Selvstændighedens veje

Der er sket meget godt og ondt i rigsfællesskabets navn. I dag har Danmark udviklet sig til at være en nation med høj sociologisk standard. Grønland har, omend lidt speciel, et moderne og veludviklet samfund. Det bør være en nemmere sag, at føre vores ret til selvstyre

Tirsdag d. 8. maj 2001
Johannes Kyed
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Island
Færøerne
Grønland


Der er mange måder at forsøge at udvikle modeller for, hvordan vi kan opnå selvstændighed. For Grønlands vedkommende har det igennem de sidste knap 22 år været hjulpet frem af hjemmestyreordningen. Det er tilfældet som vi kan se det med Færøerne, og som det har været med Island.

Med hjemmestyreordningen har vi overtaget en del ansvarsområder, men mangler nogle væsentlige overdragelser for at have fuld kontrol over samtlige instanser. Når det sker opnår vi et "fuldendt" demokratisk styre. Disse instanser er retsvæsenet, kriminalforsorgen og politimyndighederne samt udenrigspolitikken.

Men, der er én ting der sjældent fokuseres på! Det er fuld ret til undergrunden. Det må være på sin plads at få gennemført en ændring i råstofloven, således at fortolkningen af "grønlændernes grundlæggende ret til undergrunden" forstås som det nævnes. Tolkningen af "grønlænderne" skal IKKE forstås som de "sorthårede" og kun grønlandsk talende alene. Det er alle af de 56.000 der lever og ånder for, samt respekterer dette land.

Grundlæggende bør det forstås som værende den fundamentale ret til at forvalte sine egne resurser. På den måde kan vi gradvist fremme processen for en selvbærende økonomisk udvikling, og de andre instanser der mangler for at fuldende Grønlands suverænitet, vil blive overført i løbene dialog med den danske regering.

Her skal der ikke gøres rede for hvilken model der er passende for vort samfund, men tages udgangspunkt i historien og finde en fællesnævner for, hvordan selvstændighedstrangen er blevet til blandt tidligere og nuværende kolonier indenfor rigsfællesskabets historie.

Island
For Islands vedkommende kan tankerne om selvstændiggørelse føres helt tilbage til 1841. Her stiftede islændingenes frontfigur for løsrivelse Jón Sigurdsson et tidsskrift, Ny felagsrit, hvor han beskrev tankerne om selvstændighed. Jón boede i en længere periode i København sammen med sin kone og kæmpede for Islands frigørelse, lige indtil han døde i 1879. At sagabøgerne blev genstand for ret til ejerskab, kan måske have haft en negativ virkning. Danmark gjorde krav på at fastholde bøgerne, mens Island anså dem for værende deres fundament for deres suverænitet. Måske derfor blev der skabt en uheldig holdning til sagen. Bøgerne blev dog endeligt overdraget i 1960’erne, men der var sårene allerede dybe.

Færøerne
Færøernes selvstændighedskamp tog fart et halvt århundrede senere, da en landmand ved navn Johannes Patursson stiftede national partiet i 1905. Han var uddannet i Norge, og frem til sin død i 1946 førte han sin kamp for selvstændighed. Én måned efter han døde afholdtes en afstemning hvor et snævert flertal var for. Men i stedet blev hjemmestyreordningen indviet for færingerne i 1948. Nu har de yderligere i en sen alder (hjemmestyret), igen ønsket at frigøre sig. Det har ikke været let for dem. Den nuværende danske statsminister ønsker at fastholde forbindelsen blandt andet p.g.a menneskelige og følelsesmæssige grunde, men det stopper ikke færingernes kamp. De går stadig efter fuld selvstændighed.

Grønland
Årtier senere end færingerne begyndte deres selvstyretanker, havde vores egen Hans Lynge sin kamp for frigørelse. I 30’erne begyndte han at inspirere folk til at danne deres egen mening kontra koloniherrerne. Han tog udgangspunkt i skuespilkunsten, og senere frigjorde han sig igennem sine digte og kunst. 50’ernes og 60’ernes ungdom blev inspireret af hans tanker. Han stod i spidsen for grønlændernes forening i Danmark hvortil han udtalte; "vores mål var at grønlænderne selv skulle styre deres land..." Der er ingen tvivl om at Hans ønskede et selvstændigt Grønland. Allerede i 30’erne havde han den mening, at Grønland ikke ville udvikle sig selvstændigt, hvis ikke man lod kapitalen arbejde i landet. Året før sin død udtalte han; "hvorfor skal vi til stadighed have hjælp udefra? Vi kan sagtens selv!

Historien viser, at der går ca. 100 år fra at enkelte personligheder vender tankerne om selvstyre, til det bliver en realitet. Færingerne havde en chance allerede i 1946, men deres afstemning blev annulleret af den danske regering. Det må helt bestemt have resulteret i, at færingene må have følt sig utroligt mindreværdige, og deres selvtillid har sikkert lidt et ordentligt knæk. Måske derfor de først nu forsigtigt har lagt ud med en ny plan. Der er gået mere end 70 år siden Hans Lynge begyndte at fremføre sine meninger. Hjemmestyret er 22 år, og det er en god alder at begynde at overveje en selvstændig tilværelse. Vi bør ikke vente til det er 50 år gammelt. På samme måde som et individ, bliver forandringer i en sen alder altid mødt med skepsis.

Der er sket meget godt og ondt i rigsfællesskabets navn. I dag har Danmark udviklet sig til at være en nation med høj sociologisk standard. Grønland har, omend lidt speciel, et moderne og veludviklet samfund. Det bør være en nemmere sag, at føre vores ret til selvstyre.

Som den lærte Jón Sigurdsson udtrykte det:

//////"Dagen er oppe,
dundrer hanens fjædre,
det er på tide
at due ved arbejde".
Som et tillæg til dette vil jeg udtrykke vores nuværende situation som:

//////At grue for morgendagen
er blot at eksistere,
skjul dig ikke
for det uundgåelige.