Om søllefangere i Qaanaaq

Men vi skal tage os i agt for altid at synes, at alting er så synd for befolkningen i Grønlands nordligste kommune. Det har den nemlig fået tudet ørerne fulde af gennem de sidste mange år.

Torsdag d. 16. april 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Erhverv.

DET ER NÆPPE helt retfærdigt altid at holde med dern fra Qaanaaq. Sandt er det, at de er blevet hundset rundt med, og at der i tidens løb er truffet alvorlige og afgørende beslutninger om dern, hen over hovedet på dem. Den retfærdige kamp, de kæmper for at få oprejsning, skal de støttes i. De har krav pa undskyldninger og erstatninger. Danmark og USA skal erkende, at de har desavoueret befolkningen og tilsidesat en række menneskelige, kulturelle og samfundsmæssige hensyn.

Men vi skal tage os i agt for altid at synes, at alting er så synd for befolkningen i Grønlands nordligste kommune. Det har den nemlig fået tudet ørerne fulde af gennem de sidste mange år, når filmfolk og journalister har skildret deres vanskeligheder fra alle mulige synsvinkler og med den enslydende konklusion, at der er sket overgreb mod befolkningen. Og at det er så synd for den.

Nar man hører dette længe nok, bliver man mere skeptisk overfor omverdenen, end godt er, og for ikke at blive snydt, kræver man på forhånd kompensation for ulemperne af eventuelle fremtidige overgreb. Det er i orden at kræve sin ret, men der er grænser for, hvor langt retten rækker. Og når kræveriet overdrives, skaber det retfærdig forargelse, og medynken, medlidenheden og forståelsen i resten af landet går fløjten.

HELT SÅ SYND for vore nordligste medborgere, som vi hidtil har syntes, er det nemlig ikke. I dagens avis bringer vi et par historier fra Qaanaaq. Den ene er helt grotesk. Den handler om fem fangeres aflivning af 15 store moskusokser, hvis klove har udviklet sig abnormt. En nem jagt, der i kødpris kan indbringe hver af de implicerede fangere 20.000-30.000 kroner på en uge. Men de vil have løn for at gå på jagt. Fem et halvt tusinde kroner hver får de, og de bliver ledsaget af et par vestgrønlandske jagtbetjente, til hvem der hyres fire hundeslæder til en samlet pris pa 60.000 kroner. Aflivningsmanøvren kommer til at koste langt over 100.000 kroner, som kunne være sparet, hvis hjemmestyret havde taget imod et tilbud fra naturbeskyttelsesorganisationen "Perigrine Fund", der ville beskære klovene på samtlige dyr helt gratis.

Det er uhyrligt, at hjemmestyret er gået med på den galej, og det er et tydeligt eksempel på, hvorfor det er så svært at få tingene til at fungere i det her land. Det er en form for ekstrem socialbistand til de implicerede fangere. Godt for dern, naturligvis, men skidt for os andre.

FOR QAANAAQ er fangst selvfølgelig altafgørende, og vi har altid lært, at fangerne i Thule er fantastisk dygtige. Derfor virker det noget skuffende, at 15 store moskusokser ikke er attraktive nok i sig selv uden yderligere betaling. Den moskusoksejagt, der nu gennemføres, giver fangerne løn to gange for det samme arbejde.

Og når de nu er så dygtige, virker det også grotesk, at de igen mister deres hunde på grund af en epidemi. Det er, hvad den anden historie i dagens avis handler om. Det er ikke mange år siden, katastrofen ramte Qaanaaq, da alle hunde døde af hundesyge, og en storstilet hjælpeaktion blev igangsat. Men det er langt fra alle fangere, der har lært noget af det. Flere hundrede hunde er nu omkommet, fordi de ikke er vaccineret, og det på trods af, at vaccination er gratis. Kommunen betaler. Det eneste, fangerne skal gøre, er at bestille tid og få det gjort.

Heldigvis er det langt fra alle, der har gjort sig skyldige i den slendrian. Der er dygtige folk med orden i sagerne. Men der er altså også en masse, der er så uprofessionelle, at de lader stå til. Og nu kreperer deres hunde.

SOM VI HIDTIL HAR MENT - at det er synd for fangerne - er det altså ikke. Det er til enhver tid en katastrofe for den, der mister sine hunde. Men denne gang er det ikke uforskyldt, og kravet om erstatning, er ikke så velbegrundet, som hvis hundedøden skyldtes årsager, ejerne ikke har haft mulighed for at påvirke.

Og det er vanskeligere at mobilisere sympati og medfølelse, når ulykken kunne have været undgaet. Selvfølgelig skal fangerne have hjælp, for uden hunde, ingen mad på bordet. Men de skal lære også selv at yde en indsats for at imødegå katastrofen. Respekten for det lal, de har lavet i denne omgang, kan ligge pa et meget lille sted.