Partiformand uden bagland

Uanset hvad man mener om de nu vedtagne forslag til privatiseringen af KNI, er det selvfølgelig uholdbart, at formanden for Inuit Ataqatigiit stemmer imod sin egen landstingsgruppe. Specielt i en sag, der må betegnes som ikke mindre end livsvigtigt for det grønlandske samfund, og hvor IA har stærke politiske interesser.

Torsdag d. 14. juni 2001
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Politik.

På den nylig overståede landstingssamling, som sædvanlig mest rig på ord, var det mest bemærkelsesværdige Inuit Ataqatigiits formand, landsstyremedlem for økonomi, Josef "Tuusi" Motzfeldt, der i spørgsmålet om KNI’s privatisering stemte sammen med Siumut og Atassut mod sin egen landstingsgruppe i IA. Josef Motzfeldt gav umiddelbart efter afstemningen udtryk for, at hans stemmeafgivning var koordineret med landstingsgruppen og baglandet i Inuit Ataqatigiit. At dette ikke kan være tilfældet, vidner den senere tids reaktioner fra de største lokalafdelinger i Nuuk og Sisimiut om. Begge lokalafdelinger kræver Josef Motzfeldt afsat som partiformand, gennem en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling i partiet til efteråret. Bemærkelsesværdigt var det også, at gruppeformanden i Landstinget, Lars Sørensen, ikke ubetinget bakkede op om Josef Motzfeldt i sagen, ligesom der fra partiet har været en nærmest skrigende tavshed Et møde i hovedbestyrelsen mandag, 2. pinsedag, gav heller ikke nogen afklaring på den ekstraordinære situation i et regeringsbærende parti. Uanset hvad man mener om de nu vedtagne forslag til privatiseringen af KNI, er det selvfølgelig uholdbart, at formanden for Inuit Ataqatigiit stemmer imod sin egen landstingsgruppe. Specielt i en sag, der må betegnes som ikke mindre end livsvigtigt for det grønlandske samfund, og hvor IA har stærke politiske interesser. Igen er det principielt ikke vigtigt, om man er enig med IA eller ej i den konkrete sag. Formanden for IA må som minimum forventes at arbejde for hele Inuit Ataqatigiits politiske interesser, og de senere dages uro i partiet afslører, at Josef Motzfeldt har tabt følingen med både landstingsgruppen og partiets bagland. Alene af den grund er det eneste rigtige for Josef Motzfeldt at træde tilbage som partiformand med øjeblikkelig virkning. Det betyder ikke nødvendigvis, at Josef Motzfeldt også skal træde tilbage som landsstyremedlem for økonomi. Et hverv han indtil videre har forvaltet med en sparsommelighed og en forståelse for landskassens stramme økonomi, som man på forhånd ikke ville have tiltænkt Inuit Ataqatigiit. Konflikten i Inuit Ataqatigiit afdækker den mere fundamentale kløft mellem tænkningen i landsstyret (stærkt påvirket af centraladministrationen) på den ene side og Landstinget og befolkningen på den anden. Ministre kommer og går, mens direktører aldrig forgår. Josef Motzfeldt har i denne sag ikke formået at bygge bro mellem påvirkningerne fra landsstyret/centraladministrationen og fra Landstinget eller befolkningen i bredere forstand. Politisk må dét betragtes som en falliterklæring, selvom landskassens økonomi stadig viser et overskud. Josef Motzfeldt har før prøvet at være ude i den politiske kulde og har vist sig i stand til at arbejde sig tilbage efter fortjeneste til centrale politiske poster. Det kan han måske gøre igen. I alt fald er tiden inde til at trække sig som formand for partiet.