Uddannelse, uddannelse, uddannelse, uddannelse

I dag findes der ikke uddannede grønlændere nok, hverken i Grønland eller udlandet. To-tre procent af befolkningen her i landet har en videregående uddannelse, mens det samme tal i Danmark er 35 og i Island og Færøerne over 40.

Torsdag d. 20. januar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Oprindelige folk, Politik, Uddannelse.

FORLEDEN HAVDE den halvgamle redaktør en række oplevelser, der på forunderlig vis var kædet sammen af en betydningsfuld fællesnævner. Det var som om nogen havde tilrettelagt det. Og i givet fald ikke hr. eller fru hvemsomhelst. Det må være en med forstand på de overordnede læresætninger om liv og tilværelse, folk og udvikling. Det var faktisk en fed oplevelse. Og den var positiv. Mens vi alt for ofte får ødelagt humøret på grund af afsløringer af platte og skandaleramte beslutningstageres forgribelser og piner os selv med at slæbe hverdagens store og små "forbrydere" til skafottet, så føltes det, som om begivenhederne forleden skabte håb for fremtiden. Det var en slags åbenbaring, som satte krop og sjæl på en masse gode ønsker. EFTER AT HAVE interviewet et par læger om grønlandsk mad og miljøgifte til sidste nummer fortsatte snakken med den ene og senere - i telefonen - med den anden, og her fortalte Henning Sloth, at han har læst en spændende rapport fra WHO. Den handler om en undersøgelse af en lang række forhold for lilleput-nationer af oprindelige folk, der lever med subsidier fra en tidligere kolonimagt, i alt 300 millioner mennesker. Alle disse mennesker lever under sundhedsmæssigt og sociale forhold, som stort set på alle områder svarer til de grønlandske (læs side 6). Konklusionen er, at det ikke kan lade sig gøre at implementere moderlandets struktur, standarder og udviklingsmetoder i de oprindelige folks områder. Prøver man alligevel, går det galt. Det betyder også, at udviklingens kvalitet er afhængig af, at de oprindelige folk selv kan tage vare på udformningen af deres fremtid. Ingen andre kan. MEN DET ER ikke kun indenfor sundhedsvæsenet, at indførelsen af fremmede strukturer og systemer ikke dur. Det gælder på alle samfundsområder: Arbejdsgiverforeningen havde omkring fyraften mandag inviteret Jens Kaalhauge Nielsen fra Ilisimatusarfik til at fortælle om mulighederne for industriel udvikling, og også han understreger nødvendigheden af, at det er grønlænderne selv, der former og styrer udviklingen. Men uden dygtige folk går det ikke. For at få befolkningen med i en positiv udvikling, er det for alle "oprindelige mini-nationer" nødvendigt, at det sker på deres egne præmisser. Og det kan det kun komme til, hvis de oprindelige folk i de pågældende områder er tilstrækkelig godt uddannet - og senere kan fastholdes i landet. I dag findes der ikke uddannede grønlændere nok, hverken i Grønland eller udlandet. To-tre procent af befolkningen her i landet har en videregående uddannelse, mens det samme tal i Danmark er 35 og i Island og Færøerne over 40. Desuden øges gabet mellem veluddannede i Grønland og den øvrige verden. NØGLEORDET er derfor uddannelse og helst baseret på et såkaldt multidisciplinært samarbejde, hvor flere - måske alle - politiske fagområder går sammen om at nå resultater med fokus på børn, unge, uddannelse. For uddannelserne begynder jo med folkeskolen, og folkeskolen har sit afsæt i hjemmet og i de sociale og sundhedsmæssige forhold. Heller ikke boligområdet kan udelades. Alle skal være med for at uddannelsespolitikken kan bære frugt. Lad os håbe, det er det, der er ved at ske med socialområdets, uddannelsesområdets og sundhedsområdets begyndende samarbejde (side 8). Her skal man blot vide, at det ikke bare er en ny snakkeklub, der er brug for. Der skal gabes højt, og der skal satses på en social og uddannelsesmæssig kvalitet, som langt, langt overgår, hvad der hidtil er præsenteret.