Lad os nu få det valg

Det er klart, at Siumut har brug for en tænkepause og ikke ønsker valg nu. Partiet har brug for at komme til hægterne, hvis det ikke skal degraderes til oppositionsbænken som landets næststørste parti. Et valg nu vil være alt ødelæggende, efter at partiets landsmøde har splittet ledelsen

Fredag d. 7. december 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Atassut vil tilsyneladende have magt, koste hvad det vil. I flere måneder har partiet stillet krav om landstingsvalg for at få renset luften, alligevel er partiet nu parat til at gå i landsstyresamarbejde med Siumut.

Det giver ikke tillid til partiet. Nok handler politik om magt og indflydelse, men politik handler også om troværdighed. Det virker ikke videre troværdigt, at Atassut er parat til at smide alle løfter til vælgerne for at få to pladser i landsstyret, hvor man bliver nødt til at fortsætte den politik, partiet hidtil har kritiseret så voldsomt.

Atassut har lovet fiskerne mindstepriser, fangerne højere skindpriser og partiet vil have udsat huslejereformen. Atassut bør selvfølgelig leve op til de krav. Desuden bør partiledelsen lytte til sit bagland, der kræver valg.

Hvis partiet nu går i landsstyrekoalition med Siumut, vil Atassut uden tvivl blive straffet ved næste valg. Derimod vil partiet sandsynligvis kunne få et rimeligt valg ved at gå til valg på at stoppe huslejereformen, indføre mindstepriser til fiskerne og højere skindpriser til fangerne.

Det er klart, at Siumut har brug for en tænkepause og ikke ønsker valg nu. Partiet har brug for at komme til hægterne, hvis det ikke skal degraderes til oppositionsbænken som landets næststørste parti. Et valg nu vil være alt ødelæggende, efter at partiets landsmøde har splittet ledelsen.

Før et valg bør Siumut indkalde til et nyt landsmøde og tage en debat om, hvad man vil, og hvem der skal lede partiet igennem skærene og de problemer landet står overfor. Der er ikke plads til en intern magtkamp, som i virkeligheden bunder i de små byers kamp for at overleve.

Partiets afdelinger de små steder må indse, at landets fremtid ligger i at skabe økonomisk vækst, og det har vi ikke råd til at gøre i hele landet samtidig. Væksten må nødvendigvis koncentreres i nogle få centre, som kan trække resten af landet med. Det er den eneste farbare vej mod det selvstyre og den uafhængighed, som er alles mål.

Men så længe Landstinget stadig roder rundt i sandkassen uden at kunne skabe den nødvendige økonomiske vækst, er der langt fra den virkelighed, vi står midt i, til de politiske drømme om selvstændighed.

Den eneste vej frem er at skabe den nødvendige økonomiske vækst, så vi kan løse de mange problemer, landet står i, og på den måde skabe forudsætningen for den selvstændighed, der er det endelige politiske mål.

Det er nødvendigt med et troværdigt landsstyre, der kan føre den nødvendige politik, og som vil arbejde for Grønland og som ikke kun ser på egne politiske magtinteresser. Derfor vil vi anbefale et valg hurtigst muligt. Det er nødvendigt at få vasket tavlen ren.