Skal de studerende betale for politikernes fadæser?

Den - dengang politisk ansvarlige - startede som vicedirektør i Royal Greenland »som elev«, og efter hvad man hører med en årsgage på 1,7 million kroner. Jeg plejer at sige: Grønlands dyreste elev!

Tirsdag d. 21. marts 2000
Anthon Frederiksen, Landsstyremedlem for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø
Emnekreds: Erhverv, Politik, Uddannelse.

Da Grønland skulle indføre hjemmestyre, var der dengang mange vidtløftige løfter, der blev givet til os grønlændere. Der blev ellers også forsøgt at indfri nogle af løfterne; men der er alt for mange løfter, der hverken er blevet indfriet eller realiseret, og som derfor er tomme løfter.

Hjemmestyreordningen er i sig selv god nok, og det er også godt med de nuværende bestræbelser på selvstændighed. Men det er vigtigt at huske på, at det ikke er nok at bruge disse vidtløftige løfter som gulerødder for at opnå målene! (De mange løfter kender borgerne selv).

Endvidere ved vi også, at i 1980-erne skulle landskassen (borgerne) betale 380 millioner kroner til det nuværende Royal Greenland, som man dengang ikke engang kunne navngive, da der var stor politisk kaos omkring den. Det var altså borgerne selv, der skulle betale disse 380 millioner kroner, som var en fadæse fra det daværende landsstyre.

Hvad skete der så efter 10-15 år? Dengang der var et stort underskud på produktionssektorerne. Den dengang politisk ansvarlige startede som vicedirektør i Royal Greenland "som elev", og efter hvad man hører med en årsgage på 1,7 million kroner. Jeg plejer at sige: Grønlands dyreste elev!

Ansat af partikammerater, og det selv om vi alle ved, at vedkommende ikke er kendt som en, der har taget hverken en handels- eller økonomisk uddannelse.

Også i 1990-erne skulle borgerne selv betale de over 400 million kroner i forbindelse med politikernes ændring og opdeling af den nuværende KNI. Derudover ved vi, at borgerne selv betaler fadæserne for M/S Disko, Puisi A/S og mange andre ting til mange millioner kroners værdi. Jeg vil sige, at alle disse kan benævnes som politiske fadæser, men som synes nærmest at blive oversete, hvorfor jeg hermed erindrer om dem for at komme de studerende til hjælp.

Disse forhold er ikke oversete af samfundsborgerne, og de er også alment kendte - men når jeg erindrer om dem, så er det fordi det altid er borgerne selv, der i sidste ende skal betale for politikernes fadæser.

Børn af lavindkomstfamilier skal også have mulighed for en uddannelse!

Det vil også have været godt, hvis Grønland havde lignet de andre lande: veludviklet samfund med god økonomi og ikke være afhængige af Danmarks bloktilskud, ikke havde mangler af de nødvendige veluddannede læger, jurister eller andre højtuddannede.

Så vil jeg kunne forstå mennesker, der siger: At halvdelen af uddannelsesstøtten burde ydes som lån, som de studerende selv skal tilbagebetale efter endt uddannelse. Men forholdene er helt anderledes, end det man kan forestille sig. Jeg håber derfor på, at de politisk ansvarlige må være opmærksom på dette. For når man har gode øjne og ører, så vil man ikke overse eller overhøre, at der i dag er nogle endda meget dårlige tilstande.

Det skal ikke kun være de studerende eller de, der ønsker en højere uddannelse, der har forældre med højindkomster, som skal have mulighed for få en uddannelse!

Folk skal, selv om de økonomisk er dårligere stillet, have lige muligheder for en uddannelse!

Jeg mener, at de studerende skal have ro til at gennemføre deres uddannelser. Uden angst for at skulle være nødt til at tilbagebetale deres uddannelsesstøtte. Selvfølgelig skal man også forsøge at afklare andre forpligtelser og krav.

Grønland må også have råd til at yde uddannelsesstøtte!

Vi, der forsøger at have et politisk arbejde, bliver også ved med at sige og kræve, at de unge skal have en uddannelse. For hvis Grønland skal være selvstændig, så kan vi slet ikke komme uden om et veluddannet samfund. Derfor må Grønland fortsat have råd til uddannelsesstøtte og arbejde for, at de studerende har gode vilkår. Det er selvfølgelig også vigtigt, at de studerende får gode vejledninger.

Man skal endvidere ikke glemme, at Grønlands største mangel er veluddannede samfundsborgere, med uddannelse som læger, jurister eller lignende. Derfor er det meget vigtigt at tænke på de konsekvenser, der kan stille disse studerende i en dårligere situation.

Når vi engang har nok af veluddannede, og vi ikke længere behøver at bruge tilkaldt arbejdskraft, ja, så kan man vende tilbage til ideen om at tilbagebetale en del af uddannelsesstøtten for nogle uddannelsespladser På nuværende tidspunkt har mange studerende behov for fortsat støtte.