Som en snebold på en fjeldskråning

En flugt fra bygd til by skal derfor ikke ses som noget negativt, men som den positive følge af, at levevilkårene bliver mere attraktive i de såkaldte vækstområder, så befolkningen i yderdistrikter selv vælger at flytte.

Torsdag d. 27. maj 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Politik, Økonomi.

DE GRØNLANDSKE politikere står overfor et kompliceret valg, som under alle omstændigheder kræver, at der gøres op med århundreders økonomiske og administrative vanetænkning. Valget går ud på at finde den helt rigtige reformstruktur imellem de frie markedskræfter på den ene side og den gamle kolonialistiske planøkonomi på den anden.

Der er ingen tvivl om, hvad der ligger vort hjerte nærest. Det gør alt det gamle, alt det vi kender og er trygge ved. Vi ved så nogenlunde, hvordan vi skal gebærde os, så vi overlever - godt og vel.
Den nye liberale, frie prisdannelse, som vil gøre forskel på leveomkostningerne på de forskellige grønlandske bosteder, er en helt anden sag. Hvem kan kontrollere de nye kræfter? Hvem bestemmer farten? Og kan udviklingen styres?

Det bliver et svært valg.

HER I LANDET har vi udviklet et bosætningsmønster, som passer godt med kultur og temperament. En væsentlig del af befolkningen har af forskellige grunde valgt at bo i bygderne. For nogle er det gode erhvervsmuligheder (fiskeri), der trækker, for andre er det følelsesmæssige bindinger, familie eller andet. De sidste 20 år har befolkningstallet i bygderne været nogenlunde uændret, mens det i forhold til befolkningsforøgelsen i det øvrige Grønland stagnerer. Bygderne udgør en stadig mindre del af den samlede befolkning.

De seneste mange år er der foretaget store investeringer i bygderne for at skabe tålelige/gode leveforhold. De fabrikker, idrætsanlæg, ældreboliger og børneinstitutioner, det med årene er blevet til, har været med til at fastholde befolkningen.

De økonomiske reformer, som vi efter al sandsynlighed står overfor, vil vende op og ned på udviklingen. Det vil sætte gang i fraflytningen af bygderne og koncentrere et stadig større antal mennesker i byerne i de få kommende vækstcentre.

DET ER VIGTIGT, at debatten fra nu af bliver åben og oprigtig. Der er indlysende, at økonomiske reformer er nødvendige for at slippe ud af den økonomiske spændetrøje, som ensprissystemet i sin nuværende form er blevet. Men der skal gøres rede for virkningerne. Det må ikke foregøgles befolkningen, at forandringerne bliver umærkelige, hvis tilværelsen for mange bliver vendt helt på hovedet.

På siderne 10, 11 og 12 bringer vi en række artikler, der hver på sin måde belyser de økonomiske muligheder og realiteter. En af forfatterne til en økonomisk landeanalyse fra OECD, Henrik Thomassen, redegør for den rapport, organisationen netop har udsendt om den grønlandske økonomi.

Han forklarer blandt andet til AG, at analysegruppens anbefalinger netop skal føre til samfundsændringer, som skaber rammer om en bedre økonomi.

En flugt fra bygd til by skal derfor ikke ses som noget negativt, men som den positive følge af, at levevilkårene bliver mere attraktive i de såkaldte vækstområder, så befolkningen i yderdistrikter selv vælger at flytte.

De liberale nyordninger vil altså ændre samfundet, og hvis nogle af forandringerne er problematiske, så gælder det om at få dem snakket godt igennem fra starten.

AG spurgte Henrik Thomassen, om udviklingen efter reformernes indførelse er til at styre. Kan vi selv bestemme farten?

Det mener Thomassen ikke. Udviklingen vil på et eller andet tidspunkt selv overtage kontrollen og bestemme det tempo, nytiden bliver indført med.

Det er altså ligesom at rulle en snebold ned af en fjeldside. Den bliver hurtigt større, og den braser nedover skråningen med en utrolig kraft. Vi kan ikke nå at advare folk i området, og det kan være vanskeligt at sige præcis hvilken rute, den vælger.

DERFOR ER DET vigtigt, at vi ved så meget som muligt om, hvad det er, vi sætter i gang, før vi tager beslutningen om omfanget af de økonomiske reformer.

Valget har også en del med kultur at gøre, med påvirkninger udefra. Kan vi forblive dem, vi er, i en verden, hvor frit marked, fri konkurrence og åbne grænser gør os mere afhængige af en god forretning end af vor hidtidige hovedsponsor, Danmark?

Det er det vigtigste valg, hjemmestyret hidtil har stået overfor.