Grønland skal være et godt hjem for os alle uanset tro, race eller sprog

Da vi forleden sejlede forbi Buksefjorden med vandkraftværket, sagde en af de ombordværende, at sådan et anlæg ville den danske stat aldrig være gået i gang med, hvis den havde havde haft ansvaret for Grønland. Det vandkraftværk blev kun bygget, fordi vi havde hjemmestyre ...

Fredag d. 14. september 2001
Poul Krarup
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Dialogen
Flot resultat
Fiskeripolitikken
Transportproblem
Hjem, arbejdsplads og uddannelse
Et trygt hjem for alle
Øget selvstændighed
Vandkraft og guldmine
Politiker og præst


- Jeg stiller op igen. Jeg står midt i en valgperiode. Vi er midt i vores arbejdsprogram, og jeg agter at fortsætte med det arbejde, siger landsstyreformand og partiformand Jonathan Motzfeldt forud for Siumuts landsmøde i weekenden i Nuuk, hvor der er formandsvalg på mandag, og hvor Hans Enoksen har meldt sig som modkandidat som repræsentant for den utilfredse fløj i Siumut.

- Dermed siger jeg ikke, at jeg vil fortsætte i politik resten af mit liv. Men jeg vil gerne gøre arbejdet færdigt, og jeg glæder mig over de resultater vi har opnået til glæde for befolkningen.

- Vi har begået fejl. Det skal jeg være den første til at indrømme, men vi er også parate til at rette op på de fejl, som er begået.

Dialogen
- I det politiske arbejde er dialogen det vigtigste redskab til at nå vores mål. Jeg synes jeg får en fin behandling af oppositionen, men jeg ser også inden for Siumuts rækker, at der er kritikere over for deres egne ledere.

- Politik er et benhårdt erhverv. Men jeg elsker dialogen i mit eget parti og med gruppen samt med oppositionen med det formål at nå et resultat. Det er demokratiet, at de forskellige synspunkter skal komme frem, og at vi skal finde en løsning, hvor der er plads til os alle.

- Jeg tager afstand fra ensidige ideologer og dæmagoger. Vi skal have rene linier, og det politiske liv er kompromiets kunst, hvor vi viser respekt for andre meninger.

Flot resultat
- Når jeg ser tilbage på 20 års arbejde i politik, og sammenligner med hvad jeg har oplevet som barn og i min ungdom, så er jeg stolt over det resultat, vi har nået.

- Det er opnået gennem politisk arbejde i Landstinget, og successen hænger i høj grad sammen med kommunernes indsats. Uden kommunerne var det ikke lykkedes.

- Her i Nuuk har vi bygget en bydel, der er på størrelse med Ilulissat, og når jeg ser de forandringer, der er sket i samfundet, er jeg stolt. De er nået, fordi vi har et godt samarbejde i partiets ledelse og i landstingsgruppen, hvor jeg synes, at vi har fået opbygget et godt team.

- Men jeg må også erkende, at det har haft sin pris med både menneskelige og sociale problemer.

- Jeg er imidlertid sikker på, at vi har viljen til at overleve problemerne i det moderne samfund.

- Vi må huske på, at ting ta’r tid. Hver eneste udvikling, vi sætter i gang, ta’r tid.

Fiskeripolitikken
Men Jonathan Motzfeldt kritiseres især for sin fiskeripolitik.

- Vi har bevæget os fra fangersamfund til fiskerination, og den udvikling har været og er svær. At torsken forsvandt påvirkede mange menneskers dagligdag. Det havde vi politikere ingen indflydelse på. Derimod har vi indflydelse på, om der skal bygges fabrikker dér, hvor der er arbejdskraft.

- Men så må vi også bringe ressourcerne eller råvarerne derhen, hvor arbejdskraften og fabrikkerne er.

- For fem år siden rejste vi os alle i Landstinget og besluttede en strukturændring i Royal Greenland. Den har vi alle ansvaret for. Når vi så efterfølgende støder ind i problemer, er det vores opgave at løse dem. Vi må ikke kaste ansvaret fra os og forsøge at placere et ansvar et eller andet sted. Vores opgave er at løse de problemer, der opstår.

- Vi har set, hvordan samfundet har udviklet sig fra fangst til fiskeri. Jeg synes, vi har klaret den omstillingsproces, men det tager tid, og vi skal være opmærksomme på de faldgrupper, der er undervejs.

- Jeg er imponeret over omstillingen, som er gennemført til de store trawlere.

Transportproblem
- Nu oplever vi anden fase i den omstillingsproces i Nordgrønland, hvor vi står med problemerne. De er sværere at løse end i den øvrige del af landet. I nord har vi islæg hele vinteren og afstandene er meget større end for eksempel i Sydgrønland. Alligevel vil man omstille sig fra den lokale fangst til et fiskeri, der er afhængig af større afstande. Grundliggende er der tale om et transportproblem, som vi nok skal løse, lover Jonathan Motzfeldt.

- Nordgrønland skal ikke tabe modet. Ligesom vi ikke tabte modet, da vi omstillede os fra fangst til fiskeri i Sydgrønland, siger landsstyreformanden, der understreger, at der ikke bliver lukket fabrikker.

- Vi skal sikre fiskerne i Nordgrønland afsætningsmulighed og samtidig sørge for, at der er de nødvendige råvarer til landanlæggene, siger Jonathan Motzfeldt forud for Siumuts landsmøde, hvor han ikke kun vil blive kritiseret for fiskeripolitikken, men også for at koncentrere sig for meget om udlandet og mindre om de nære menneskelige problemer på hjemmefronten.

- Men hvordan skal vi få 320 millioner for fiskeriaftalen med EU, hvis jeg ikke er ude og rejse. Jeg kan ikke sidde på mit kontor i Nuuk og bare vente på, at pengene kommer.

- Det er hårdt arbejde og det indebærer rejser og møder EU’s politikere. Grønlands politiske leder er nødt til at rejse for at sikre landets interesser, understreger Jonathan Motzfeldt.

Hjem, arbejdsplads og uddannelse
At partiformanden ikke har glemt de hjemlige problemer, viser de temaer, som tages op på dette års landsmøde. Temaerne er samarbejde i hjemmet, i uddannelsen og på arbejdspladsen.

- Jeg tror, at Siumut, som har stået i spidsen for udviklingen i mange år, har erkendt, at det er nødvendigt at samarbejde for at sikre en udvikling på en fælles grønlandsk holdning. Det er også nødvendigt at samarbejde med Danmark i rigsfællesskabet.

- Vi må samarbejde for at sikre de nødvendige uddannelser. Det er det aller vigtigste punkt for Siumut. Vi tror på, at uddannelse bringer den grønlandske befolkning frem og er med til at gøre os mere uafhængig. Kravet til et lille folk er, at vi har et højt uddannelsesniveau. Jo færre vi er, jo større er dette krav, hvis vi ikke skal være afhængig af andre.

Et trygt hjem for alle
- Forudsætningen for det hele er, at vi har et godt og trygt hjem både i familien og som et folk. Vi er et blandet folk. Det skal vi ikke skjule, men det kræver evnen til at samarbejde.

- En af de forudsætninger, som kendetegner Siumut, er, at Grønland skal være et godt hjem for os alle sammen uanset tro, race eller sprog, eller hvad der nu kan skille os. Det er noget af det vigtigste. Hvis der pilles ved den troværdighed, går mange ting i stykker. Det vil jeg ikke have, så længe jeg står i spidsen for udviklingen, understreger Jonathan Motzfeldt.

Øget selvstændighed
- Jeg vil gerne gøre arbejdet færdigt og have den menneskeret at kunne tage min jakke og sige tak for i dag, tak for denne gang, når tiden er inde. Hvis mit helbred holder.

Hvad mener du med at gøre arbejdet færdigt - bliver man nogensinde færdig?

- Det er visionen om et mere økonomisk selvstændigt og uafhængigt Grønland, en fremtid for Grønland, hvor vi selv klarer tingene.

- Vi skal væk fra den mentalitet, at det offentlige skal klare alting og være med i alting. Vi er ikke ansvarlig for det enkelte menneske. Det enkelte menneske er ansvarlig for sit eget liv.

- Den privatisering, der er i gang, er et godt signal i den retning.

- Selvstyrekommissionens intentioner er en ny selvstændighed i forhold til Danmark og EU. Inden årets udgang skal vi have gjort os klart, hvad vi vil med den øgede selvstændighed og det fremtidige samarbejde med EU.

Vandkraft og guldmine
- Vi er på vej. Et eksempel viser det klart. Da vi forleden sejlede forbi Buksefjorden med vandkraftværket, sagde en af de ombordværende, at sådan et anlæg ville den danske stat aldrig være gået i gang med, hvis den havde havde haft ansvaret for Grønland. Det vandkraftværk blev kun bygget, fordi vi havde hjemmestyre og havde frihed til at lave det sammen med andre mennesker, siger Jonathan Motzfeldt og fortsætter:

- Vi skal udbygge vandkraften og dermed vores uafhængighed. Et land, der er så afhængig af energi, og som har et så stort behov for energi, som Grønland, er nødt til at bruge vedvarende billig energi og ikke være afhængig af olien, som bliver dyrere og dyrere.

- Jeg håber på, at vi får åbnet en guldmine i løbet af et par år. Det vil være en meget stor opmuntring. Olie finder vi desværre ikke endnu, men den kommer en dag, det er jeg overbevist om.

Politiker og præst
- Når jeg arbejder i politik, tænker jeg på alle de mennesker, som har stemt på mig, fordi de tror på, at jeg er den rette til at sikre, at visionen om et mere uafhængigt Grønland i rigsfællesskabet kan realiseres. Jeg arbejder for ikke at skuffe mine vælgere.

- Fra min mor har jeg fået et motto, som jeg altid har levet efter. Det er hentet fra Matthæus-evangeliet, 7.12:

"Alt hvad I vil menneskene skal gøre mod jer. Det samme skal I gøre for dem".

- I årenes løb har jeg ikke kun været politiker, jeg har også været præst. Jeg har altid min præstekjole med, og jeg er altid parat til at holde gudstjeneste, når nogen ønsker det. Det har vedligeholdt mig som menneske og som præst, siger Jonathan Motzfeldt inden det landsmøde, hvor hans kritikere truer med at vælte ham.