Siumut må have ny ledelse

Folketingsvalget tændte de røde alarmklokker for Grønlands hidtil største parti, alt tyder på, at Siumut står til afklapsning ved næste landstingsvalg med mindre partiet gør noget

Fredag d. 23. november 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Siumut er ved at splittes i atomer. Ingen ved, hvem der styrer partiet, og ingen ved, hvad partiet vil. Partiets formand glimrede ved at udeblive fra partilederrunden efter folketingsvalget. Han overlod det til en næstformand at udlægge partiets politik efter valget.

Den nuværende partiformand har åbenbart hverken visioner eller format til at passe jobbet. Det vil være bedst, at han hurtigst muligt skiftes ud, i stedet for at han bliver pisket rundt i manegen af de to næstformænd.

Interessant nok tog Hans Enoksen onsdag aften afstand fra en pressemeddelelse, som Mikael Petersen sendte ud i weekenden på vegne af partiets hovedbestyrelse om, at partiet er parat til valg. Den kender jeg ikke, sagde Hans Enoksen, der tager klart afstand fra alle krav om valg.

Siumut taler om selvstændighed og selvstyre men vil ikke lytte til befolkningen. Det harmonerer overhovedet ikke.

Vi skal nok bestemme lyder det fra partiets førerbunker, der tilsyneladende fortsætter tidligere tiders koloniherrementalitet. Partiets selvtilstrækkelighed viser sig i Siumuts ukloge svar på de landsdækkende protester mod politikernes store lønforhøjelser.

Gadens parlament skal ikke bestemme, hvad politikerne giver sig selv i løn, siger Hans Enoksen til sine vælgere.

Hvis partiet skal reddes, vil vi opfordre ledelsen til for det første at indkalde til ekstraordinært landsmøde, hvor der vælges ny partiledelse.

For det andet at der indkaldes til ekstraordinært landstingsmøde, hvor man tager vederlagsforhøjelsen op igen og udskriver valg.

I et repræsentativt demokrati må Landstinget nødvendigvis afspejle befolkningen. Det er især vigtigt nu, hvor selvstyreprocessen sættes i gang. Der er ikke plads til et vaklende landsstyreparti, som har glemt visionerne i pengepungen.

Men i dag er Landstinget ikke et sandt spejlbillede af befolkningens meninger og interesser.

Landets lovgivende forsamling kan ikke fungere uden mandat fra vælgerne, og det mandat har Landstinget ikke i øjeblikket. Det viser de mange protester.

Men før valget vil vi anbefale Siumut at vælge en ny ledelse, der repræsenterer partiet. De mange protester fra partiets lokalafdelinger tyder nemlig heller ikke på, at den nuværende partiledelse har baglandet med sig.

Folketingsvalget tændte de røde alarmklokker for Grønlands hidtil største parti, alt tyder på, at Siumut står til afklapsning ved næste landstingsvalg med mindre partiet gør noget.

Valget talte sit klare sprog om øget selvstændighed, men det var samtidig en protest mod Siumut og Atassut.

For at få renset luften og for at Siumut kan finde sig selv, er det nødvendigt med et landstingsvalg, så vi kan få et landsstyre, der repræsenterer befolkningen.