Vi skal have løst lærermanglen

Andelen af uddannede lærere visse steder ville være uacceptabelt lav, hvis ikke vi greb til særlige foranstaltninger. Derfor har vi præcis til de byer og bygder, hvor situationen er mest alvorlig, opslået et antal stillinger på disse særlige vilkår.

Torsdag d. 11. maj 2000
Lise Lennert
Emnekreds: Bygder, Løn og overenskomster, Politik, Uddannelse.

Kære Morten Birck!

Forskelsbehandling bør undgås, det er vi helt enige om!

I visse perioder har det beklageligvis været nødvendigt at gøre noget særligt for at skaffe lærere nok til at dække behovet. Det var f.eks. baggrunden for, at man helt frem til 1991 havde store forskelle i løn og andre vilkår for tilkaldte og hjemmehørende forskelle som vi hjemmehørende har mærket på vores egen og virke.

Jeg forstår derfor udmærket, at man som lærer kan blive utilfreds, når man ser nye kolleger komme med en ansættelse, der giver dem bedre vilkår, end man selv har. Men det er dog en formildende omstændighed, synes jeg, at man kun kan have disse bedre vilkår for en begrænset periode.

Forhåbentlig ændrer lærersituationen sig til det bedre i løbet af nogle år - og man kan også håbe på, at nogle af de åremålsansatte ønsker en mere varig tilknytning til landet - og stedet - efter åremålsperiodens udløb.

Jeg så meget gerne, at vi havde mulighed for at besætte alle de lærerstillinger, vi har i folkeskolen i Grønland med uddannede lærere og på de samme helt almindelige vilkår.

Men sådan ser verden altså ikke ud desværre!

Mangel på lærere er i disse år et stort problem, og som du selv peger på, er problemet størst i bygder og yderdistrikter. Derfor har vi en aftale - som er en del af hele overenskomst- og aftalekomplekset - der giver os mulighed for at tiltrække uddannede lærere også til disse steder, hvis det viser sig nødvendigt.

I den fase af læreransættelserne for det kommende år, som vi er i nu, har vi måttet konstatere, at andelen af uddannede lærere visse steder ville være uacceptabelt lav, hvis ikke vi greb til særlige foranstaltninger. Derfor har vi præcis til de byer og bygder, hvor situationen er mest alvorlig, opslået et antal stillinger på disse særlige vilkår.

Som du måske har læst i fagbladet Ilinniartitsisoq, så vil mit direktorat nu gå i dialog med IMAK om løsning af den alvorlige lærermangel.

Jeg håber, at dette arbejde vil bære frugt til gavn for skolen og hele det grønlandske samfund. Og jeg håber, at de gode lærere, vi allerede har i skolen, vil tage godt imod alle nye kolleger, uanset deres ansættelsesform, og på den måde medvirke til, at de får lyst til at blive længe i den grønlandske folkeskole.