Hvor ville det være forfriskende...

Jess G. Berthelsen buldrer op. Han bruger tid på virksomhedsprojekter, han ikke har forstand på, i stedet for at passe sit faglige arbejde, og det rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvor er medlemmerne?

Fredag d. 5. maj 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Løn og overenskomster.

Menneskerettighederne skal sikre, at ophidsede lidenskaber ikke løber løbsk, sagde Alf Ross engang. Citatet er relevant, fordi den forløbne uge atter har afsløret, hvor følsomt forholdet mellem grønlandsk og dansk, mellem grønlændere og danskere i realiteten er.

To konkrete begivenheder er iøjnefaldende:

Forbundsformand Jess G. Berthelsen toner frem på TV-skærmen og fortæller i Qanorooq, at der er ulovlig dansk arbejdskraft i byggeriet. Han erklærer i samme åndedrag, at sagen vil blive indbragt for de internationale menneskerettighedsorganer, hvis den ikke løses straks. Er det en måde at løse problemer på?

Næppe. Og under alle omstændigheder er det ubehageligt, at både forbundsformanden og TV - på et indtil nu udokumenteret grundlag - bærer ved til det nationale bål, som kun tjener til øget polarisering mellem forskellige befolkningsgrupper.

Jess G. Berthelsen lider et par dage senere et eklatant nederlag, da han må afblæse overenskomstkonflikten på det private arbejdsmarked.

SIKs beslutning skal naturligvis forklares over for medlemmer og offentlighed - og da sker det igen: Det er også de dumme danskere!

Denne gang hedder det, at den danske ledelse i en byggevirksomhed har brugt beskidte kneb for at hindre de danske ansatte i virksomheden i at gå i sympatistrejke. Dermed ville strejken ikke blive effektiv på det vigtige bygge- og anlægsområde - og det brugte Jess G. Berthelsen og SIK som figenbladet, der skulle forklare, hvorfor strejken blev afblæst.

Men er det sandheden, Jess G.? - Nej. Reelt er SIKs medlemmer og hele landets befolkning blevet fyldt med løgn.

Den pågældende arbejdsgiver - det var Atcon, har Jess G. Berthelsen fortalt Sermitsiaq - har blot meddelt de ansatte, der ikke er medlem af SIK, at det ville være overenskomststridigt, hvis de gik i konflikt uden varsel.

Eksemplerne bekræfter, hvad vi allerede vidste, nemlig at Jess G. Berthelsen er ekspert i at skabe splid.

Hvor ville det være forfriskende, hvis forbundsformanden for bare en gangs skyld gik til offentligheden og lagde kortene på bordet med en erkendelse af, at den varslede strejke på forhånd var dømt til fiasko.

Tænk, hvis han havde sagt, at vi er i vores gode ret til at strejke, vi har en god sag - men vi er ikke organiseret godt nok til at tage det store opgør lige nu.

Virkeligheder er jo, at SIK ikke har styr på den faglige organisering. På forbundskongressen i 1997 blinkede den røde lampe, fordi medlemstallet stagnerede. Det er ikke blevet bedre, og ifølge Sermitsiaqs - i øvrigt helt udokumenterede opgørelse - var kun godt 300 SIK-medlemmer omfattet af strejkevarslet mod cirka 300 GA-virksomheder.

Hvor ville det være nytænkende, hvis Jess G. Berthelsen bidrog til samfundsdebatten med en erkendelse af, at nutidens lønmodtagere kan være både fagligt organiserede og loyale over for deres arbejdsgiver på samme tid.

Hvilke konsekvenser har det for fremtidens forhold mellem lønmodtager og arbejdsgiver? Hvilke konsekvenser har det for arbejdsmarkedets organisationer?

Vi savner den debat. Det kan godt være, at udviklingen i Grønland er gået hurtig, men sådan er det nu engang. Så meget mere må organisationerne, og ikke mindst SIK, påtage sig et nutidigt ansvar som en betydningsfuld samfundsmæssig kraft og kilde til udvikling.

Det kan i sagens natur ikke altid gå stille af, men i de år, Jess G. Berthelsen har været i diktator i SIK, har han mest levet op til ordsproget om, at tomme tønder buldrer mest.

Almindeligvis er han faldet ned som et lam, fordi SIK ikke er det stærke fagforbund, landets lønmodtagere har behov for. Det betyder modsat, at arbejdsgiverne har alt for let spil.

Jess G. Berthelsen buldrer op. Han bruger tid på virksomhedsprojekter, han ikke har forstand på, i stedet for at passe sit faglige arbejde, og det rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvor er medlemmerne?

Hvornår stiller de krav om et fagforbund, der hjælper dem på arbejdspladserne? Hvor længe vil de acceptere en formand, der jonglerer med deres kontingenter og de forskellige fonde, som var det hans egne penge?

Hvor længe vil de acceptere en formand, som bruger det meste af sin tid på at cementere det lille samfunds undertrykkelse og kollektive fortrængning?