En kritisk kommentar til debatten om folkeskolen

Jeg tænker på, hvordan børnene oplever debatten. De må høre på at deres ”arbejdsplads” bliver omtalt negativt, og at de selv er en stor del af problemet – blandt andet fordi nogle af dem er så uheldige at have utrygge hjem, eller hjem med få ressourcer. Jeg kan da godt forstå, hvis nogle børn ikke føler, at de hører til i folkeskolen.

Tirsdag d. 24. juni 2014
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Børns vilkår, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse: Hvem hører til? Hvad er vi enige om? Folkeskolens realiteter Inspiration til handling Flyt fokus Man skulle efterhånden tro, at folkeskolens største problem er, at der går børn i den! Ifølge debatten er eleverne urolige, uartige, uvillige og har massive sociale problemer. Dertil er forældrene er uengagerede og ligeglade, og lærerne er udsatte, stressede og ansat under urimelige vilkår. Og hverken kommuner eller selvstyret har penge nok til at sikre fysiske og fagligt forsvarlige rammer for undervisningen. Det er lige til at græde over! Og som mor til et barn i folkeskolen er jeg da også dybt bekymret. Jeg er først og fremmest bekymret for min søn og alle hans med-elever i hele landet. For er det over-hovedet ansvarligt af mig at sende mit barn i skole hver dag? Det jeg savner i debatten om folkeskolen er ærligt talt fokus på børnene. Det er deres skole. Jeg er ikke ligeglad med lærernes vilkår. Og jeg ønsker heller ikke at rette kritik af bestemte kommuner. Det jeg efterlyser, er et større fokus på eleven og på de faglige udfordringer folkeskolen står overfor. Men hver eneste debat om folkeskolen kommer lynhurtigt til at handle om at forskellige grupper fralægger sig ansvaret og skyder det over på nogle andre. Det er både ukonstruktivt og grimt at høre på. Og jeg tænker på, hvordan børnene oplever debatten. De må høre på at deres ”arbejdsplads” bliver omtalt negativt, og at de selv er en stor del af problemet – blandt andet fordi nogle af dem er så uheldige at have utrygge hjem, eller hjem med få ressourcer. Jeg kan da godt forstå, hvis nogle børn ikke føler, at de hører til i folkeskolen. Hvem hører til? Og det er lige netop den diskussion jeg gerne vil have: hvem hører egentligt til i folke-skolen? Hvad er det for en ”mønster-elev” der er acceptabel i folkeskolen? Jeg får en fornemmelse af, at folkeskolen er for børn fra hjem med trygge økonomiske rammer, men ikke så trygge at de er forkælede og krævende. Børn uden sociale problemer er også velkomne. Så hvis mor og far drikker, slås eller er psykisk syge, bør børnene blive hjemme. Børnenes forældre skal også helst have en mellemlang eller videregående uddannelse, så de kan hjælpe deres børn med lektierne. Og så må børnene hverken være for dumme eller for kloge, for så har de jo brug for ekstra undervisning og støtte. Med andre ord: folkeskolen er sandsynligvis kun for ganske få børn her i landet. Det store flertal er til besvær og burde undervises et helt andet sted. ”Nej, nej, nej” vil koret af lærere, politikere og skoleledere sikkert råbe: ”sådan er det ikke”. Og så siger min erfaring mig, at lærere, politikere og skoleledere derefter vil begynde at forklare mig, at problemer i virkeligheden skyldes: uartige børn, urimelige ansættelsesvilkår, ringe økonomi, dårlige fysiske rammer … og så er vi tilbage ved den oprindelige diskussion: hvis skyld er det … og så kan krigen fortsætte. Hvad er vi enige om? Så hvad er vi enige om? Vi er vel alle enige om at der er brug for forbedringer. For i dag forlader alt for mange folkeskolen uden tilfredsstillende resultater og uden at påbegynde en uddannelse. Og mens eleverne er i skolen er der alt for meget uro og alt for meget mobberi. Dette er skidt for os alle sammen. Det er ikke positivt for nogen. Det er vi vel enige om. Og dermed er det klart at der er sympati for alle parter i denne ”ord-krig”. Vi må gøre noget for at forbedre situation for lærerne, skoleledelserne, politikerne, forældrene … og børnene. Og der er noget i vores system der fejler. Vi bliver nødt til at ændre nogle ting for at opnå forandring. Og hvis jeg skal fremhæve én ting jeg inderligt ønsker mig man gør anderledes, så er det tilgangen til eleverne og den faglige tilgang til dem. Jeg tror at vi i dag tilrettelægger undervisningen efter en elevtype der ikke findes, nemlig den føromtalte ”mønsterelev” som er jævnt dygtig, socialt tilpasset og med forældre der selv har en uddannelse. Folkeskolens realiteter Det vi burde gøre, er at tilrettelægge folkeskolen efter realiteterne. Vores udgangs-punkt er heldigvis godt – vi har masser af velfungerende børn. Men en del børn har forældre med kort eller ingen uddannelse. Det gør dem ikke til dårlige forældre, men det kan gøre det svært for dem at støtte deres børns skolegang med det faglige. Det er et vilkår vi må forholde os til, og vi må derfor forvente at forældrene engagerer sig i skolen på en anden måde end rent fagligt. Hvis en forælder kommer til en skole og gang på gang bliver mødt med kritik af den måde de er på, så holder de op med at komme. Så vi må tilpasse forventningerne mellem skole og hjem på en anden måde end i dag. Ingen gider blive mødt med en løftet pegefinger. Vi må også erkende, at alt for mange af vores børn har hjem med dårlig økonomi eller sociale problemer. Det må erkendes som et vilkår. Jeg synes det er underligt, at vi det ene øjeblik taler om voksnes problemer med misbrug og vold og samtidigt forventer, at børnene er upåvirkede af dette når de går i skole. DET PÅVIRKER ALT i et barns liv, hvis de lever i fattigdom eller har et utrygt hjem. Og dermed er det også et vilkår man må forholde sig til i folkeskolen. Det er ikke kun et anliggende for landets socialforvaltninger eller psykologer. Det er noget vi alle må forholde os til. Inspiration til handling Vi kan for eksempel hente inspiration i lande hvor man arbejder med de her forhold som et grundlæggende vilkår og tilrettelægger undervisningen efter det. Vi kan for eksempel tage højde for, at eleverne ikke kan koncentrere sig længe ad gangen, har forskellige behov og kan være præget af sult eller mistrivsel. Og det kan betyde, at vi skal ændre på den måde vi forstår undervisning på. Det er ikke en falliterklæring at arbejde åbent med dette. Det er en logisk konsekvens af at mange i vores samfund, er præget af forhold som manglende uddannelse, dårlig økonomi eller sociale problemer. Det er som om, vi er overraskede over, at børnene afspejler de voksnes problemer. Men selvfølgeligt gør de det. Det giver nogle udford-ringer og har nogle konsekvenser. Eksempelvis at elever er sultne, ikke er vant til at læse derhjemme eller ikke har råd til internet. Jeg tror, at det faktisk kan betyde at fagligheden stiger, hvis vi begynder at arbejde MED problemerne, i stedet for at forbande at de eksisterer. Og det behøver heller ikke betyde, at man svigter de dygtigste elever eller dem med trygge vilkår i hjemmet. Omstrukturering af undervisningen er ikke det samme som at sænke niveauet. Og udgangspunktet må være, at børn med sociale problemer ikke er dummere end børn uden sociale problemer. Det er ikke evnerne der er noget galt med. Det er rammerne om undervisningen. Flyt fokus Jeg ville blive så lykkelig hvis vi kunne flytte fokus fra arbejdstidsregler og sociale problemer til rent faktisk at tale om løsninger og realiteter. Vores samfund bliver ikke rigere i de kommende år, og eleverne bliver ikke på magisk vis mere rolige. Vi må have fat i kernen og det er ikke ”de andres” problem. Det er VORES fælles problem. Og det kræver nok, at vi forlader vores vanetænkning og holder op med at tænke i traditionel undervisning. At noget altid har været på en bestemt måde er ikke noget argument for at fastholde det på den måde. Særlig hvis det har vist sig, at det ikke fungerer. Mener vi virkeligt, at folkeskolen har nået toppen af sin udviklingskurve og skal se sådan ud til evig tid? Eller er der en åbning for, at vi sammen kan forlade det trygge og velkendte og bevæge os ud på en ny vej – særligt til glæde for børnene.