Det må kunne gøres bedre

Alle grønlandsksprogede, der tager en uddannelse - ganske vist på et andet sprog - er sikre på godt job og en karriere i Grønland.

Fredag d. 18. juni 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Uddannelse.

118 studenter springer disse dage ud fra de tre gymnasiale skoler. Andre uddannelsessøgende bliver færdige fra andre uddannelsessteder. Det er en glad tid. De unge mennesker er glade, familierne er glade, alle er glade. Jo flere vi får uddannet, jo bedre er det for samfundet. Vi sparer penge på tilkaldt arbejdskraft. Vi sikrer kontinuitet og know-how her i landet. Vi sikrer at tingene foregår på grønlandske præmisser. Vi sikrer, at man i undervisningen tager udgangspunkt i lokale erfaringer. Det er vigtig i næsten alle samfundsforhold, med mindre man vil fremmedgøre sin egen befolkning yderligere.

Nu når vi hvert år er så glade for at få uddannet flere unge mennesker, hvorfor så ikke gøre noget mere ved det?

Selv om vi altid har erkendt vigtigheden af at få uddannet så mange som muligt, må vi her i 20-året for hjemmestyrets indførelse indrømme, at der ikke er uddannet nok. Dels har uddannelsesområdet ikke fået nok ressourcer, dels har vi spredt os ud på for mange uddannelser. Resultatet har været, at de enkelte uddannelsesinstitutioner ikke har ressourcer nok til at gennemføre ordentlige uddannelser.

Det værste er imidlertid, at grunduddannelserne - folkeskolen og gymnasiet - ikke får ressourcer nok til at give de unge mennesker et så godt grundlag, at de kan og vil gå videre i uddannelsessystemet. Desuden har hjemmestyret taget sin egen befolkning som gidsler i hele grønlandiseringen og bildt de unge mennesker ind, at bare de lærer grønlandsk, er det godt nok. Hvor mange unge, der i de første 20 år er tabt på gulvet ved vi ikke, og vi får det næppe at vide, for politikerne fortsætter med at bilde befolkningen ind, at bare de lærer grønlandsk er det godt nok.

Forældrene ved det er galt. Forældre, der vil deres børns bedste, ser selvfølgelig helst, at deres børn får en uddannelse. De ved, børnene skal lære et andet sprog for at få den uddannelse. I hjemmet tales der selvfølgelig grønlandsk til daglig, og forældrene forventer, at skolen løser den opgave.

Derfor skal skolen have tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at de unge mennesker bliver bedst egnede til at tage en uddannelse og lærer det sprog som uddannelsen foregår på. I de første 20 år og formodentlig også de næste 20 år er dansk det vigtigste uddannelsessprog - derefter engelsk.

Når vi gør status her i 20-året, mangler vi uddannet arbejdskraft på så at sige alle områder. Trods et lufthavnsbyggeri til en milliard samt konstant boligbyggeri og renovering til flere hundrede millioner om året har vi ikke formået at uddanne nok bygningshåndværkere.

Vi mangler uddannet arbejdskraft på undervisningsområdet, sundhedsområdet, socialområdet, i administrationen og så videre.

Alle grønlandsksprogede, der tager en uddannelse - ganske vist på et andet sprog - er sikre på godt job og en karriere i Grønland. Hver gang, der er en, som ikke gennemfører en uddannelse og tager arbejde her i landet, er samfundet nødt til at tilkalde en udefra. Vi må konstatere, at vi fortsat tilkalder alt for mange udefra, fordi vort uddannelsessystem har fejlet.

Her i 20-året bør vi gøre op og tage ved lære af fejlene, så vi kan gøre det bedre i de næste 20 år.

Opgaven er en massiv indsats på uddannelsesområdet. Folkeskolen bør være en dagskole, hvor børn og unge får muligheder og aktiviteter, der giver dem det bedste grundlag til årene frem. Ud over den daglige undervisning skal der være tilbud om lektiehjælp, sprog, IT, musik og andre kreative aktiviteter samt idræt. Eleverne skal være rustede til og have den bedste forudsætning for at fortsætte i ungdomsuddannelserne, hvad enten det er de gymnasiale uddannelser, handelsskolen eller andre erhvervsuddannelser.

Målet er selvfølgelig at alle fortsætter i en uddannelse.

Den forfejlede uddannelsespolitik har katastrofale konsekvenser for hele sundhedsvæsenet, hvor der bruges ufattelige summer på at tilkalde vikarer og på evakueringer på grund af manglende arbejdskraft.

Generelt betyder den forfejlede uddannelsespolitik manglende kontinuitet og vidensopbygning. Den konstante udskiftning af nøglemedarbejdere i hele samfundet er kolossal dyrt.

Det medfører imidlertid også, at samtidig med kravet om øget selvstændighed, spørger man hele tiden folk udefra, hvordan vi skal løse problemerne - og de kommer med færdigsyede danske løsninger.

Vi bruger hellere millioner på konsulenter udefra, der fortæller os, hvad vi ved og har vidst i årevis - end vi spørger vore egne medborgere.

Vi lytter stadig mere til, hvad danske konsulenter siger om vores sundhedsvæsen, end de patienter, der bliver behandlet i sundhedsvæsenet. Danske konsulenter er vigtigere end grønlandske faste medarbejdere, der hver dag står ansigt til ansigt med de problemer, som politikerne ikke vil eller kan løse.

Så Alfred Jakobsen, Lise Lennert og Steffen Ulrich-Lynge brug den lokale vidensbank, den er såmænd ikke så dårlig.

Vi ønsker størst mulig selvstændighed for Grønland hurtigst muligt. Alligevel er vi efter 20 år ikke nået længere end, at vi bruger flere kræfter og ressourcer på at bekæmpe hinanden i stedet for at samarbejde om det fælles mål, som vi alle er enige om.

Her i 20-året for hjemmestyrets indførelse tror vi endnu ikke på, at vi selv kan. Lars Emil talte forleden i KNR-TV om misundelsen, som vi ikke kan bruge til noget. Tværtimod skal vi glæde os på hinandens vegne, når det lykkes. Vi skal støtte hinanden.

Tillykke til de 118 studenter. Se nu at få en uddannelse og kom tilbage og overtag en tilkaldts job.