som deltog i vores LeaderShip Grønland projekt), som skulle komme med anbefalinger for god selskabsledelse i Danmark. Udvalget fremkom med sine anbefalinger lige før jul.

Anbefalinger
Én af anbefalingerne er, at der bør indføres evalueringer, som er tilpasset de enkelte selskabers behov, af direktionens arbejde og bestyrelsens ligeså.

Udvalget mener også, at der bør være grænser for, hvor mange bestyrelsesposter en administrerende direktør kan bestride.

Her er vurderingen, at administrerende direktører højst kan bestride én formandspost og én menig bestyrelsespost, eller alternativt tre menige bestyrelsesposter, såfremt de fortsat skal kunne lede deres selskab på forsvarlig vis.

Begge betragtninger, men især den første, er yderst interessante her i landet.

Evalueringen
Evalueringen af direktions- og bestyrelsesarbejdet er nødvendig, fordi de fleste går med den falske overbevisning om, at når der opstår problemer, så tager man en snak og løser problemerne.

Vel gør man da ej.

De fleste er alt for velopdragede til at tage initiativ til sådanne personfikserede evalueringer, f.eks. hvad angår enkelte bestyrelsesmedlemmers loyalitet, manglende kapacitet som følge af høj alder eller lignende situationer.

Men set udfra et ejer synspunkt, må det anses som utrolig vigtigt at disse evalueringer bliver foretaget, også selv om det ikke lige nu og her medfører omfattende ændringer.

Som Novozymes A/S
Derfor mener jeg, at vi gør klogt i at indføre retningslinier, som sikrer os evalueringer af det direktions- og bestyrelsesarbejde, der bliver foretaget i de hjemmestyreejede selskaber. Vel at mærke, at her taler vi om de mennesker, som bliver udpeget til bestyrelserne, og som dermed har ansvaret for disse selskabers ve og vel.

Faktisk mener jeg, at vi bør følge Novozymes eksempel og indføre systematiske evalueringer af selskabernes overordnede ledelse. Det gør Novozymes, som har indført et evalueringsskema af samarbejdet mellem direktion og bestyrelse.

For det andet evaluerer man direktionens indsats overfor bestyrelsen, og som det tredje et skema for den enkelte bestyrelsesmedlems evaluering af sin egen og sine kollegers indsats i samarbejdet med direktionen.

Dette ville være en passende og konstruktiv måde at løse de tilbagevendende problemer, vi har med hensyn til det kvalitetsarbejde eller mangel på samme, som bestyrelsen henholdsvis direktionen for visse hjemmestyreejede virksomheder har formået her i Grønland.

Man kunne jo passende indføre en principbeslutning, om at udskifte de svageste led ...