Gør så noget ved den grønlandske folkeskole

En landsdækkende undersøgelse viste ... at kun cirka halvdelen af de grønlandske elever i konfirmationsalderen kunne læse og skrive tilfredsstillende samt genfortælle en grønlandsk skreven tekst. Den mangelfulde grundskole har også sat sit præg på udviklingen af børnenes videreuddannelse, da det har vist sig, at kun to procent af befolkningen i dag er i besiddelse af en højere uddannelse trods 20 års hjemmestyre.

Onsdag d. 14. marts 2001
Niels P. Broberg
Emnekreds: Grønlands historie, Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål, Uddannelse.

Der har i den seneste tid være flere læserbreve fremme om folkeskolens værdi for de udelukkende dansktalende elever efter indførelsen af integration i den grønlandske folkeskole. Problemet er ved at løse sig, idet der nu er planlagt privatskole for de dansktalende børn her i Nuuk. Når man går tilbage i tiden, blev integrationens virkning undersøgt over en treårig periode, hvor Inerisaavik i 1997 fremkom med en forskningsrapport om integration samt sprogkundskaber og sprogundervisning i folkeskolen med kursusrapport. Det daværende landsting var initiativtager til dette projekt. Det undrer mig meget, at der i den brede grønlandske befolkning tilsyneladende ikke er utilfredshed med den grønlandske folkeskole. Det afspejler sig i alt fald ikke i pressen. Man fik en fornemmelse af, at den var rivende gal med Den grønlandske folkeskole, da det sidste år var en landsdækkende undersøgelse viste sig, at kun cirka halvdelen af de grønlandske elever i konfirmationsalderen kunne læse og skrive tilfredsstillende samt genfortælle en grønlandsk skreven tekst. Den mangelfulde grundskole har også sat sit præg på udviklingen af børnenes videreuddannelse, da det har vist sig, at kun to procent af befolkningen i dag er i besiddelse af en højere uddannelse trods 20 års hjemmestyre. I årbogen fra Grønlands Statistik kan man se, at frafaldet er cirka 61 procent indenfor faglige grunduddannelse, 30 procent indenfor mellemuddannelserne og cirka 10 procent for de højere uddannelsers vedkommende. Der hersker ingen tvivl om, at den vingeskudte grundskole bærer sit ansvar for de bedrøvelige tal. På Færøerne og Island runder antallet af højere uddannelser i befolkningen 50 procent trods mindst mulige omkostninger. Færingerne er igennem mange år blevet undervist i dansk. De studieegnede er herefter blevet sendt til Danmark for videreuddannelse, der er gratis. Det er mærkeligt, at Jonathan ikke politisk har fattet fordelen, når han endda selv har oplevet den færøske metode i sin ungdom. I tyverne blevet et par håndfulde grønlændere uddannet som håndværkere i Danmark, såsom min egen far, og Tito Siegstad fra Sisimiut, Hannibal Fenger fra Saqqaq samt Qasapi (Hans Johnsen) fra Nuuk for blot at nævne nogle. De anede den nye tid og forstod, at vejen fremad for den grønlandske befolkning var uddannelse af den grønlandske ungdom, hvorfor også deres børn blev uddannet i Danmark. Traditionen blev brudt under sidste verdenskrig. Herefter kom hjemmestyre og nationalisme, og så skulle der grønlandiseres med landets egne uddannelsesinstitutioner. Den grønlandske folkeskole blev forsømt. Der mangler for øjeblikket cirka 400 folkeskolelærere (en trediedel af samtlige normerede stillinger), og mange skolebygninger er ved at falde sammen på grund af slitage og manglende vedligeholdelse. Der mangler undervisningsmaterialer. Der synes således umiddelbart at være nok at tage fat på for landsstyremedlemmet for undervisning, når det drejer sig om at få bragt de ydre rammer i folkeskolen på plads. Det går imidlertid for langsomt. Elevmaterialet, som Inerisaavik brugte i rapporten fra 1997, fordelte sig på 80 procent grønlandsksprogede elever, cirka 10 procent tosprogede elever (hovedsageligt børn af dansk/grønlandske par) og cirka 10 procent udelukkende dansksprogede elever. Efter tre års integration i skolen kunne 15 procent af de tidligere udelukkende dansksprogede elever beherske mundtligt grønlandsk i større omfang, medens cirka en trediedel af de ved skolestart udelukkende grønlandsktalende elever kunne beherske mundtlig dansk i større omfang. Det er imidlertid ikke manglende integration, som er årsag til Den syge grønlandske folkeskole. Årsagen beror på, at folkeskolen med de forhåndenværende midler ikke magter at lære de grønlandske børn at skrive og regne samt meddele sig til omverdenen i skrift og tale på letforståelig måde med landets kulturelle baggrund som horisont. Jeg vil opfordre landsstyret til at få hænderne op af lommen for hurtigst muligt at få gang i Den grønlandske folkeskole. Der findes masser af begavede elever, som venter på Jeres initiativer, så vi ikke igen kommer til at tabe en generation på gulvet.