Vakantboliger - dyre og fremmedgørende

Han og hans kone nåede at bo i syv forskellige vakantboliger på næsten to år. På et tidspunkt boede de seks uger på hotel. Om det siger min kilde: »Efter fire uger på hotellet var det næsten sådan, at vi havde fået nok og ville flytte herfra igen. Bare forlade Grønland«

Fredag d. 8. juni 2001
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse:
Det koster mange penge
Boligsituationen i dag
Samfundet betaler
"Det har været negativt"
Problemet påvirker os alle


At bo vakant betyder at bo midlertidigt i en bolig, indtil man får en varig. De fleste nyankomne starter med at bo i sådanne midlertidige boliger. Boligerne kan være lejligheder, privat indkvartering eller hotelværelser. Mange bliver flyttet rundt fra vakantbolig til vakantbolig i flere måneder efter ankomst, og ikke nok med det, de starter med at bo i før-midlertidige (prævakant) boliger før de overhovedet får en vakantbolig. For at disse vakantboliger skal stå til rådighed, beslaglægges mange boliger.

Mange flere end der egentlig er i brug, fordi folk flyttes ind og ud af boligerne flere gange, hvorved der altid vil stå et vist antal tomme.

Det koster mange penge
At bo prævakant og vakant koster ikke beboeren noget, det betales af arbejdsgiveren. Udover at huslejen, betales opbevaringen af beboerens egne møbler også af arbejdsgiveren. Det er altså en meget høj regning, der betales af de arbejdsgivere, som har mange tilkaldte ansat.

En af disse arbejdsgivere er Grønlands Hjemmestyres centraladministration i Nuuk. For Hjemmestyrets ansatte alene, blev der ifølge Den Centrale Regnskabsafdelings kontoplan, i de første otte måneder af år 2000 brugt ca. 15 mio. kr. på vakantboliger inkl. møbleringsafgift og opmagasinering af egne møbler.

Boligsituationen i dag
I øjeblikket er der stor boligmangel i Nuuk og mange andre steder i Grønland. Man kan risikere at skulle stå på venteliste i op til 13 år før man får den ønskede bolig.

I Grønlands Statistiks boligprojektbeskrivelse kan man læse, at det opgjorte boligbehov for folk på 20 år og opefter i Nuuk var 6.711 boliger.

Dækningsprocenten af denne er kun på 82,4%

Derfor er det vigtigt, at man udnytter de boliger, der er til rådighed optimalt, og ikke mindst, at man får bygget nye boliger. Man kan også se i Grønlands Statistiks Årbog 2000, at igangsat og forventet igangsat boligbygning for 1999 til 2000 var faldende. Endvidere kan man læse, at Hjemmestyret for årene 1998 og 1999 anvendte henholdsvis 177 og 165 millioner kroner på nybyggeri, mens der for år 2000 på det tidspunkt kun var afsat 151 millioner kroner.

Det hænger ikke sammen med det store boligbehov, som en dækningsprocent på kun 86,6 for hele Grønland viser.

Samfundet betaler
Som vi ved, er det os skatteydere, der betaler Hjemmestyrets drift, derved betaler vi også denne vakantboligordning. De penge kunne bruges meget mere fornuftigt, for eksempel i form af mere boligbyggeri. Penge er dog ikke det eneste samfundet betaler for denne vakantboligordning. Når en nyankommen grønlandsk eller udenlandsk familie kommer til at bo, først prævakant, så vakant, og bliver flyttet rundt fra sted til sted i løbet af de første måneder, de er i byen, medvirker det stærkt til en fremmedgørelse. Det hæmmer altså muligheden for integrationen i de nye omgivelser for de nyankomne.

Den enkelte betaler en pris og samfundet betaler en pris. Denne desintegration kan i sidste ende føre til, at den nyankomne vælger at rejse hjem før ansættelseskontrakten udløber. Derved bliver det endnu dyrere, da man så skal til at skaffe ny arbejdskraft og køre hele prævakant og vakant møllen samt flytteomkostninger igen.

"Det har været negativt"
I et interview fortæller en tilkaldt, som har boet i Nuuk i tre år, hvordan han har oplevet dét at bo vakant: "Det har været negativt, meget negativt. Vi har selvfølgelig oplevet forskellige bydele, men det er ikke sådan, man gerne vil se byen. Utrygt har det også været, uden at vide hvor lang tid man skal bo et sted. Vakantboligordningen er ineffektiv".

Han og hans kone nåede at bo i syv forskellige vakantboliger på næsten to år. På et tidspunkt boede de seks uger på hotel. Om det siger min kilde: "Efter fire uger på hotellet var det næsten sådan, at vi havde fået nok og ville flytte herfra igen. Bare forlade Grønland". Heldigvis var de unge og fleksible og havde endnu ikke fået børn. Derfor mente de alligevel at kunne holde flytteriet ud.

Økonomisk set skulle man tro, at de tilkaldte synes, det er en god ordning, men herom siger min kilde, at han hellere ville betale for den tryghed det giver, at have en fast bolig fra starten.

Parret har nu en søn på lidt over et år, og de er meget glade for, at de endelig har fået en fast bolig.

"Vi kunne slet ikke have klaret at bo vakant og flytte rundt med en nyfødt baby".

Problemet påvirker os alle
Vakantboligsituationen er kun et af de mange problemer boligmanglen skaber. Ikke desto mindre er det et problem, som påvirker os alle. Ikke kun de nyankomne, men også deres arbejdsgivere, deres kolleger, deres familier, de familier de berører og ikke mindst samfundet.

Det ville være billigere, både økonomisk og for samfundet som helhed, at kunne give de nyankomne en bolig med det samme de ankommer. Derfor er det vigtigt, vi får sat gang i boligbyggeriet en gang for alle.