Debat på et skråplan

I debatten er vi nu nået så langt, at de gamle håndværksmestre, som har levet det meste af deres liv her i landet, og som er i fuld gang med et generationsskifte, bliver kritiseret for at være danskere. Deres virksomheder bliver ikke betragtet som grønlandske, selv om de er en integreret del af samfundet, selv om de overholder grønlandsk lovgivning, og selv om de har ansat grønlandske medarbejdere. Og hvad med deres grønlandske børn, som overtager virksomhederne?

Torsdag d. 25. april 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Kultur og samfund.

Debatten i Grønland har det ikke godt. Sandheden må ikke frem. På mange måder fungerer dagens Grønland på samme måde som det antikke Rom. Kom budbringeren med gode nyheder til kejseren, fik han en guldmønt i belønning. Kom budbringeren med dårlige nyheder til kejseren, fik han hugget hovedet af.

I bygderne skjuler man misbrug af børn i stedet for at standse det. Afsløringerne i Saqqaq taler sit eget sprog om en misforstået loyalitet med sine naboer.

Vi må ikke skrive, at Qasigiannguit bliver glemt i udviklingen. - Næh, her går det skam godt, lyder det fra borgmesteren. Og andre kritiserer budbringeren for at ville ønske byen nedlagt. Men ingen af de mennesker, som kritiserer udviklingen i Qasigiannguit, ønsker jo byen nedlagt. Tværtimod råber de vagt i gevær for at sætte fokus på byen og for at stoppe den negative og dybt ulykkelige udvikling, som byen og dens indbyggere gennemlever i disse år. Det er af kærlighed, ikke af had til stedet, at politikerne bliver afkrævet et valg om Grønlands udvikling.

Og vi må slet ikke skrive, at bæredygtigheden i naturen er blevet glemt efter, at de vigtigste fangstredskaber er blevet en Yamaha-motor i stedet for en kajak og en Sako-riffel i stedet for et fuglespyd.

Forurening, trafik og alt muligt andet får nu skylden for de tomme fuglefjelde nordpå. Ingen vil indrømme, at de har skudt fugle i yngletiden. Ingen vil indrømme, at sassat handler om at skyde så mange hvaler som muligt. Ingen indrømmer, at de spærrer ørredelvene med deres garn. Det er de andres, det er danskernes skyld.

I gamle dage handlede det om overlevelse, om at få mad på bordet. For fangerne handler det stadig om at overleve, for denne gruppe har ikke andet at leve af. Og det er blevet dyrt at leve, skulle vi hilse og sige. Så der skal skydes og fiskes mange fangstdyr for at opretholde bare en nogenlunde acceptabel levestandard i et moderne samfund. Disse vanskelige forhold skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Det nytter ikke at tage brødet ud af munden på folk, som landsstyret for eksempel gjorde i vinter, da politikerne ikke ville forlænge rensdyrjagten, selv om der er rensdyr nok. Og selv om alle de rensdyr, der måtte skydes sidste sommer, ikke blev skudt.

Fokus flyttes fra debattens reelle indhold til en kritik af budbringeren, som bliver beskyldt for at have en helt anden dagsorden end at sikre en bæredygtighed i naturen.

Alle ønsker vi, at Grønland skal være en del af det internationale samfund, uanset om det gælder spændende varer på hylderne eller spændende film i fjernsynet, men så må vi til gengæld også acceptere, at pressionsgrupper i det internationale samfund kritiserer den grønlandske levevis.

I virkeligheden er alle jo enige om en bæredygtig fangst. Men fangsten har åbenbart ikke være bæredygtig, siden det er nødvendigt at indføre kvoter, fangsttider og fangstregler. De kommunale vedtægter om fangst blev netop indført i sin tid, fordi bæredygtigheden ikke blev overholdt.

Eller tag nu den fuldstændig afsporede debat om grønlandsk tankegang, som om det er en størrelse, der kan vejes og måles.

Grønlands Arbejdsgiverforenings direktør bliver fra alle sider kritiseret for noget, som han rent faktisk aldrig har sagt, nemlig at han skulle have en grønlandsk tankegang.

I debatten er vi nu nået så langt, at de gamle håndværksmestre, som har levet det meste af deres liv her i landet, og som er i fuld gang med et generationsskifte, bliver kritiseret for at være danskere. Deres virksomheder bliver ikke betragtet som grønlandske, selv om de er en integreret del af samfundet, selv om de overholder grønlandsk lovgivning, og selv om de har ansat grønlandske medarbejdere. Og hvad med deres grønlandske børn, som overtager virksomhederne? Er de heller ikke rigtige grønlændere, eller skal vi til at DNA-teste hinanden for at finde ud af, hvem der er mere grønlændere end andre?

Nej, i stedet for at kritisere hinanden for at være dumme danskere eller snævertsynede grønlændere, er det en langt bedre idé at se fremad og bruge ressourcerne på at diskutere, hvordan vi får skabt det samfund, som vi alle ønsker. Lad os rette fejlene og få tingene til at fungere. Det er jo det, vi alle ønsker. Så kan man være uenig om midler og metoder, men den uenighed følger ikke nødvendigvis, om man er grønlænder eller dansker. Nej, den bunder i holdninger og interesser.

Det væsentlige er imidlertid at fokusere på det, debatten handler om i stedet for på om man er dansker eller grønlænder.