Sundhedsvæsenet i Grønland - prioritering endnu engang

Enhver chefdistriktslæge, der har overblik over sit distrikt, ville hurtigt kunne meddele om ørepatienterne er begyndt at høre bedre, og om de har mindre øreflod efter operation. Det burde også være en overkommelig opgave for de lokale læger at se på om væksthormonpatienter vokser bedre efter indsat behandling

Fredag d. 1. juni 2001
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse: Handlekraft efterlyses Målsætning Nordisk standard Prioritering Nyttevirkning Til alt held overlever den grønlandske internetavis Atagu. Via denne har jeg fra fjernt fra Grønland læst sundhedsdirektør Jørgen Dreyers indlæg i Sermitsiaq 4. maj 2001. Emnet var prioritering i Grønlands Sundhedsvæsen. Dreyer efterlyste en offentlig debat om sundhedsvæsenets opgaver blandt borgere, personale, patienter og politikere. Handlekraft efterlyses Dreyers indlæg gav det indtryk, at debatten hidtil har manglet. Det er forkert. Efter sundhedsvæsenets hjemtagelse i 1992 har mange sten været vendt, også offentligt, og også når det drejer sig om prioritering. Dog skal det indrømmes, at de grønlandske politikere med få undtagelser har været fraværende i debatten. Før Dreyers indlæg har de ansatte i Sundhedsdirektoratet heller ikke været fremme på banen. Debatdeltagerne har til en vis grad været Tordenskjolds soldater, hvortil jeg også selv hører. Men andre har også deltaget. landsstyremedlem for sundhed, Alfred Jakobsen, har fra tid til anden fremsat fornuftige forslag, blandt andet i Landstinget, også om prioritering og nyttevirkning. Problemet med Jakobsen er, at der ikke kommer noget ud af hans velmente overvejelser. Det er ikke kun hans egen skyld. Landstinget er medskyldig. De folkevalgte har desværre ikke været interesserede. Men landsstyremedlemmet for sundhed bør være mere handlekraftig og træffe de beslutninger, som andre ikke vil træffe. Målsætning Dreyer efterlyste en målsætning for Grønlands Sundhedsvæsen. Jeg kender ikke noget land i verden, der har en veldefineret målsætning for sit sundhedsvæsen. I 1988 har Danmark tilsluttet sig WHO’s program "Sundhed for alle år 2000". Dengang var Grønlands Sundhedsvæsen under Danmark, så programmet måtte vel også gælde for Grønland. Det løser bare ikke prioriteringsproblemerne. Nordisk standard I 1999 kom den omfattende rapport "Strukturproblemer i det Grønlandske Sundhedsvæsen", som formodentligt meget få har læst. Om målsætningen hed det "Den overordnede sundhedspolitiske vision er, at Grønland skal have et velfungerende sundhedsvæsen i fortsat udvikling, og at kvalitetsniveauet skal ligge på dansk, nordisk standard. Skønsmæssigt vil det koste cirka tre gange så meget pr indbygger som i Danmark at realisere visionerne - det vil sige drifts- og anlægsbudgettet skal op på ca. 1,5 mia. kr. pr år." Landstinget har bevilget mindre end det halve beløb. Dreyer skrev: "Det er dog vigtigt at pointere, at selvom sundhedsvæsenets økonomi for eksempel blev fordoblet, ville det stadigvæk være ensbetydende med, at der skulle prioriteres, og tilførslen af flere ressourcer ville ikke fjerne spørgsmålet om prioritering." Jeg tror, at sådan er det ikke kun i Grønland, men overalt i verden, også i de rige skandinaviske lande. Sundhedsdirektøren stillede spørgsmålet: "Hvor mange penge er vi villige til at ofre på det fælles sundhedsvæsen?" Det ville være interessant at lade spørgsmålet gå videre til landsstyremedlemmet for økonomi. Han ville nok sige, at bare det at nå målsætningen, dansk-nordisk standard, vil være for dyrt. Strukturrapporten sagde, at det ville koste 1,5 milliard kroner. Dette beløb er nok helt urealistisk i dagens Grønland. Jeg mener imidlertid, man kunne udnytte de cirka 700 millioner kroner, der nu bevilges meget mere effektivt. Prioritering Vi må spørge, om der virkelig er god økonomi i bevidstløst at kopiere danske metoder. Det problem blev taget op i 1996 af lægernes fagblad "Nakorsanut", da redaktionen befandt sig i Maniitsoq. I stedet for en teoretisk prioriteringsdebat med flotte forkromede målsætninger besluttede redaktionen speciale for speciale at diskutere valg og fravalg af veldefinerede alternativer. Redaktionen overvejede, hvilke grønlandske patienter, der kunne og skulle behandles lokalt på Kysten, hvilke der skulle behandles på Dronning Ingrids Hospital, og hvilke der skulle sendes til Rigshospitalet. "Nakorsanut" diskuterede metoder, som var fagligt forsvarlige og økonomisk realistiske at anvende. "Nakorsanut" nåede desværre kun at behandle to specialer, men dog to meget vigtige specialer: "Omsorg for spæde og nyfødte i Grønland" og "Narkose i Grønland". Herefter sluttede festen. På grund af uforstand lukkede bestyrelsen i Grønlands Lægekredsforening "Nakorsanut". "Nakorsanut" blev sendt til de grønlandske politikere, alle landstingsmedlemmer og mange andre. Men der kom ingen reaktioner. Numrene af "Nakorsanut" fra 1996 ligger nu på internet. Se www.pilattuut.suite.dk. Her kan man se konkrete forslag til prioritering. Sådanne temanumre burde udarbejdes for alle andre Grønlandsrelevante lægelige specialer, for eksempel øjensygdomme og øre-næse-hals sygdomme. Det ville være et godt bidrag til prioriteringsdebatten. Men hvis beslutningstagerne ikke gider tage stilling til de udarbejdede forslag, så kan det selvfølgelig være lige meget. Nyttevirkning Hvis man skal tage stilling til de øvrige af Dreyer foreslåede debatemner, så er det nødvendigt at se på nyttevirkningen af sundhedsvæsenets ydelser. Det er et spørgsmål om, man får nok ud af de penge, der bruges i dag. En debat om kvaliteten eller snarere nyttevirkningen af sundhedsvæsenets ydelser foregår for tiden i Norge - i mindre grad i Danmark og næsten slet ikke i Grønland. Et nyt speciale kaldet "Evidens baseret medicin" er ved at opstå. Det går ud på at sætte spørgsmålstegn ved mange kostbare, men veletablerede behandlingsformer, som i virkeligheden er værdiløse. For Grønlands vedkommende kunne sådanne spørgsmålstegn sættes ved for eksempel værdien af kirurgisk trommehindetransplantation og behandling med væksthormon til grønlandske børn, der ikke fejler noget ud over at være små. Hvis jeg var landsstyremedlem for sundhed, ville jeg snarest anmode chefdistriktslægerne om en rapport vedrørende disse behandlingers omfang og resultat. Enhver chefdistriktslæge, der har overblik over sit distrikt, ville hurtigt kunne meddele om ørepatienterne er begyndt at høre bedre, og om de har mindre øreflod efter operation. Det burde også være en overkommelig opgave for de lokale læger at se på om væksthormonpatienter vokser bedre efter indsat behandling. I dag er der ingen, der ved det, men formodentligt er resultaterne dårlige. Jeg mener disse behandlinger bør ophøre - eller med Dreyers sprogbrug - fravælges. Ikke alene koster de mange penge, men ydelserne er formodentligt ret nyttesløse. Der kan sikkert findes mange andre eksempler end de to nævnte.