Er vi på vej mod en ny kulturpolitik?

Vi tror imidlertid, at billedkunsten trives bedst under vilkår, hvor de enkelte kunstnere og grupper af kunstnere sikres mulighed for gennem deres kunst og menneskelige overskud at engagere sig i samfundet. I den situation vil nogle af dem givetvis finde sammen med Grønlands erhvervsliv - på lige fod

Fredag d. 15. juni 2001
Anne-Birthe Hove
Emnekreds: Erhverv, Kultur og samfund.

Landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen præsenterer i et indlæg i Sermitsiaq nr. 22 nogle ideer om, hvordan kulturen kan bruges til at vise Grønlands ansigt udadtil. Grønlands kunstnere skal sendes ud i verden og vise deres "ting" frem og på den måde bidrage til at Grønland bliver mere synligt. KNI’s direktør Keld Askær har tidligere præsenteret lignende ideer om at forene kunst med et "salgsfremstød" for Grønland, og KNI har i praksis også bidraget aktivt ved at sende et af kystskibene op og ned langs Grønlands kyst fyldt op med musikere og andet godt. KNI har derudover også i en periode stillet et lokale i Nuuk til rådighed for kunstnersammenslutningen KIMIK og derved bidraget til at afhjælpe den mangel på værkstedsfaciliteter, som Grønlands kunstnere lider under. I KIMIK hilser vi det velkommen, at der kommer initiativer til skabe mere rum for kunsten i Grønland. Det nystartede kulturråd har netop holdt sit første møde og KIMIK vil bestemt bruge sit medlemskab i rådet til at sætte sit præg på kulturpolitikken i de kommende år. For os billedkunstnere er virkeligheden imidlertid lidt mere kompliceret end som så. Det er ikke nok for os at få et tilbud om at være med på en bustur, hvor Grønlands kultur skal udstilles, samtidigt med at der "markedsføres kvalitetsprodukter". Vi mangler værksteder, ordentlige udstillingssteder, et kunstmuseum, bedre arbejdslegater og økonomisk hjælp til udstillingsvirksomhed både hjemme og i udlandet. Vi savner en egentlig kunstskole med en kompetencegivende uddannelse, som kan sikre at vore unge med lyst til kunst får ordentlige vækstvilkår, og vi mangler et kraftfuldt udspil fra det offentlige, som sikrer aftagere til vore "produkter" for eksempel i form af flere udsmykningsopgaver. Hvorfor er der for eksempel i Grønland ikke som i andre lande en regel om, at der i offentlige byggerier skal afsættes en procentdel af byggesummen til udsmykning? Og hvad med at give de private mulighed for at trække udgiften til udsmykninger fra i deres skatteregnskab? Jørgen Wæver Johansens og Keld Askærs udspil er fine, men de efterlader os lidt med en fornemmelse af, at vi skal bruges til at sælge rejer og hellefisk. Vi synes, det er helt fint at sælge både rejer og hellefisk og også alle de andre gode ting, vi har til salg - og som vi jo skal sælge for at overleve. Vi tror imidlertid, at billedkunsten trives bedst under vilkår, hvor de enkelte kunstnere og grupper af kunstnere sikres mulighed for gennem deres kunst og menneskelige overskud at engagere sig i samfundet. I den situation vil nogle af dem givetvis finde sammen med Grønlands erhvervsliv - på lige fod. Giv os en langsigtet kulturpolitik, som viser - og sætter penge på - at man er indstillet på at satse på kulturen.