Republikken Nuuk

Her skal trådene samles - ikke blot for Grønland men for Arktis. Her skal udviklingen foregå. Herfra skal politikudviklingen udgå og de grønlandske erfaringer præge hele Arktis. Centeret for arktisk samarbejde med universitets- og forskerpark, international lufthavn og skibsforbindelser til byer i Europa og Amerika. Det arktiske svar på Californiens Silicon Valley med skyline og forretningsliv og en rigelighed af kultur- og sportsfaciliteter til de snart 15.000 indbyggere

Fredag d. 1. december 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Nuuk er ikke blot den største by i Grønland. Vores hovedstad er den største by i Arktis, og markedsføringen af byen spiller bevidst på ambitionen om at blive den absolut førende by i Arktis: The Arctic Metropol!

Her skal trådene samles - ikke blot for Grønland men for Arktis. Her skal udviklingen foregå. Herfra skal politikudviklingen udgå og de grønlandske erfaringer præge hele Arktis. Centeret for arktisk samarbejde med universitets- og forskerpark, international lufthavn og skibsforbindelser til byer i Europa og Amerika. Det arktiske svar på Californiens Silicon Valley med skyline og forretningsliv og en rigelighed af kultur- og sportsfaciliteter til de snart 15.000 indbyggere.

Honnette ambitioner, fnyser nogle med Janteloven i hånd.

Andre fryder sig over byens dynamik og over, at byen gang på gang tager hånd om egen udvikling. Nu går Nuuk atter enegang, mens et tandløst landsstyre, hele centraladministrationen og et slumrende Landsting, som helst opholder sig i den politiske småtingsafdeling, ser til.

Det kan Nuuk gøre, fordi byen har pengene og som sagt - ambitionerne. Men tro ikke, at Nuuks dynamik løser alle problemer. Hverken i Nuuk eller i resten af landet. Måske snarere tværtimod.

Metropolen Nuuk har allerede i mange år været en magnet for folk på kysten. Men for mange tilflyttere er det forjættede land blevet en skuffelse. Boligproblemer, sociale problemer, arbejdsløshed etc., etc. hører til dagens orden. En foregangsmand i bygden kan hurtigt gå til bunds i storbyen, hvor alt er så meget anderledes, maskerne i netværket så uendeligt meget større.

Tilflytningen til storbyen Nuuk og i mindre grad til enkelte andre byer kan formentlig ikke stoppes - det er en udvikling, som er universel. Men en by som Nuuk med et usædvanligt økonomisk/politisk beredskab har en særlig forpligtelse til at sørge for, at uløste sociale og andre problemer får en høj prioritet.

Og af samme skuffe: Landsstyret og Landstinget må vågne op! Stoppe flueknepperiet i den politiske småtingsafdeling og lægge realistiske rammer for udviklingen på landsplan, frigjort fra den lokalpatriotisme og Jantetænkning, der ødelægger så meget i dette land.

Kun ved et samspil mellem de centrale myndigheder og kommunerne kan vi sikre en harmonisk udvikling, som på samme tid understøtter byernes dynamik og sikrer bygder og yderdistrikter værdige vilkår.

Det er en stor mundfuld, og vi påstår ikke, at landets politikere bevidst lukker øjnene for problemerne. Vi advarer blot om, at det, der sker i Nuuk i de kommende år, kan udbygge den skævvridning af samfundet, som allerede er godt igang.

Vi er ikke tværinger eller sortseende pessimister; vi beder blot om almindelig sund fornuft. Vi ønsker Nuuk al mulig held og lykke, men vi opfordrer så mindeligt til, at lands- og lokalpolitikere finder sammen og skaber rum og udfoldelsesmuligheder for almindelige mennesker - i Nuuk såvel som andre steder.

Sker det ikke, vil vi i årene fremover blive vidne til hidtil ukendte sociale kampe, og vidne til, at navnlig Nuuk vil finde egne løsninger og agere som en stat i staten. Som republikken Nuuk!