Sundhedspolitik efterlyses

Faktisk er rapporten en alvorlig anklage mod det eksisterende sundhedssystem. Den er bemærkelsesværdig, fordi den i skarpe vendinger kritiserer og afslører det system, som betaler rapporten

Fredag d. 26. marts 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Sundhedsvæsenet fungerer ikke. Dagligdagen fortæller sine egne tragiske historier, og den nye rapport om sundhedsvæsenet bekræfter, hvad der er sagt i adskillige år. Rapporten fortæller sort på hvidt, at selv om vi betaler væsentligt mere end andre, får vi ikke nok for pengene. Med de nuværende løsningsmodeller vil et sundhedsvæsen på dansk niveau koste mere end dobbelt så meget. Den er en alvorlig dom over både den politiske og administrative ledelse.

Med andre ord er der noget forfærdeligt galt i Sundhedsvæsenet. Nu gjorde det ikke så meget, hvis det var et almindeligt administrativt direktorat, hvor det var papirdynger, det gik ud over.

Men her drejer det sig om mennesker - både patienter og personale.

I Sisimiut har situationen udviklet sig, så personalet trues på livet af utilfredse patienter og pårørende. Men det er jo ikke personalets ansvar, at politikerne ikke sørger for at skabe de nødvendige rammer for et velfungerende sundhedsvæsen.

At ambulancen kører personale, før den kører patienter, er et lille lokalt problem, der skal ordnes. Selvfølgelig er det patienterne, som skal transporteres først. Men det er måske den lille konkrete sag, der er den berømte dråbe, som får bægeret til at flyde over i frustrationer over sundhedsvæsenet.

Dagens tragedie er den 14-årige håndboldpige, som i et år må vente på, at sundhedsvæsenet går i gang med at behandle hendes sportsskade. Hun kan risikere at blive invalid resten af sit liv på grund af sundhedsvæsenets smøleri og mangel på beslutning om hvilken behandling, der skal sættes i værk. Nu sendes hun til behandling på et privat idrætshospital i Danmark.

Uddannelsessøgende skal til lægen for at få p-piller. Men de må tage fri fra skole for at vente i timer på at få en tid. Igen mangel på fleksibilitet og forståelse for, at de unge mennesker ikke må være væk fra undervisningen i gymnasiet i mere end et vist antal timer. Hvad med at tilbyde dem en tid uden for skoletid?

Vi efterlyser igen en prioriteringsdebat blandt politikere og i befolkningen. Hvad skal sundhedsvæsenet klare, hvilket serviceniveau kan sundhedsvæsenet tilbyde forskellige steder i landet og så videre.

Politikerne må klart melde ud og fortælle befolkningen, hvad de kan forvente af sundhedsvæsenet.

Tidligere landsstyremedlem Marianne Jensen har efterlyst denne prioriteringsdebat og en afklaring, men aldrig fået den, fordi politikerne tilsyneladende ikke tør fortælle befolkningen sandheden - at vi ikke har råd til alle behandlinger alle steder, og at det er farligere at bo i en bygd end i Nuuk.

I det tidligere landsstyre fik Marianne Jensen ikke hjælp til at få styr på sundhedsvæsenet, selv om hun gentagne gange påpegede hvad der skulle til. Nu må vi håbe at Alfred Jakobsen får den nødvendige opbakning i landsstyret.

Rapporten fra PA Consult bekræftet det tidligere landsstyremedlems udsagn. Og mange af rapportens anbefalinger har Marianne Jensen forsøgt at få igennem i det tidligere landsstyre uden resultat.

Faktisk er rapporten en alvorlig anklage mod det eksisterende sundhedssystem. Den er bemærkelsesværdig, fordi den i skarpe vendinger kritiserer og afslører det system, som betaler rapporten.

Men det er ikke nok med en kritisk rapport, som bare bliver smidt i papirkurven. Dagligdagens tragiske historier fra sundhedsvæsenets ofre taler deres tydelige sprog.

De, der har råd til at tage til Danmark for at få en behandling, skal nok klare sig, men hvad med alle de andre. Er det ikke på tide, politikerne vågner op og lever op til deres ansvar som befolkningens valgte repræsentanter og sørger for at opbygge et sundhedsvæsen, hvor pengene udnyttes så effektivt og rationelt som muligt, så flest muligt kan behandles. Samtidig er det politikernes pligt at prioritere og fortælle, hvad der ikke er råd til.

Med andre ord vi efterlyser en realistisk sundhedspolitisk målsætning. Sundhed for alle år 2000, kan vi godt sige farvel til.

Pengene er der. Det drejer sig om at bruge dem rigtigt. Man kunne for eksempel starte med at give de fastansatte en ordentlig løn. Så læger, sygeplejersker med videre ikke skal gå ned i løn for at tage et job i Grønland. Det er mere rationelt end at blive ved med at tilkalde vikarer. Ganske vist, undgår vi nok ikke vikarer, men det må sættes i system og gøres billigst muligt. Således kan man med en skatteændring sikre, at det ville være billigere at få vikarer til landet.

I kølvandet følger regionaliseringen, genopbygning af sundhedsmedhjælperuddannelsen, udbygning af telemedicin og så videre. Endelig er der uddannelsessystemet. Vi skal sikre at flere kommer igennem en sundhedsuddannelse. Det kan for eksempel gøres ved at give en højere uddannelsesstøtte til dem, der vælger disse uddannelser. Til gengæld må vi kræve, at de tager arbejde her i landet efter uddannelsen.

Med 20 års hjemmestyre burde vi have kunnet uddanne to læger om året, to tandlæger, to jordemødre, fem sygeplejersker med videre - det ville have hjulpet.

I de seneste år er der talt og talt, men der er ikke sket noget, og situationen bliver værre og værre.