Hvorhen, Grønland

Politikerne må vise, at de har format til at fortælle vælgerne, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Vi gider ikke have politikere i landstinget, som vælges på populistiske forslag, og som løber fra valgløfterne, når de er valgt ind, fordi det viste sig, at løfterne var umulige at gennemføre.

Fredag d. 5. februar 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Valget i Grønland er ved at udvikle sig til en farce. Spærretiden brydes af landsstyreformanden, fordi KNR giver ham lov til at prædike for hele landet fra Qaqortoq kirke, og Rasmus Lyberth får lov til at synge i Sisimiut Tusaataat’s udsendelse i KNR. Embedsmænd og politikere gider ikke opgive deres frynsegoder til skattevæsenet. Valget hvor politiske kandidater trues på livet i Uummannaq, og hvor redaktionen kritiseres for at have fortalt, hvor valgmaterialet trykkes. Det er jeres skyld, at vore plakater bliver revet ned, lyder anklagen fra Siumut.

Nu anklager NAK landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, vicelandsstyreformand Daniel Skifte og landsstyremedlem for kultur og undervisning Konrad Steenholdt for magtmisbrug, fordi de har brudt tjenestemandsloven og hovedaftalen med NAK. De indgår overenskomstaftaler med et dansk fagforbund, selv om landsstyrets erklærede politik er, at arbejdsgiverne skal indgå overenskomster med grønlandske fagforbund.

Peter Grønvold Samuelsen fører en trafikpolitik, der rammer alle i samfundet. Han tillader stigende flybilletpriser og flyfragtpriser, når landsstyrets erklærede politik er, at omkostningerne skal sænkes.

På sundhedsområdet er målsætningen, at ventelisterne skal ned, alligevel vokser de.

Systemet er ikke gearet til, at det overholder sin egen skattelovgivning.

Hvornår kan vi stole på politikerne, der gør, som det passer dem, og hvis man kritiserer, bliver man truet på livet.

På vælgermøderne, som journalisterne har svært ved at dække, fordi det har været umuligt at få flybilletter, handler det alligevel om småtingsafdelingen og lokale problemer. Indtil nu må vi give vore kolleger på AG ret i, at valget er for grønlandsksprogede. Hvem de dansksprogede skal stemme på, rager tilsyneladende partierne en høstblomst;


Men hvor er politikernes visioner, der skal løse landets store problemer? - Vi står over for kolossale økonomiske problemer, og ved ikke hvilken vej samfundet bevæger sig.

Vi hører de sædvanlige floskler om, at alle syge skal behandles her i landet, at alle handicappede skal kunne være her i landet, at vi skal løse vore uddannelsesproblemer ved at sende de unge til USA og Canada. At vi hellere skal handle med Canada end med Danmark. Og at vi alle sammen skal tale grønlandsk.

Men hvor er konsekvenserne af disse udmeldinger? - Vi har hverken penge eller ressourcer til disse løsninger.

Grønland er stadig et samfund, der lever på støtten fra Danmark, og de fleste vælgere får en eller anden form for støtte fra det offentlige. Vælgerne bildes ind, at vi skal have selvstændighed, men politikerne afslører ikke, hvad der er det økonomiske grundlag for denne selvstændighed.

Valgkampen må og skal løftes ud af småtingsafdelingen. Landets kommende politikere må nu afsløre, hvordan vi får skabt den nødvendige økonomiske vækst. Politikerne må fortælle vælgerne, hvordan vi får uddannet de unge mennesker, så vi ikke skal være afhængige af tilkaldt arbejdskraft og danske lønmodtagerorganisationer.

Forældre kræver, at deres børn får en ordentlig uddannelse. Ungdommen kræver tryghed i form af boliger og arbejde. De ældre kræver en ordentlig alderdom. Men politikerne orker ikke at fortælle hvordan, sandsynligvis fordi de ikke kan.

Politikerne må vise, at de har format til at fortælle vælgerne, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Vi gider ikke have politikere i landstinget, som vælges på populistiske forslag, og som løber fra valgløfterne, når de er valgt ind, fordi det viste sig, at løfterne var umulige at gennemføre.

Vi må vælge et landsting, som er parat til at løse landets problemer. Vi må vælge politikere, der overholder deres egen lovgivning, og som ikke løber fra aftaler, når de får problemer. Vi må stille krav til politikerne, og de må tage konsekvensen af de fejl, de begår. Vi må have personer ind i landets ledelse, som tør skabe den nødvendige økonomiske vækst, og som kan ændre samfundet fra at være på støtten til et dynamisk samfund.