Styr på prioriteterne

Det er mig en gåde, hvordan man med god smag i munden kan foreslå en nedskæring på fem millioner koner. årligt på uddannelsesområdet, samtidig med at man bevilliger 10 millioner kroner mere til sig selv

Fredag d. 16. november 2001
Rasmus B. Kreutzmann
Emnekreds: Politik, Uddannelse.

En af de beslutninger, som er blevet vedtaget på den netop afsluttede landstingssamling, er blevet udsat for megen kritik fra mange fronter.

Det er selvfølgelig beslutningen om en klækkelig lønforhøjelse til medlemmerne af Landstinget, hvor jeg i det følgende vil bidrage med mine synspunkter.

Da jeg i 1999 blev færdig som student fra GU i Nuuk, kom selveste landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og holdt dimissionstalen.

Vi studenter var selvsagt meget beærede og følte trods alt, at der var en vis opbakning til os fra højere sted. Vi skulle blive til noget, og man troede på os.

Fra selve dimissionstalen erindrer jeg særligt udtalelsen om, at ungdommen er landets vigtigste ressource, og at uddannelse er vejen frem.

Set i bakspejlet opfatter jeg nærmest dette som tom luft, når jeg sidder her i Danmark, hvor jeg p.t. er under uddannelse på Aalborg Universitet.

Det virker som om, at politikerne vælger at fylde deres egen lommer på bekostning af, hvad der efter deres udsagn er den vigtigste ressource landet har - nemlig ungdommen, som skal uddannes.

Det er mig en gåde, hvordan man med god smag i munden kan foreslå en nedskæring på fem millioner koner. årligt på uddannelsesområdet, samtidig med at man bevilliger 10 millioner kroner mere til sig selv.

Det er i mine øjne en latterliggørelse af de studerende, som i forvejen er rimeligt pressede. Der er på nuværende tidspunkt en ny uddannelsesstøtteordning under udarbejdelse i kommission, hvor der blandt andet fra DKIK’s side er lagt op til en model, som mere ligner den danske. Det vil sige med løbende justering og bedre lånemuligheder. Dette vil selvsagt koste flere penge, men det er en nødvendighed, da området har været forsømt i mange år.

Desuden skulle man tro, at politikerne havde en vis velvillighed overfor at give de studerende optimale forhold. Det er jo flere gange fra højeste sted blevet bebudet, at uddannelse er et af de primære områder, som man vil satse på.

Men nu prioriterer man åbenbart sig selv højere.

Sidste år forsøgte man, så vidt jeg erindrer, at lave samme nummer med at bevillige sig selv en lønforhøjelse. Dette lykkedes dog ikke, da offentligheden råbte op, og man derefter indså, at der ikke var opbakning blandt befolkningen, hvorfor forslaget faldt til jorden.

Nu har man imidlertid besluttet sig for at gennemføre beslutningen og så tage de øretæver, der følger med, for derefter at vente på at kritikken forstummer.

Det virker som om politikkerne venter på, at folk opgiver at brokke sig mere, når det går op for dem, at de taler for døve øren.

Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der bliver valgt ind i Landstinget for at lede landet, skal betales ordentligt. Men hvis man bruger penge på sig selv, så man bliver nødt til at skære fra områder, som efter min mening har mere brug for dem, så skal man grundigt overveje sine prioriteter.

Det nytter ikke noget at bruge penge, man ikke har - og da slet ikke på sig selv. Det er jo ikke fordi landstingsmedlemmerne bliver klogere af at få flere penge.

Så mit råd til politikkerne er:


//////Lyt til offentligheden,
og prioriter så de områder med en fremtid, som I ved, at Grønland har brug for!