Forandring - for børnenes skyld!

Ud fra en medmenneskelig betragtning kan et demokrati ikke leve med, at en stor del af befolkningen er sat uden for social, økonomisk eller politisk indflydelse, mens de politiske og administrative system samt det professionelle personale passivt ser til, at flere og flere børn og unge vokser op uden mulighed for en tryg voksentilværelse

Fredag d. 5. oktober 2001
Kaali Olsen
Emnekreds: Politik, Uddannelse.

Atuarfitsialak reformen er gået ind i en fase, hvor flotte ord, visioner og mål skal virkeliggøres. Samfundet vil stille højere og højere forventninger til kvaliteten af skolens omsorg og undervisning. Inden længe vil politikere og forældre begynde at spørge, om udbyttet virkelig står mål med de intentioner, som man har med Atuarfitsialak.

Vi går ind i en tid, hvor nogle skoleledere, lærere, forældre og administratorer vil opleve modløshed og frustration, og der vil komme perioder, hvor man mest af alt vil få lyst til at droppe alt det nye og vende tilbage til det gamle - det "trygge".

Mange vil føle, at kravene er svimlende høje, for ambitiøse, mens andre vil mene, at det ikke kan gå hurtigt nok. Nogle vil glædes over de små forandringer og forbedringer, mens andre nedladende og tørt allerede har bemærket, "lad os nu se - det kan sagtens nå at ende gruelig galt".

Men uanset om man hører til den "positive" og forventningsfulde gruppe eller "tvivlerne", er det "sidste udkald" for Atuarfitsialak (og for den sags skyld hele det sociale område).

Vi må holde fast ved en erkendelse om, at skole- og uddannelsessystemet (herunder Ilimmarfik) til stadighed må få den højeste opmærksomhed og prioritet, hvis landet skal gøre sig håb om, at nå til et punkt, hvor man med rimelighed kan sige, at der er skabt basis for, at alle samfundsborgere kan få en tryggere og mere tilfredsstillende tilværelse.

Om vi arbejder i social-, sundheds-, eller skolevæsenet, kan vi nemlig ikke længere udsætte bestræbelserne på at skabe et mere lige og retfærdigt samfund, baseret på omsorg og respekt for alle samfundsmedlemmer.

Ud fra en medmenneskelig betragtning kan et demokrati ikke leve med, at en stor del af befolkningen er sat uden for social, økonomisk eller politisk indflydelse, mens de politiske og administrative system samt det professionelle personale passivt ser til, at flere og flere børn og unge vokser op uden mulighed for en tryg voksentilværelse.

Uanset om folkeskoleforordningen træder i kraft i 2002 eller 2003, haster det derfor med at tage arbejdstøjet på og efter bedste evne forsøge at virkeliggøre nogle af de visioner og intentioner, der ligger bag Atuarfitsialak-reformen.

Om vi starter nu eller senere, vil vi aldrig føle os 100% forberedte på eller modne nok til opgaven. Verden omkring os er i bevægelse. Filosofien, videnskaben, erhvervslivet, kravene til børn og unge, værdier, syn på livet, sandheden osv. osv. er ikke statiske størrelser.

Og det er den virkelighed, som pædagogikken og skolerne lever i og må arbejde ud fra - uanset om man er enig med intentionerne bag Atuarfitsialak eller ikke. Lærerne må populært sagt lære ved at gøre det nødvendige arbejde og reflektere over, hvordan de selv og deres elever kan lære at lære og løbende justere undervisningen, så den svarer til de krav, som samfundet stiller.

Skoleudvikling bliver derfor ikke kun en aktivitet, som en lille gruppe udviklingsorienterede lærere laver, men en opgave, som skolen og alle omkring børnene har ansvaret for.

Men alle, der har beskæftiget sig med så omfattende reformer som Atuarfitsialak, ved også, at forandringer tager tid, og at der også vil være stærke kræfter i systemerne, som direkte eller indirekte vil modarbejde eller forsøge at hindre nogle af de gode intentioner og ideer.

Der vil endnu komme mange gode som dårlige begrundelser for, hvorfor arbejdet med at nå målsætningerne eller intentionerne ikke kan påbegyndes på nuværende tidspunkt. Men heldigvis har en del skoler allerede set alvoren i deres opgave og har dannet fortrop i forsøget på at skabe en bedre skole for deres elever.

De vil ikke vente med at igangsætte udviklingstiltag, indtil alting står parat, og alle føler sig rede. De gør "bare" det, som alle professionelle med fagligt stolthed vil gøre: at skabe udvikling og forandring for børnenes skyld.