Efter trommedansen

Folkelige organisationer udspringer almindeligvis af græsrøddernes ildhu og engagement. ICC skylder endnu svar på, hvordan organisationens hidtidige topstyring kan forenes med fællesskab og folkelighed. Og med politisk bredde

Fredag d. 23. august 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Internationale spørgsmål, Kultur og samfund, Oprindelige folk, Politik.

At betegne inuits grænseoverskridende organisation ICC som folkelig er ligeså forkert som at hævde, at en hund er en gris. ICC er en topstyret og elitær organisation uden nævneværdig direkte kontakt med størstedelen af befolkningen i Arktis. Det erkender organisationen endda selv. Mens politiske ildsjæle, aktivister, miljøforkæmpere og græsrødder i årevis har arbejdet (gratis) efter devisen "tænk globalt - handl lokalt," har ICC reelt arbejdet (toplønnet) efter den stik modsatte strategi. ICC har lagt kræfterne i det internationale arbejde uden at bekymre sig alverden om et folkeligt bagland - og det har ubestrideligt givet resultat. På den internationale politiske scene er ICC blevet en organisation - en såkaldt NGO, altså en ikke-statslig organisation - der lyttes til. Som talerør for oprindelige folk i fire forskellige nationer har ICC skabt en platform i FN, som er værdifuld for både inuit og andre oprindelige folk, og som en foreløbige krone på værket har FN nu oprettet Det Permanente Forum for Oprindelige Folk. Det er ikke blot en milepæl i de bestræbelser, ICC og andre organisationer for oprindelige folk har stået for i et par årtier. Det er et syvmileskridt i retning af almindelig anerkendelse af oprindelige folks særlige rettigheder i en verden, der fremdeles strømlines og globaliseres og militariseres og svines til og styres af markedskræfter, der kun sjældent levner plads til særlige hensyn til oprindelige folk, som ofte lever en marginaliseret og ussel tilværelse i de lande, der engang var deres. Men ICC vil videre. Det gode internationale arbejde skal fortsættes, kampen mod forureningen i Arktis skal forstærkes, selvbestemmelsesretten skal sikres etc. Samtidig skal der knyttes flere lokale, nationale aktiviteter til ICCs arbejde, der skal have større politisk bredde. Det lyder vældig fornuftigt. Herhjemme pålægger denne målsætning imidlertid partiet IA et stort ansvar, fordi netop dette parti har sat sig tungt på ICC-arbejdet i Grønland. En ægte folkelig ICC-organisation må nødvendigvis se bort fra partimedlemskaber og samtidig erkende, at den rituelle trommedans, nationalromantikken og anprisningen af inuits kulturelle arv undertiden må vige for konkret stillingtagen til problemer, som ligger fjernt fra gangen på de bonede gulve, skåltalerne og de mange receptioner - men som til gengæld er nære problemer for folket. ICC havde i sidste uge generalforsamling i Kuujjuaq i Nunavik i Canada. En bevægende begivenhed med megen varme og gensynsglæde og med debatter om det præsterede arbejde og de kommende års aktiviteter. Mange ord og smukke formuleringer, men det står endnu uklart, om og hvordan ICC vil agere på det nationale, lokale plan i en mere folkelig udgave. Folkelige organisationer udspringer almindeligvis af græsrøddernes ildhu og engagement. ICC skylder endnu svar på, hvordan organisationens hidtidige topstyring kan forenes med fællesskab og folkelighed. Og med politisk bredde.