Tag jer nu sammen

Vi vil opfordre Landstinget til at sætte sig ned og blive enige om de overordnede mål, samfundet har på de forskellige områder, og i hvilken takt målene skal nås. På de efterfølgende samlinger bør man så følge op på, om man nærmer sig målene i den takt, man har besluttet

Fredag d. 24. november 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Politikerne er nødt til at fastsætte nogle mål og skabe en målrettet politik inden for deres respektive områder. Konsekvensen af de manglende politiske mål er, at vi ikke har nogen boligpolitik, uddannelsespolitik, erhvervspolitik, sundhedspolitik, socialpolitik, økonomisk politik, arbejdsmarkedspolitik og så videre.

Alt for tit bliver politikerne overrasket af nye problemer, som skal løses her og nu. Som regel finder man den hurtigste, populære hovsaløsning uden at vide, om den er med til at opfylde de mål, man har sat sig.

Landsstyrets politik om en stram økonomisk styring skød politikerne selv ned under tredje behandling af finansloven.

INI-skandalen er resultatet af en manglende boligpolitik.

De pludselige besparelser på sundhedsområdet er resultatet af en manglende konsekvent sundhedspolitik.

Man siger man har en kulturpolitik, men området får ikke nogen penge.

Man siger man har en børnepolitik, alligevel svigtes børnene konstant.

Og så videre.

De enkelte politikere burde stille sig selv det spørgsmål, hvad er egentlig det politiske mål for det område, jeg arbejder med, Og selv svare på det.

Hvis politikerne blev enige om, at boligproblemerne skal løses inden år 2020. - Hvor mange boliger skal vi så bygge om året og hvor? - Hvor mange bolige skal renoveres om året? - Hvor mange kan bygges af private? - Hvor mange kan bygges af selskaberne? og så videre.

For at kunne gennemføre en målrettet politik forudsætter det, at politikerne har de nødvendige data og statistiske oplysninger.

Vi vil opfordre Landstinget til at sætte sig ned og blive enige om de overordnede mål, samfundet har på de forskellige områder, og i hvilken takt målene skal nås. På de efterfølgende samlinger bør man så følge op på, om man nærmer sig målene i den takt, man har besluttet.

Hver enkelt beslutning skal ses i forhold til målet.

Det er nødvendigt, at vi sætter os uddannelsespolitiske mål. For eksempel, at 50 procent af en årgang starter i gymnasiet hvert år, at så og så mange læser i Grønland, i Canada/USA og i Danmark, og at beslutningen følges op af den nødvendige anlægsplanlægning og afsættelse af de nødvendige driftsmidler.

Det nytter ikke noget at starte en HTX-uddannelse uden de nødvendige kollegieværelser eller en ingeniøruddannelse uden de nødvendige klasselokaler. Det kræver prioritering og planlægning. Og det kan politikerne kun, når de ved hvilke mål, de arbejder efter.

Vi skal sætte mål for, hvor mange håndværkere, der er brug, hvor meget sundhedspersonale og så videre og så arbejde for at opfylde de mål.

Det må være de ting, som politikerne skal arbejde med i udvalg og Landstinget. Hovedspørgsmålet må hele tiden være, hvordan når vi målene?

Forudsætningen er selvfølgelig, at landsstyret retter sig efter de beslutninger, der træffes i Landstinget, og udarbejder både de direkte og indirekte konsekvenser på anlæg og drift. En loyal administration må være parat til at give politikerne de nødvendige data for, at de kan træffe de rigtige beslutninger, og så politikerne ved, hvor det er nødvendigt at sætte ind.

Landsstyret og hjemmestyrets administration må respektere, at Landstinget er deres arbejdsgivere.

Derfor er det også væsentligt, at fagudvalgene i Landstinget begynder at fungere og påvirker landsstyrets styring. Til næste år, når den nye budgetlov træder i kraft, skal Landstingets fagudvalg præcist vide, hvad pengene til deres respektive områder bruges til. For at få indflydelse skal de foretage den nødvendige prioritering.

Det kan de kun, hvis de kender de mål, som de arbejder efter.